De ville lave et teleselskab, i stedet byggede de DK's hurtigste unicorn

På fire år er Flatpay vokset til syv lande og 2.500 medarbejdere. Et lån fra EIFO i opstarten holdt mere af værdien på danske hænder.

Sander Janca-Jensen, medstifter og CEO i Flatpay
Fire stiftere, der ikke vidste noget om betalinger, satte speederen i bund fra dag ét, og fire år efter er Flatpay i syv europæiske lande med 2.500 medarbejdere. Et lån fra EIFO i opstarten betød, at stifterne kunne beholde en større del af selskabet og dermed mere af værdien på danske hænder.

Da Sander Janca-Jensen og hans tre medstiftere gik i gang, var planen egentlig at lave et teleselskab. Men da de ikke kunne blive enige med den netværksudbyder, de skulle bruge, skiftede de spor til betalinger. Og det på trods af at det på daværende tidspunkt var en branche, som ingen af dem reelt vidste noget om. 

"Det var ret opportunistisk drevet. Vi syntes, vi så et marked med overnormal profit og høj kompleksitet, og det passede godt til noget af det, vi havde lavet tidligere. Så gik vi i gang med at forstå alt det, vi ikke forstod," siger Sander Janca-Jensen, CEO og medstifter af Flatpay. 

Fire år senere er Flatpay i syv europæiske lande med flere end 125.000 kunder og 2.500 kolleger. Selskabet er tilmed Danmarks hurtigste unicorn nogensinde. 


Speederen i bund fra start 

Alle fire stiftere havde bygget startups før, men ingen af dem havde set eller oplevet en start som Flatpays. For allerede fra begyndelsen kunne de se, at potentialet var større end i noget, de havde lavet tidligere. 

Derfor har der fra starten også været en større villighed til at tage chancer og rulle nye initiativer ud til først et fåtal af kunder, fordi det giver hurtig feedback. Efterfølgende har det været uvurderligt i arbejdet med at gøre produkterne helt færdige og klar til udrulning til alle kunder. 

"Det, tror jeg, har været ret afgørende for, at vi kunne vokse hurtigere. Vi har taget chancer, hvor andre måske ville have ventet på, at tingene blev lidt mere stabile før de blev testet hos rigtige kunder og siden rullet ud til alle," siger Sander Janca-Jensen. 

Den samme risikovilje har præget væksten. Under et år efter lanceringen ekspanderede Flatpay til det finske marked, og selskabet har vokset så aggressivt, at mange andre ifølge Sander Janca-Jensen ville have frygtet, om de kunne rejse den næste fundingrunde. 

"Vi har sikkert haft lige så ondt i maven som mange andre, men vi har også sindssygt store ambitioner. Vi vidste fra start, at hvis ikke vi trykkede speederen i bund, kunne vi ikke bygge et globalt selskab. Det, mener jeg, flere startups i Danmark kunne lære noget af," siger Sander Janca-Jensen. 


Et lån, der holdt ejerskabet på danske hænder 

Stifterne havde allerede brugt EIFO i tidligere selskaber, og hos Flatpay begyndte samarbejdet med gældsfinansiering. Et lån i opstarten betød, at selskabets første fundingrunde ikke behøvede at være en pre-seed-runde. 

"Det betød, at vi sad på en større del af selskabet, da vi skulle rejse vores seedrunde, og derfor ejer vi den dag i dag mere af selskabet. Dermed er en større del af værdien hos os og på danske hænder," siger Sander Janca-Jensen. 

Siden har EIFO også stillet kautioner, så bankerne har kunne finansiere en del af Flatpays hardware – altså betalingsterminalerne – med gæld i stedet for egenkapital. Det har igen betydet, at mere af værdiskabelsen er blevet i selskabet og i Danmark. 

"Hvis EIFO hjælper til, at vi får skabt flere succesfulde danske startups som f.eks. Flatpay, betyder det naturligvis, at EIFO må tage noget risiko. Men det kommer heldigvis mange gange igen i form af arbejdspladser og på et tidspunkt også i skat," siger han. 


Bygget i Danmark og bliver i Danmark 

Mange danske tech-selskaber af Flatpays størrelse begynder at kigge mod USA i jagten på mere kapital og flere kompetencer, men Flatpay har allerede amerikanske investorer, og hele produktet bygges stadig ud fra Danmark, hvor ledelsen også har sin base. 

"Modsat nogle af de andre unicorns, der er flyttet til USA, er det ikke vores ambition. For det første, fordi det ikke er nødvendigt. For det andet, fordi vi har lyst til at bo i Danmark. Jeg har lyst til at bygge en stor virksomhed i Danmark," siger Sander Janca-Jensen. 

Og ambitionerne stopper ikke ved unicorn-status. Flatpay har ifølge ham omkring 1,5 procent af sin målgruppe som kunder i dag. 

"Markedet er enormt, og produktet er utroligt skalerbart. Jeg tror på, at det her selskab sagtens kan blive 100 milliarder værd over tid." 

3 spørgsmål til Sander


Hvad drømmer du om nu?
 

”Det er et stort spørgsmål. Jeg drømmer i virkeligheden om at fortsætte med at leve det liv, som jeg lever nu. Et liv, hvor jeg går glad på arbejde, for jeg har også prøvet det modsatte. Et liv, hvor jeg føler, at det, jeg kan bidrage med, stadig har en betydning, og hvor jeg kan se ting, som andre måske ikke kan. Lige så længe, at jeg har det på den måde, vil jeg blive ved.” 

Det bedste ved at drive virksomhed i Danmark? 

"Tilliden er høj, og hierarkiet er lavt. Hvis folk synes, noget er forkert, er de ikke bange for at sige det. Det giver over tid et bedre produkt og en sundere virksomhed. Og fordi Danmark er et lille land, er du tvunget til at tænke ud over landets grænser fra start." 

Dit bedste råd til nye iværksættere? 

"Byg sammen med nogen. Jeg ville have følt mig meget ensom uden mine medstiftere. Og du behøver ikke opfinde den dybe tallerken. Vi havde ikke en revolutionerende betalingsløsning, vi har bare været dygtigere købmænd end så mange andre. Har du haft en karriere i corporate-verdenen, har du formentlig lært mere, end du tror." 

Fakta om Flatpay

  • Forretning

    Betalingsløsninger til små og mellemstore virksomheder, især butikker og restauranter. Samme lave gebyr for alle kort, 24/7-support og intet abonnement.

  • Behov

    Startkapital uden at afgive for store ejerandele og gældsfinansiering af betalingsterminaler.

  • EIFO-løsning

    Lån og kautioner.

Andre virksomheder, vi har finansieret