DA

Fortsat god opbakning til ”El Loco” (Galningen), selv om motorsaven skærer dybt i Argentina

image Foto: Præsident Javier Milei under sin indvielse. Foto: Shuttersotck.
Omkring halvdelen af vælgerne bakker fortsat op om Argentinas præsident, Milei, med kælenavnet ”El Loco”, selv om drastiske offentlige besparelser også rammer middelklassen hårdt, og andelen af fattige er steget til over 45 pct.

Af: Lars Piil Damm, Principal Analyst i Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Da argentinerne valgte den meget højreorienterede liberalist Javier Milei til landets præsident i november, var det med et håb om, at han kunne få bragt landets økonomi på ret kurs og få styr på de offentlige finanser. Milei turnerede rundt med en motorsav i valgkampen for at illustrere, hvordan han ville skære en ordentlig luns af de offentlige udgifter. Og på trods af manglende flertal i parlamentet er det lykkedes Milei at gennemføre store offentlige besparelser, siden han tiltrådte i december.

Balance på de offentlige finanser

Regeringens mål er at opnå balance på de offentlige finanser i år, og det lykkedes at få overskud på statsfinanserne i både januar og februar ved at skære hårdt i de offentlige udgifter. Således har regeringen taget det drastiske skridt at stoppe en række overførsler og subsidier og stort set alle offentlige anlægsprojekter. Regeringen har endvidere ladet den høje inflation reducere den reale værdi af offentlige lønninger, pensioner og ydelser med omkring 30 pct. siden december. Så mange argentinere er hårdt ramt, og der er udsigt til en negativ økonomisk vækst på omkring 4 pct. i år i landet.

Regeringen ønsker yderligere at privatisere en række offentlige virksomheder og fyre mange offentligt ansatte, da staten er stærkt forgældet og på vej mod nye gældsrestruktureringer, hvis der ikke gøres noget drastisk.

Argentina opgraderet

Ratingbureauet S&P belønnede regeringens anstrengelser med en opgradering af statens kreditrating fra CCC- til CCC af S&P midt i marts, efter at staten havde gennemført en omlægning af en stor del af den indenlandske gæld. Omlægningen resulterer i lavere rentebetalinger og længere løbetid på gælden.

De kraftige offentlige besparelser sker ikke uden modstand, og der har været demonstrationer i gaderne og politisk modstand i Kongressen, hvor Mileis parti kun har en lille del af pladserne. Regeringen har foreløbig gennemført besparelserne uden brede politiske aftaler, og der går rygter om, at den vil gennemføre en vigtig pensionsreform pr. dekret. Det er dog tvivlsomt, om dette er en holdbar strategi på længere sigt, og regeringen arbejder bl.a. på at indgå en økonomisk aftale med provinserne (delstaterne), som har stor indflydelse i Kongressen. Provinserne er hårdt ramt af, at regeringen har stoppet de store statslige subsidier til dem, så det bliver nogle svære forhandlinger.

Regeringen og centralbanken har foreløbig været i stand til at nedbringe den månedlige inflation siden december, hvor den nåede op på 25 pct. som følge af devalueringen af pesoen med 54 pct. Inflationen faldt til 21 pct. i januar og 13 pct. i februar, og den årlige inflation lå på 276 pct. i februar. Regeringen ønsker at nedbringe inflationen yderligere i de kommende måneder, men kraftige forhøjelser af bl.a. elpriser i de næste par måneder (mhp. at nedbringe de offentlige subsidier) vil kunne gøre det svært at fortsætte den nedadgående trend på kort sigt. Endvidere er det ikke holdbart på sigt, at regeringen kun lader pesoen depreciere med 2 pct. over for US-dollaren om måneden i lyset af den høje inflation. Der vil derfor før eller siden komme en ny devaluering, hvilket fx kan ske, når hovedparten af de omfattende valutarestriktioner bliver fjernet.

Lån fra IMF?

Milei har udtalt, at han vil fjerne valutarestriktionerne, hvis han kan få et lån på USD 15 mia. fra IMF eller andre, men det er dog tvivlsomt, om han vil kunne få et sådant lån, da staten allerede har svært ved at servicere sin gæld til IMF og andre kreditorer. En fjernelse af valutarestriktionerne vil kunne styrke den økonomiske vækst i landet, men er svær at gennemføre for nuværende, da Argentinas nettovalutareserver fortsat er i negativt territorium.

Argentina har udsigt til en god høst i de kommende måneder, og dette vil sammen med en øget olie- og gasproduktion kunne styrke valutareserverne lidt, men de ventes at forblive i en skrøbelig forfatning i år.