Skal pensionsalderen sænkes til 60 år?
Vælgerne skal også tage stilling til et forslag stillet af landets sammenslutning af fagforeninger om, at pensionsalderen skal sænkes fra 65 til 60 år, hvilket vil omgøre en vigtig pensionsreform fra 2023. Præsident Lacalle og et bredt spektrum af politikere har advaret mod at omgøre pensionsreformen, da den anses for at være afgørende for at sikre holdbarheden af de offentlige finanser. En tidligere præsident, Mujica, har sagt, at en omgørelse af reformen vil skabe kaos for Uruguays økonomiske fremtid. Det er usikkert, om der vil være flertal blandt vælgerne for at sænke pensionsalderen.
Store investeringer afspejler tillid til Uruguay
De langsigtede udsigter er dog fortsat gode for Uruguay, og landets politiske og økonomiske stabilitet, stærke institutioner og gode forretningsklima vil fortsat tiltrække investeringer til landet i de kommende år.
For nylig annoncerede Google, at selskabet ville investere USD 850 mio. i et datacenter i Uruguay. Der er blot tale om Googles andet datacenter i Latinamerika. Investeringen viser, at der er stor tillid Uruguays forretningsklima. En medvirkende årsag til, at Google valgte Uruguay, var Uruguays høje andel af vedvarende energi i elproduktionen. Hele 36 pct. af Uruguays elproduktion kommer fra vindenergi. Andre faktorer, der gør Uruguay attraktiv for teknologifirmaer, er en god telekom-infrastruktur og veluddannet arbejdskraft, så der er gode muligheder for, at der kan komme flere tech-investeringer til Uruguay i de kommende år.
Uruguay er dog fortsat meget afhængig af produktion og eksport af primære og forarbejdede landbrugs- og skovvarer, såsom oksekød, papirmasse, sojabønner og mejeriprodukter. Finske UPM har således investeret over USD 3 mia. i Uruguay i de seneste år, som er gået til en ny papirmassefabrik og tilhørende infrastruktur. Uruguay har et godt klima for eukalyptustræer, som anvendes i papirmasseproduktionen.
Fremgang i væksten
Uruguays afhængighed landbrugsvarer afspejler sig i landets økonomiske vækst, der ventes at stige til 3,2 pct. i år, mens den kun var 0,4 pct. i 2023, hvor landet i en periode var ramt af en alvorlig tørke.
Mindskede prisforskelle mellem Uruguay og den store og økonomisk ustabile nabo Argentina er også med til at øge efterspørgslen og væksten i Uruguay i år, modsat sidste år, hvor uruguayanerne valfartede til Argentina for at drage fordel af de store besparelser på en lang række varer som følge af en svag argentinsk peso.
Høj kreditværdighed
Som et tegn på Uruguays stabilitet blev statens kreditværdighed opgraderet af Moody’s tidligere i år og af Fitch og S&P sidste år, så Uruguay nu er ratet i niveauet BBB til BBB+ af alle tre ratingbureauer, hvilket er ret højt. Uruguay har en acceptabel offentlig gæld på omkring 64 pct. af BNP og har haft underskud på over 3 pct. af BNP på de offentlige finanser i de seneste år. Der er sket fremskridt i forhold til coronakriseåret 2020, hvor den offentlige gæld nåede op på 75 pct. af BNP, og underskuddet på de offentlige finanser var over 5 pct. af BNP.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er danske virksomheders fælles indgang til risikovillig, statslig finansiering. EIFO er Danmarks nationale erhvervsfremmende bank, investeringsfond og eksportkreditinstitut i én og samme finansielle institution. EIFO har mere end 5.000 kunder og et samlet forretningsomfang på omkring 150 mia. kr. EIFO er skabt ved en sammenlægning af EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond i 2023. Med finansiering baner vi vejen for dem, der tør tænke større. Sammen gør vi Danmark rigere på det, der gør en forskel. Læs mere på www.eifo.dk