EIFO løfter forventningerne efter positivt halvårsresultat

EIFO kommer klart bedre ud af første halvår af 2026 end forventet og leverer et resultat på 1,6 mia. kr. Fremgangen skyldes især positive værdireguleringer på investeringer og færre tab end forventet. Blandt SMV’erne steg finansieringsvolumen med 80 pct. i første halvår.

EIFO kommer ud af første halvår 2026 med et resultat på 1.633 mio. kr., hvilket er cirka 1 mia. kr. højere end budgetteret og en fremgang fra 493 mio. kr. i samme periode sidste år.   

Resultatet er klart bedre end forventet og er især drevet af positive værdireguleringer af EIFOs investeringer samt tilbageførte hensættelser og nedskrivninger på enkelte større finansieringer.  

"Vi ser fortsat en stærk efterspørgsel efter finansiering, og det fortæller mig, at mange danske virksomheder fortsat tror på fremtiden og er villige til at investere i vækst, selv om verden omkring dem er blevet mere usikker. Derfor er det også positivt, at vi kommer godt ud af første halvår, fordi det stiller os godt til også fremover at tage den ekstra risiko, som er en naturlig del af EIFOs opgave," siger Peder Lundquist, CEO i EIFO.  

Resultatet kommer efter et halvt år med den nye EIFO2030-strategi, der samler EIFOs indsats om fem strategiske dagsordener og sætter mål om større aktivitet, flere kunder og størst muligt samfundsafkast frem mod 2030.   

Det positive resultat skal ses i lyset af EIFOs risikoprofil, hvor værdireguleringer og hensættelser er en naturlig del af virksomhedens virke og kan give betydelige udsving mellem de enkelte regnskabsperioder. I strategien er målet at sikre en gennemsnitlig egenkapitalforrentning på 5 pct. over strategiperioden, og dermed bør resultaterne vurderes over en længere periode.  

Højere aktivitet blandt SMV’er  

Aktivitetsniveauet er blevet klart forbedret i EIFOs forretning med danske små og mellemstore virksomheder, hvor den samlede finansieringsvolumen i segmentet steg med 80 pct. til 2.381 mio. kr. Stigningen skyldes både, at 11 pct. flere virksomheder i SME-segmentet modtog finansiering i første halvår 2026 sammenlignet med samme periode sidste år, og at der har været en betydeligt højere gennemsnitlig sagsstørrelse.

Derfor er det også positivt, at vi kommer godt ud af første halvår, fordi det stiller os godt til også fremover at tage den ekstra risiko, som er en naturlig del af EIFOs opgave.

Peder Lundquist, CEO, EIFO

Også i EIFOs øvrige forretningsområder har der været stor aktivitet i første halvår. Blandt halvårets større forretninger er en køberkreditfacilitet på 6,35 mia. kr. til den franske energikoncern ENGIE. Faciliteten finansierer danske leverandørers kontrakter til ti vindprojekter på tværs af Europa og ventes at medfinansiere mere end 1,5 GW ny vindkapacitet. Derudover har EIFO ydet et lån på 750 mio. kr. til opførelsen af en ny vindpark i Ukraine.  

På investeringsfronten har EIFO fortsat sin aktivitet med i alt 31 investeringer inden for strategiske prioriteter som innovative teknologier, life science, forsvar og grøn omstilling. Blandt aktiviteterne er en investering på 60 mio. kr. i danske Bactolife og 50 mio. kr. i Ugly Duckling Ventures. Derudover offentliggjorde EIFO sin største egenkapitalinvestering nogensinde på 1,5 mia. kr. i Scaleup Europe Fund, hvor EIFO indgår som co-founder og første nationale investor i Europas største fond for vækstvirksomheder.  

EIFOs samlede forretningsomfang voksede samtidig fra 172,5 mia. kr. i første halvår 2025 til 181,5 mia. kr. i første halvår 2026. På baggrund af udviklingen i første halvår opjusterer EIFO forventningen til årets resultat og forventer nu et resultat for hele 2026 på 2,1-2,5 mia. kr. Ved årets begyndelse var forventningen 1,0-1,4 mia. kr.  

Samlet forventer EIFO, at volumen af nye forretninger når knap 32 mia. kr. i hele 2026.

Find hele rapporten her

Få nyt fra EIFO direkte i din indbakke

Abonner på vores nyhedsbrev, EIFO Update.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her