Når sekunder afgør liv
På den moderne slagmark er stilstand farlig. Droner gør, at et beskadiget køretøj ikke længere kan stå stille. Hverken for at vente på hjælp eller for at få monteret det udstyr, der skal trække det hjem.
Det er der, Safe-Tecs løsninger gør forskellen.
"Hvor det førhen tog 10 minutter til et kvarter at montere de her løsninger, kommer vi nu ned på cirka 30 sekunder," fortæller Lasse Oppendieck Andersen, salgsdirektør i Safe-Tec.
"Du kan trække køretøjet hjem hurtigt, mens folkene sidder indeni. Du sparer både materiel og kan sætte det i drift igen. Og du får dine folk med retur, så de ikke skal undslippe til fods, når køretøjet ikke kan køre længere."
Alternativet, hvis et beskadiget køretøj efterlades på slagmarken, er ofte at sprænge det i luften, så fjenden ikke får fat i køretøjet eller i den teknologi, der sidder på det.
Safe-Tecs løsninger er beskyttet af fire patenter og bygger på en international NATO-standard, der gør udstyret anvendeligt på tværs af alle alliancens lande.
"Det, jeg ser nu, og det, som ligger mig utroligt nært, er at være med til at gøre en forskel, så vi kan få mennesker retur fra slagmarken på den bedst mulige måde. Vi er midt i en kapacitetsopbygning, og det er rigtig fedt at være en del af den proces."
Fra smedeværk til serieproducent
Safe-Tec blev grundlagt af Lasses far i 1992 og har siden været en familieejet virksomhed i Rønnede på Sydsjælland. I de første mange år arbejdede virksomheden med løsninger til dansk autohjælp og Falck, hvor man både byggede køretøjer og det udstyr, der gør et bjærgningskøretøj effektivt. Den civile erfaring har Safe-Tec siden taget med over i forsvarsindustrien.