Kina udfordrer i stigende grad USA’s rolle som den dominerende, globale supermagt. I Mellemøsten kan magtbalancen mellem de to supermagter tippe.
Af Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
I sidste måned fik verden syn for sagn om Kinas globale indflydelse, da det overraskende lykkedes at lande en aftale mellem ærkerivalerne Saudi Arabien og Iran om at genetablere de diplomatiske forbindelser efter flere års suspension. En aftale, som vel at mærke blev indgået i Beijing med Kina som mægler. Aftalen vidner om, at Kina kan overtage USA’s rolle som den dominerende, eksterne supermagt i Mellemøsten.
Amerikansk selvforsyning
Mellemøsten har qua sine naturressourcer historisk været en strategisk vigtig region for USA. Denne betydning er dog mindsket betydeligt de seneste 15 år, da en stigende amerikansk produktion af shale-olie og -gas har gjort USA til en nettoeksportør af energi og dermed reelt energiuafhængig.
USA har dog stadig visse interesser i Mellemøsten. USA har historisk været en tæt partner med Saudi Arabien, som har konkurreret med Iran om at være den dominerende, lokale magt i regionen. Forholdet mellem USA og Saudi Arabien er dog blevet svækket det seneste år, bl.a. fordi Saudi Arabien ikke har fulgt Vestens sanktioner mod Rusland. Hertil kommer Joe Bidens frustration over et lavt olieproduktionsniveau fra Saudi Arabien og de andre lande i OPEC+ i kølvandet på Ukraine-krigen, der fik Biden til at frigive de amerikanske strategiske olielagre op til midtvejsvalget.
USA’ dalende engagement i Mellemøsten ses også på det militære område. Amerikanerne har fortsat mandskab udstationeret på flere militærbaser i regionen, men ser man på de regionale brændpunkter, så har amerikanerne trukket stort set alle tropper ud. USA har således ikke længere tropper i Afghanistan, og der er kun få tusinde amerikanske soldater tilbage i Irak og Syrien.
Kinesisk strategi virker
Modsat USA har Kina over de seneste 20 år optrappet sit fokus på Mellemøsten, men kinesernes tilgang har været mindre interventionistisk og med mere fokus win-win-partnerskaber, herunder særligt inden for handel. Det betyder også, at Kina ikke har udstationeret tropper i regionen.
Set fra Kinas perspektiv er den stigende kinesiske energiefterspørgsel det væsentligste argument for et øget samarbejde med Mellemøsten. Regionen står for næsten halvdelen af Kinas olieimport og er dermed afgørende for Kinas energisikkerhed. Samtidig spiller regionen en central rolle for Kinas ‘Belt and Road’-initiativ, der er en af hjørnestenene i præsident Xis udenrigspolitik. Kinas samlede import fra regionen udgør ca. 150 milliarder dollars – over fire gange så højt som USA.
Et samarbejde med Kina indebærer muligheder for teknologioverførsel
Set fra et mellemøstligt perspektiv skaber samarbejdet med Kina muligheder for økonomisk diversificering. En stor del af landene i Mellemøsten er afhængige af olieindtægter, men har ambitioner om at diversificere deres økonomier væk fra fossile brændsler. Et samarbejde med Kina indebærer muligheder for teknologioverførsel samt udvikling og investering i ny infrastruktur og vedvarende energi. Det betyder ikke, at Kina får monopol på at levere disse løsninger, og for danske virksomheder er der masser af muligheder for at byde sig til.
Samtidig opfattes Kina i vidt omfang som en attraktiv, international partner, fordi Kina bliver betragtet som en neutral spiller, hvilket Saudi-Iran-aftalen vidner om. Hertil kommer, at Kina ikke stiller de samme krav som Vesten til fx menneskerettigheder.
På trods af det øgede samarbejde mellem Mellemøsten og Kina skal det nævnes, at mange af landene i Mellemøsten stadig har deres økonomier strukturelt forbundet med USA i den forstand, at landenes valutaer er bundet til dollaren og at olien afregnes i dollar. Dette vil der formentlig ikke blive ændret på i nævneværdigt omfang mange år frem.
Denne analyse har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten samt på Finans.dk.