Mogens Møller stiftede Sleeknote sammen med en flok venner for omkring 12 år siden. De byggede virksomheden op som bootstrappere, indtil de i 2022 solgte til amerikanske Drip – en marketing automation-platform, som blev ejet af nogle venturekapitalfonde.
Mogens fortsatte som direktør i den nye konstruktion, men sagen ændrede sig, da fondene bag Drip nærmede sig udløb.
"Dem, der ejede Drip, ønskede at sælge deres ejerandel fra og starte en salgsproces," fortæller Mogens Møller, der i dag er CEO i både Sleeknote og Drip.
"Der valgte vi også at melde os ind. Vi syntes, det kunne være rigtigt interessant at købe Sleeknote tilbage, og i samme omgang fik vi muligheden for faktisk også at få Drip med i samme handel."
Resultatet er bemærkelsesværdigt: En dansk softwarevirksomhed, der først blev solgt til USA, er nu tilbage på danske hænder. Og Drip er kommet med i samme handel.
To platforme, ét kundeflow
De to virksomheder dækker hver sin del af samme kunderejse. Sleeknote hjælper webshops og andre virksomheder med at hæve konverteringsraten på deres websites og samle nyhedsbrevs-tilmeldinger. Derefter tager Drip over og hjælper med at sende personaliserede e-mails og automatiserede flows til de besøgende, der er blevet til abonnenter eller kunder.