Finansiering fra Lollands Bank og EIFO har banet vej for, at den danske vindmølleunderleverandør RewAir snart kan åbne en ny produktion i Italien.
Senere på året tager virksomheden RewAir et vigtigt strategisk skridt. Her slår den Lolland-baserede vindmølleunderleverandør nemlig dørene op til en ny fabrik i syditalienske Taranto, hvor virksomheden på sigt forventer at beskæftige omkring 300 personer.
"Der bliver konkurreret meget i vindmølleindustrien, så vi har brug for at vokse for at være konkurrencedygtige. Derfor er det her en meget vigtig milepæl for os," siger Jens Rewers, der er ejer og adm. direktør i RewAir, som han stiftede i 2002.
RewAir leverer forskellige produkter og ydelser til vindmølleproducenter. Virksomheden leverer bl.a. glasfibermateriale direkte til producenternes produktion af vindmøllevinger. Derudover leverer virksomheden logistik- og ingeniørydelser til producenterne.
RewAir har hovedkontor i Nakskov på Lolland og fabrikker i Polen og Spanien. Blandt virksomhedens største kunder er Vestas, og i Italien kommer RewAirs nye fabrik til at lægge klos op ad Vestas’ største europæiske produktion af offshore vindmøllevinger.
Det er ingen tilfældighed.
"Det er en del af vores strategi at være tæt på vingefabrikkerne, og det er Italien-fabrikken et godt eksempel på. Det gør hele samarbejdet og logistikken enkel, og det minimerer klimabelastningen fra transport," siger Jens Rewers.
EIFO og Lollands Bank med
RewAir forventer at sætte sin produktion i Italien i gang i tredje kvartal af 2025. Lige nu arbejder virksomheden på at ansætte nøglemedarbejdere, få maskiner hjem og ombygge de lejede lokaler i Taranto, så de er tilpasset RewAirs produktionsbehov.