Staten har fået comeback som aktiv aktør i en række landes økonomier. Siden 2020 er der skabt 13 nye statsejede Sovereign Wealth Fonds (SWF– statslige velfærdsfonde), og flere er på vej. Men der er stor forskel på, om fondenes formål er økonomiske, politiske eller etiske.
Af: Jørn Fredsgaard Sørensen, Head of Country & Bank Risk, EIFO
Saudi-Arabiens PIF var i 2023 den mest aktive af alle verdens SWF’er med en stribe investeringer til understøttelse af landets Vision 2023, der skal omkalfatre Saudi-Arabiens enstrengede olie-økonomi. Det indebærer en række indenlandske investeringer såvel som investeringer på globalt plan.
De udenlandske investeringer har ikke kun økonomiske formål. Saudi-Arabiens og andre Golfstaters sigte er også strategisk. Det ses i de krav, de stiller til udenlandske regeringer for at hjælpe dem, og i deres investeringer på det afrikanske kontinent, som overvejende er i grønne teknologier.
Hvor Golfstaternes SWF’ere investerer i ind- og udland, må den norske oliefond (eller Norges Bank Investment Management, som den reelt hedder) alene investere uden for Norges grænser.
Men selvom de 1.400 milliarder USD (og ejerskab af ca. 1,5% af alle børsnoterede aktier) i verdens største SWF kunne bruges til mange gode formål, skal oliefonden primært sikre nordmændenes økonomiske fremtid.
De relativt små indrømmelser til andre hensyn ligger bl.a. i tilladelsen til at investere i ikke-børsnoterede grønne teknologier samt at sikre ”good governance” i form af uafhængige og kønsdiversificerede bestyrelser i fondens investeringer.
Ikke kun olie som brændstof
Norges og Golfstaternes fonde er arketypiske SWF’er. De stammer fra en stor olierigdom og skal forvaltes for at sikre fremtiden og undgå ”den hollandske syge”, hvor andre dele af økonomien bliver u-konkurrencedygtig. Udover den norske verdensmester er fem af verdens 10 største SWF’ere oliefonde fra Golfstaterne.
Bemærkelsesværdigt nok har Rusland ikke formået at skabe en SWF, der i størrelse svarer til landets naturressourcer.
Men det er ikke kun olie, der kan være brændstof for en slagkraftig statsfond. Kinas CIC og SAFE er skabt til at forvalte valutareserverne fra et stort handelsoverskud, mens Singapores Temasek og GIC er eksempler på en fremsynet stat, der investerer offentlige budgetoverskud i profitable forretninger. Offentlige midler ophobes også i centralbanker og finansministerier.
Få lande har så store og strukturelle overskud som Kina og Singapore, men i vores del af verden kan man skæve til de stadigt større pensionsformuer som et ”fælles ejet” investeringsarsenal. Her er USA, Japan og Canada de største, men Danmark ligger på en imponerende 7.-plads – primært fordi Danmarks pensionssystem er i global verdensklasse.
Når man lægger midlerne fra SWF’er, centralbanker og pensionskasser sammen, udgør det danske ”offentlige investeringsskyts” 1,7 gange økonomiens størrelse. Det er helt hæderligt i sammenligning med f.eks. Holland (1,2), Schweiz (1,2) og Sverige (0,9) – men ikke så højt som Norge (2,7) og Singapore (3,9).
Pensionskasserne er naturligvis ikke underlagt politiske missioner, men er alligevel lydhøre overfor medlemsønsker og generelle stemningsstrømme. Mange ville kunne alliere sig med den norske oliefonds fokus på grønne teknologier og good governance. Og et pensionssystem, der ikke tynger de offentlige finanser, giver bedre mulighed for offentlige budgetoverskud, der enten kan “passivt” placeres eller “aktivt” investeres med strategisk sigte.
Comeback til staten som aktør i økonomien
Valutafonden IMF forventer i deres World Economic Outlook fra oktober 2023, at der i årene frem til 2028 genereres over 8.000 mia. USD i offentlige overskud i 20 større lande med god økonomi – primært OECD-lande og oliestater. Blandt de største har Tyskland, Japan, Taiwan og Holland ingen egentlig SWF, men kunne af forskellige årsager finde gode grunde til at skabe en.
I princippet kunne man i stedet for overskud på det offentlige budget støtte private virksomheder gennem subsidier og skattefradrag - som i USA. Men efter corona og med stigende geopolitisk fragmentering er tidligere tiders berøringsangst overfor staten som en aktiv aktør i økonomien forsvundet.
Tidligere tiders tøven overfor industripolitik og statsligt ejerskab er afløst af overvejelser om, hvordan man bedst svarer på politiske og økonomiske udfordringer. Når man ser, hvordan statslige og halvstatslige investorer fra Mellemøsten og Kina agerer, må man forvente, at de 13 nye fonde siden 2020 får følgeskab af flere.