Verdens største e-metanolanlæg i Kassø

Verdens største e‑metanolanlæg i Kassø omdanner grøn strøm til 42.000 ton grønt methanol årligt. Projektet fra European Energy støttes af EIFO og leverer brændstof til bl.a. Maersk, LEGO og Novo Nordisk.

Verdens største anlæg til produktion af grøn methanol er blevet bygget i Kassø ved Aabenraa. Bag projektet står energiselskabet European Energy i partnerskab med japanske Mitsui & Co. Anlægget omdanner grøn strøm fra en nærliggende solcellepark til klimavenligt brændstof og er det første af sin slags i industriel skala.

Produktionen på 42.000 ton grøn methanol årligt anvendes blandt andet som brændstof til containerskibet Laura Mærsk, der er bygget til at sejle på methanol.

Fakta

Virksomhed: European Energy

Projekt: Verdens største anlæg til produktion af grøn methanol

Placering: Kassø ved Aabenraa

Kapacitet: 42.000 ton grøn methanol årligt

Strømkilde: Nordeuropas største solcellepark (300 hektar)

Finansiering: DKK 400 mio. fra EIFO

Partnere: Mitsui & Co. (medejerskab), A.P. Møller Mærsk, Lego, Novo Nordisk

Derudover har virksomheder som Lego og Novo Nordisk indgået aftaler om at aftage grøn methanol til brug i deres produktion med henblik på at reducere CO₂-aftrykket.

EIFO har støttet realiseringen af anlægget med en anlægsfinansiering på 400 mio. kr., der muliggør et vigtigt skridt i skaleringen af Power-to-X-teknologi i praksis. Med placeringen ved Nordeuropas største solcellepark – som leverer den strøm, der driver hele produktionen – demonstrerer projektet, hvordan grøn energi kan omsættes til konkrete løsninger i den globale energiomstilling.

EIFOs finansieringsløsning

Type: Lån til anlæg

Beløb: DKK 400 mio.

Formål: Udbygning af anlægget og understøttelse af kommerciel drift