Danmark står over for et milliardstort vækstkapitalgab
Danmark har de seneste årtier opbygget et stærkt økosystem for iværksættere og ventureinvesteringer. Men når virksomhederne vokser sig større og har brug for betydelige mængder kapital til skalering, er der fortsat for få investorer med tilstrækkelig størrelse og risikovillighed i det danske marked.
En ny fremskrivning fra EIFO viser, at efterspørgslen efter vækstkapital kan vokse til mellem 47 og 93 mia. kr., mens den forventede tilgængelige kapital er lige knap 24 mia. kr.
"Danmark har været dygtig til at skabe nye virksomheder og opbygge et stærkt venturemiljø. Men når virksomhederne når de senere vækstfaser, bliver det langt sværere at finde kapital i Danmark. Hvis vi ikke sætter ind, vil finansieringsgabet kun vokse sig større. Det er præcis den udfordring, vi nu arbejder målrettet på at løse", fortæller Mads Lacoppidan, Managing Director og ansvarlig for growth-investeringer i EIFO.
EIFO styrker indsatsen
EIFO har det seneste år markant styrket indsatsen målrettet vækstvirksomheder og investeringsmiljøet omkring dem — blandt andet med en investering på 1,5 mia. kr. i Scaleup Europe Fund, EIFOs hidtil største enkeltstående fondsinvestering, samt et nyt Growth-team med ti investeringsansvarlige.
Udenlandsk kapital er afgørende
Analysen peger på en tydelig sammenhæng mellem, hvor danske vækstvirksomheder henter deres kapital, og hvor de ender ved exit. Virksomheder, der bliver opkøbt af udenlandske købere, har gennemgående rejst markant mere udenlandsk kapital undervejs — og ingen af de observerede growth-stage exits er endt på danske hænder.
Udenlandske investorer står fortsat for omkring 72 procent af den samlede vækstkapital i danske growth-stage virksomheder, med USA som den hurtigst voksende kapitalkilde. Danske investorer deltager til gengæld i 71 procent af alle vækstrunder, men står kun for 28 procent af kapitalen.
"Udenlandsk kapital er afgørende for danske vækstvirksomheder, og det skal den også være i fremtiden. Men analysen viser samtidig, at den danske investorbase er for smal. Skal flere danske virksomheder have mulighed for at vokse globalt med afsæt i Danmark, kræver det en større og stærkere kapitalbase herhjemme", uddyber Mads.
Læs hele analysen
Vil du dykke ned i tal, metode og de fulde konklusioner? Download EIFOs Growth-analyse "Danish Growth-Stage Venture Capital – Scaling Danish Companies" og få det fulde billede af det danske vækstkapitalmarked, herunder projektioner frem mod 2035, investorlandskabet og exitmønstre.