Organisk vækst gik ikke. Jydsk Planteservice køber sig ind på nye markeder

Jydsk Planteservice er markedsledende i Danmark på grønne indretninger til kontorer. Vejen til Norge og Sverige går ikke gennem organisk vækst – det lærte de af et forsøg i Tyskland. I stedet køber de konkurrenter op, og til det seneste køb stillede EIFO en kaution, der gjorde finansieringen mulig.

Jørgen Lund, direktør, Jydsk Planteservice
"Det gjorde os overbevist om, at hvis vi skulle den slags ting i fremtiden, så var vi nødt til at gå ud og lave nogle opkøb af mindre spillere i markedet i de her lande." Jørgen Lund, direktør, Jydsk Planteservice.

For Jørgen Lund, direktør i Jydsk Planteservice, er den dyreste fejl i 36 år let at pege på.

"Den største og dyreste fejl, vi nok har lavet, det var at starte op i Tyskland og tro, at vi kunne bygge det op organisk," siger han.

Forsøget begyndte i 1999 og løb over et par år, før konklusionen var uundgåelig.

"Efter den periode måtte vi konstatere, at vi ikke kunne vinde markedet på den måde. Det gjorde os overbevist om, at hvis vi skulle den slags ting i fremtiden, så var vi nødt til at gå ud og lave nogle opkøb af mindre spillere i markedet i de her lande."

Det er den erkendelse, der ligger under koncernens strategi i dag: Køb en eksisterende spiller, og byg videre organisk oven på den.

Fra én mand til knap 300 medarbejdere

Jørgen Lund var 22 år, da det begyndte. Aftalen med Kolding Plantecenter var, at de lagde pengene, og han lagde tiden.

"Vi kunne se, at et opkøb ville gøre os til den største spiller i Oslo-området på at levere grønne indretningsløsninger."

Jørgen Lund, direktør, Jydsk Planteservice

Jørgen Lund, direktør, Jydsk Planteservice

"De investerede pengene fra start, og jeg skulle investere tiden og energien. Og så lavede vi en aftale om, at vi ville danne et aktieselskab til videreførelse af selskabet efter tre år, hvis vi kunne se, at der var økonomi og forretningsmuligheder i det."

Det kunne de. Aktieselskabet blev stiftet i 1992 med seks ansatte, og i dag leverer Jydsk Planteservice grønne indretninger til erhvervsliv, kommuner, hoteller og offentlige institutioner – levende planter, naturtro planter, mosvægge og plantevægge.

"Filosofien bag vores virksomhed er, at vi skal skabe trivsel på kontorerne," forklarer Jørgen Lund. 

"De ydelser, vi leverer, skal alle sammen tale ind i, at medarbejderne trives. Men også i at skabe en branding omkring virksomhederne, så de har det grønne islæt, som mange investerer mere i i dag."

Vejen dertil har været lang. Jydsk Planteservice er i dag landsdækkende, har to lokationer i Sverige og købte for halvandet år siden en virksomhed i Oslo.

"Vi startede i 1989 som en enkeltmandsvirksomhed, hvor jeg skulle bygge tingene op, og i dag er vi markedsledende med lige knap 300 medarbejdere og godt 9.000 servicekunder."

Ambitionen er klar: De skal være markedsledende i Skandinavien.

Kaution til strategisk opkøb gjorde Jydsk størst i Oslo

I begyndelsen af 2026 kom endnu en Oslo-virksomhed til salg – omtrent på størrelse med deres egen.

"Vi kunne se, at et opkøb ville gøre os til den største spiller i Oslo-området på at levere grønne indretningsløsninger."

Finansieringen gik gennem den eksisterende bankforbindelse.

"Vi rakte ud til vores nuværende bankpartner, som er Danske Bank. Og de satte os så i forbindelse med EIFO, som kunne hjælpe med at understøtte finansieringen af det her opkøb."

EIFO kautionerede for lånet, og handlen kunne gennemføres. Nu er målet i Norge at være til stede i de fire-fem største byer.

"Planen er både for Norge og Sveriges vedkommende, at vi gerne vil være lige så markedsdominerende, som vi er i Danmark. Men det er klart, at det vil tage nogle år at bygge den position op. Vi har trods alt været i gang i 36 år i Danmark."

3 spørgsmål til Jørgen

Hvad får dig op om morgenen efter 36 år?

At se folk vokse med virksomheden: "Vi har medarbejdere, som har været med i både 10, 20, 25 år og over 30 år her i virksomheden. At se dem udvikle sig sammen med virksomheden og alt det, vi har opnået, siden jeg startede som enmandsvirksomhed. Det er en fornøjelse i sig selv. Jeg er i øvrigt den person i virksomheden, der har skiftet job og rolle flest gange på hele den her rejse, netop for hele tiden at få de bedste folk til at tage over på de opgaver, der venter."

 
Dit bedste råd til dig selv for 20 år siden? 

Se det hele fra kundens vinkel: "Jeg har ændret mig meget både som person og i den måde, jeg har udøvet ledelse på. At følge med hele tiden, være fremsynet, have overblikket og hele tiden se det fra kundens vinkel. Det er det, jeg synes, man skal gøre mest ud af." 

 
Hvorfor lykkedes det? 

Fordi jeg kom fra handel, ikke fra gartneriet: "Mange af dem, vi har været oppe imod i branchen, har haft den gartneriske baggrund. Jeg har respekt for det, men de har passet planterne og ikke været dem, der byggede organisationer op. Jeg har prøvet at kigge på, hvordan vi kunne skabe mere udvikling i virksomheden ved at sætte andre personer ind til at håndtere tingene løbende."

Jørgen Lund, direktør, Jydsk Planteservice

Fakta om Jydsk Planteservice

  • Hvad de laver

    Grønne indretninger til erhvervsliv, kommuner, hoteller og offentlige institutioner. Landsdækkende i Danmark, to lokationer i Sverige og tilstedeværelse i Oslo. Knap 300 medarbejdere og over 9.000 servicekunder.

  • Behovet

    Finansiering af et strategisk opkøb i Oslo, der gjorde virksomheden til den største spiller på markedet dér.

  • EIFOs løsning

    Kaution

Mød flere virksomheder

Få flere historier om danske virksomheder

Abonner på vores nyhedsbrev, EIFO Update.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her