The Creator Fund har haft first close på en ny 260 mio. kr. pre-seed fond, der investerer i innovative deep tech ph.d.-studerende i 11 europæiske lande. EIFO investerer 43 mio. kr. i fonden, der nu øger sit engagement på danske universiteter.
Den engelsk baserede pre-seed Deep Tech-venturefond The Creator Fund har rejst 260 mio. kr. i en first-close på deres første europæiske investeringsfond med institutionelle investorer. EIFO investerer 43 mio. kr. og bliver sammen med tyske Equation Capital en af de største investorer i fonden.
The Creator Fund har tidligere rejst fonde, der arbejder på at kommercialisere banebrydende forskning og har de seneste fem år investeret i 55 startups og haft to exits.
Fonden er til stede på 30 universiteter i 11 europæiske lande, hvor de har rekrutteret et team af studerende, som hjælper med at identificere de mest lovende kandidater med den mest innovative forskning, så de med den rette vejledning og kapital kan blive til fremtidens stærke europæiske deep tech virksomheder.