Finansieringsløsninger
Hos EIFO tilbyder vi et stort univers af finansieringsmuligheder til danske virksomheder og deres udenlandske købere – fra startups til store eksportører. Vi samarbejder altid med banker, investorer og andre finansieringspartnere. Herunder kan du læse mere om vores fire overordnede løsninger.
Lån og kautioner
Vi tilbyder lån og garantier til investeringer i fx produktion, grøn omstilling, digitalisering og international ekspansion.
Finansieringen kan ske direkte fra EIFO eller i samarbejde med virksomhedens bank, hvor vi kan stille en kaution, tage størstedelen af risikoen og dermed gøre finansieringen mulig.
Egenkapitalfinansiering
EIFO investerer som aktiv minoritetsaktionær i virksomheder med internationalt vækstpotentiale. Vi investerer altid på markedsvilkår og med en tålmodig tilgang. Med EIFO som investor får du 1) kapital til skalering, internationalisering eller opkøb, 2) adgang til EIFOs netværk, erfaring og kompetencer, og 3) en langsigtet investor, der er med fra første runde til exit. Vi investerer typisk sammen med fonde, business angels eller industrielle partnere.
Finansiering til udenlandske kunder
EIFO kan stille finansiering til dine kunder i udlandet, så de får lettere ved at købe dine varer eller løsninger. Det styrker din konkurrenceevne, når du kan tilbyde dine undenlandske købere en attraktiv finansiering. Det gør det muligt at vinde ordrer, der ellers ikke kunne realiseres.
Forsikring af internationale forretninger
Når du handler med udlandet, er der risici, du ikke selv er herre over. En kunde kan gå konkurs eller annullere en ordre i utide, og der kan udbryde krig eller indføres importforbud og valutarestriktioner. Den slags risici kan EIFO forsikre dig imod, så du trygt kan koncentrere dig om din forretning.