Akson Robotics har netop hentet finansiering, der skal accelerere virksomhedens internationalisering. Finansieringen består af en investeringsrunde på 3 mio. kr., der er ført an af landmand Mads Thuesen, der har solid erfaring med og netværk i internationalt landbrug, samt den belgiske venturefond Astanor, der er specialiseret i agrifood tech. Investeringen matches med et Matclån fra EIFO, der giver Akson Robotics mere kapital at arbejde med uden at skulle afgive yderligere ejerandele.
Med de to nye investorer får Akson Robotics en kombination af praktisk landbrugserfaring, international brancheindsigt og finansiel styrke, hvilket giver virksomheden et solidt fundament til at tage næste skridt i vækstrejsen.
“Vi er utrolig stolte over at have tiltrukket investorer, som både kender landbrugets udfordringer indefra og har et globalt udsyn. Det giver os en unik mulighed for at udvikle os endnu hurtigere og bringe teknologien ud til landmænd i hele verden. Med denne investering kan vi udvide teamet, styrke produktudviklingen og begynde at skalere internationalt,” siger Albert Sonne Olesen, CEO og co-founder af Akson Robotics.