Vestas og EIFO har sat over 20 GW vindkraft i verden

EIFO har været med til at finansiere flere end 160 vindprojekter med møller fra Vestas, der tilsammen giver over 20 GW fordelt på 40 lande. Samarbejdet spænder fra offshorevind i Polen og Taiwan til onshore vind-projekter i Ukraine.

Golden Plains wind farm in Victoria, Australia.
Når Vestas sælger vindmøller til projekter rundt om i verden, er finansieringen ofte en afgørende del af ordren. Kunderne, der bygger vindmølleparkerne, har brug for langsigtet og konkurrencedygtig finansiering, før projekterne kan realiseres. Og det er netop her, EIFO kommer ind i billedet.


EIFO har nemlig været involveret i 164 projekter med Vestas-møller i 40 lande og med en samlet kapacitet på mere end 20 GW. Heraf udgør onshore-projekter hovedparten med 140 projekter i 37 lande, hvilket svarer til cirka 85 pct. af projekterne og cirka 70 pct. af kapaciteten. De 24 offshore-projekter i samlet ni lande står for de resterende ca. 30 pct. af kapaciteten. 

Det største enkeltprojekt målt på kapacitet er havvindparken Baltic Power i Polen på 1,2 GW, som EIFO i 2023 var med til at finansiere gennem projektfinansiering.

Og ifølge Vestas har samarbejdet med EIFO været med til at åbne nye markeder for vindenergi: 

”EIFO og Vestas har arbejdet sammen i mere end 30 år og har bidraget til at bringe vindenergi til markeder over hele verden. I mange tilfælde har EIFO’s finansiering været afgørende for at realisere projekter, herunder nogle af de tidlige offshore-vindprojekter baseret på Vestas-teknologi. Efterhånden som vindenergi er vokset i omfang og skala, har EIFO fortsat været en vigtig finansieringspartner,” siger Anna Mascolo, Regional President NCE & Global Offshore, Vestas.

Udvalgte projekter

Tiligul og Kernel, Ukraine

Siden Ruslands invasion af Ukraine har EIFO finansieret to vindmølleparker med Vestas-møller på i alt knap 600 MW. Tiligul-parken på 498 MW, der er Ukraines største vindenergiprojekt, er støttet med en projektfinansieringsgaranti på knap 3 mia. kr., mens EIFO også har ydet et lån på 750 mio. kr. til den ukrainske landbrugsvirksomhed Kernel, der med en vindmøllepark på 94,5 MW er gået ind i energiproduktion.

Taiwan

I Taiwan har EIFO og Vestas sammen gennemført to havvindprojekter med en samlet kapacitet på 1.089 MW. Det seneste er Fengmiao I på 495 MW, hvor Vestas leverer 33 møller, og hvor EIFO har stillet en projektfinansieringsgaranti på 150 mio. euro.

Nordsøen

I den britiske del af Nordsøen har EIFO medvirket til finansieringen af tre havvindprojekter med Vestas-møller og en samlet kapacitet på 2.115 MW. Blandt dem er Moray East og Seagreen ud for Skotland, som tilsammen har flere end 200 Vestas-møller. 

Projektfinansiering er den løsning, EIFO oftest har brugt i samarbejdet. Det gælder 65 projekter med en samlet kapacitet på knap 15 GW, svarende til omkring 60 pct. af den samlede kapacitet.  

Derudover har EIFO stillet køberkreditter og corporate faciliteter til rådighed, ligesom samarbejdet omfatter garantier og kreditter, der understøtter Vestas’ leverancer direkte.  

3 spørgsmål til Anna


Hvilket vindprojekt, som EIFO og Vestas har gennemført sammen, er efter din mening det mest særlige? 

“Det er svært at pege på ét enkelt projekt. Projekterne i Ukraine skiller sig ud, fordi de viser værdien af energisikkerhed, og fordi de ikke ville være blevet realiseret uden det stærke samarbejde mellem Vestas og EIFO. Samtidig er de store projekter i markeder som Australien, USA og Syd- og Mellemamerika også særlige, fordi de har været med til at etablere vindenergi som en stabil og integreret del af energimikset.” 

Hvordan vurderer du offshores rolle i den globale energiomstilling i 2026? 

“Offshore-vind er en vigtig drivkraft for at styrke konkurrenceevnen og energisikkerheden, fordi mere vindkraft kan bidrage til lavere elpriser uden afhængighed af importeret energi.” 

Hvad forventer du af samarbejdet med EIFO i de kommende år? 

“Det korte svar er: meget mere. Det stærke partnerskab mellem Vestas og EIFO har været med til at åbne døren for vindprojekter over hele verden, og i takt med at efterspørgslen efter sikker, billig og grøn energi vokser, vil EIFO’s støtte fortsat være en vigtig forudsætning for fremtidige projekter.”

Fakta om Vestas

  • Hvad de laver

    Vestas udvikler, producerer, installerer og servicerer vindmøller til både land og hav. Virksomheden har hovedsæde i Aarhus og har installeret mere end 200 GW vindkraft globalt.

  • Behov

    Langsigtet finansiering til kunderne, så de kan bestille møller og realisere vindprojekter - også i markeder med højere risiko.

  • EIFO-løsning

    Projektfinansiering, køberkreditter og corporate faciliteter til Vestas’ kunder samt garantier og kreditter, der understøtter Vestas’ leverancer.

Andre virksomheder, vi har finansieret