For dig som er

I gang med eksport og internationalisering

Skal du vinde ordrer i udlandet eller etablere dig på nye markeder? Som Danmarks officielle eksportkreditinstitut finansierer EIFO din internationale forretning sammen med din bank – og dækker dig, hvis kunden ikke betaler.

  • Kapital til at vokse internationalt

    Lån og kaution sammen med din bank til store ordrer, produktion eller opkøb i udlandet.

  • Finansiering til dine udenlandske kunder

    Vi stiller en garanti til banken, så du kan tilbyde din kunde kredit – og selv få betalingen med det samme.

  • Beskyttelse mod manglende betaling

    Vi dækker tabet, hvis en udenlandsk kunde ikke kan betale, så én ordre ikke vælter forretningen.

  • Beskyttelse af dine investeringer i udlandet

    Vi dækker dine investeringer mod politiske risici som krig, importforbud og valutarestriktioner.

Fra dansk virksomhed til global forretning

At gå fra en stærk forretning i Danmark til en virksomhed, der vinder ordrer i hele verden, er et stort skridt. Du skal investere i kapacitet, før de udenlandske ordrer er i hus. Du skal kunne matche konkurrenter, der tilbyder kunden finansiering. Og du skal handle med kunder og lande, du ikke kender lige så godt som dit hjemmemarked.

Det er præcis her, EIFO kommer ind i billedet. Som Danmarks officielle eksportkreditinstitut arbejder vi tæt sammen med danske banker og forsikringspartnere om at gøre international handel mulig. Når vi træder ind med et lån, en kaution eller en garanti, deler vi risikoen – så du kan sige ja til de store ordrer og etablere dig på nye markeder.

Kontakt os

Finansieringsløsninger til din internationale forretning

Hver virksomhed møder verdensmarkedet på sin egen måde, og det samme gør behovet for kapital og sikkerhed. Nogle skal øge kapaciteten for at kunne levere til udlandet. Andre vil vinde en stor ordre, hvor finansieringen til kunden afgør sagen. Og alle skal kunne stå imod, hvis en kunde ikke betaler, eller politisk uro rammer et marked. Her kan du se, hvordan EIFO typisk understøtter danske virksomheder, der handler og investerer i udlandet. Fælles for alle løsninger er, at EIFO altid arbejder sammen med din bank eller andre finansieringspartnere.

Lån og kaution – kapital til at vokse internationalt

At bygge forretning op i et nyt land kræver kapital – til øget produktion herhjemme, store ordrer, datterselskaber, opkøb eller lokal tilstedeværelse. Med en EIFO-kaution tager vi en del af bankens risiko, så banken kan låne dig mere, end den ellers kunne. Vi kan også supplere med lån. Det betyder, at du kan handle på mulighederne, når de er der, frem for at lade dem passere, fordi finansieringen ikke kunne følge med.

Målgruppe: Virksomheder, der vil øge eksporten eller etablere sig i udlandet, og hvor banken ikke kan finansiere hele behovet alene.

Eksportkredit – tilbyd din kunde finansiering og vind ordren

I international handel afgøres en ordre ikke kun på pris og kvalitet. Især ved større køb af maskiner og udstyr ser kunden lige så meget på, hvordan købet kan finansieres. Med en eksportkredit yder en bank kredit til din udenlandske kunde, og EIFO stiller en garanti, der dækker størstedelen af risikoen. Din kunde får en langsigtet finansiering på konkurrencedygtige vilkår – og du får din betaling med det samme. For SMV'er findes der særlige SMV-garantier.

Målgruppe: Eksportører af kapitalvarer, hvor kunderne har brug for finansiering for at kunne købe.

Forsikring af internationale forretninger

Når du sælger til – eller investerer i – udlandet, kan EIFO dække dit tab, hvis det ikke går som forventet. Med en kontraktgaranti er du dækket, hvis din udenlandske kunde ikke betaler for det, du har leveret. Med den kan du sige "ja" til nye kunder og markeder, uden risikoen for at én ordre skader hele forretningen. Med en investeringsgaranti dækker vi dine investeringer i udlandet mod politiske hændelser som krig, importforbud og valutarestriktioner.

Målgruppe: Virksomheder med større eksportordrer eller udenlandske projekter, hvor en kunde, der ikke betaler, vil ramme hårdt, og virksomheder, der bygger produktion, datterselskaber eller anlæg i lande med politisk usikkerhed.

Tjek dit eksportmarked og prisen på en garanti

Hvor stor er risikoen i det land, du vil sælge til? Og hvad koster det at få EIFO til at dække din eksportforretning? Med vores landevurderinger får du status på risikoen i verdens eksportmarkeder, og præmieberegneren giver dig et første bud på minimumspræmien for en garanti.

Prøv værktøjerne

Relevante nyheder og cases

Nysgerrig på at høre mere?

Vores rådgivere sidder klar til at give et overblik over, hvilke løsninger EIFO kan tilbyde virksomheder i gang med internationalisering og hjælper også gerne dig på vej.