Sammen med Standard Chartered, den polske ECA, KUKE, samt Alliad, det tidligere GCC Services, er EIFO med til at udvide et klinikprojekt, der skal forbedre sundhedsinfrastrukturen i Elfenbenskysten.
Udvidelsen af klinikprojektet i Elfenbenskysten, der hedder ”Projekt Medical Continuation”, er et omfattende initiativ, der sigter mod at forbedre sundhedsinfrastrukturen i landet. Projektet omfatter udvidelser af bygninger og medicinsk udstyr til 43 medicinske klinikker i det afrikanske land.
Eksportlånet, der er på EUR 171 millioner, altså knap 1,3 mia. kr., er tildelt for at muliggøre udviklingen af social og sundhedsinfrastrukturen for lokalsamfundene i landet og er givet til finansministeriet i Elfenbenskysten. Udvidelsen vil give adgang til kritisk sundhedspleje over hele Elfenbenskysten, inklusive landdistrikter. 15 af de 43 klinikker vil blive nyopført, og 28 af klinikkerne (som blev finansieret af EIFO i 2021) vil blive forbedret og udvidet med fødeafdelinger, ambulante tjenester, nyt medicinsk udstyr, forbrændingsanlæg og spildevandsbehandling.
Forstærket fokus
Finansieringen kommer på et tidspunkt, hvor regeringen i Elfenbenskysten har et øget, centralt fokus på at investere i sundhedssektoren gennem deres nationale udviklingsplan 2021-2025.
Samtidig sikrer eksportlånet adskillige eksportordrer til danske eksportører, heriblandt Missionpharma A/S og PAA Project Finance A/S samt en del danske SMVer. Begge dele taler lige ind i to af EIFOs strategier.
"EIFO har et positivt langsigtet syn på Elfenbenskysten, og dette er et projekt med en vigtig sundhedsmission. Vi er glade for at deltage i det med vore stærke partnere, KUKE og Standard Chartered. EIFO har stor strategisk interesse i at gå med i transaktioner, der forbedrer den langsigtede velfærd og velstand i lande på det afrikanske kontinent. Med denne transaktion finansierer EIFO også ordrer fra en bred vifte af danske SMVer og større virksomheder, primært inden for sundhedsudstyr og projektledelse/projektlogistik, og dermed muliggør vi leveringen af vitale kapaciteter og kompetencer til Elfenbenskysten," siger Peter Boeskov, CCO i EIFO.
Engagement i Afrika
Også hos Standard Chartered er finansieringen vigtig.
"Hos Standard Chartered ved vi, at adgang til sundhedspleje er en grundlæggende menneskerettighed. Denne finansiering er en vigtig mulighed for at fortsætte vores kritiske arbejde i Elfenbenskysten og spille en rolle, i samarbejde med vores ECA-partnere hos EIFO og KUKE, i at bidrage til nationens velstand i generationer fremover. Vores deltagelse i dette sundhedsprojekt afspejler vores engagement i at blive i Elfenbenskysten og i de samfund, vi betjener i hele Sub-Sahara Afrika," siger Faruq Muhammad, Global Head of Development and Agency Finance, Standard Chartered.
Også eksportordrer til danske virksomheder
De danske eksportordrer til projektet (primært inden for sundhedsudstyr og projektstyring/logistik) varetages af henholdsvis Missionpharma A/S og PAA Project Finance A/S (del af Aarsleff-koncernen) via to rammeaftaler. Rammeaftalerne forventes at sikre ni danske virksomheder eksportordrer med en samlet værdi på EUR 42 mio. (ca. DKK 313 mio.). Det forventes at en række af de danske eksportordrer sker via danske SMV´er.