DA
17. april 2024

Lånekapital sætter ekstra fart på global ekspansion for tech-startup

image Foto: Fra venstre: Adam Hartmann-Krukow, CCO og co-founder, Christian Jacobsen, CEO og co-founder

Med frisk lånekapital fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, satser den danske teknologivirksomhed Eupry nu benhårdt på at ekspandere yderligere på det amerikanske marked.

Når man som medicinalvirksomhed udvikler og håndterer livsvigtige lægemidler, er det altafgørende, at køleskabe og frysere har den korrekte temperatur. En enkelt grads forskel kan nemlig gøre lægemidlet ubrugeligt. 

Med Euprys temperaturcomplianceløsning bliver personalet gjort opmærksom på kritiske temperaturændringer med det samme og kan på den måde reagere og sikre de værdifulde midler. Samtidig automatiseres mange af medicinalvirksomhedernes massive kvalitetssikringsprocesser, og medarbejderne bliver dermed frigjort til mere værdiskabende arbejde som eksempelvis forskning.

Fra DTU til det globale marked

Eupry udspringer af Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Som studerende arbejdede stifterne sammen med Unicef og Clinton Health Care Initiative i flere udviklingslande og opdagede her, at mange vacciner blev beskadiget, når de blev opbevaret eksempelvis for koldt. Vaccinerne blev dog ikke kasseret, men derimod anvendt på trods af den forringede eller i nogle tilfælde sundhedsskadelige effekt. Det fik Euprys stiftere til at spørge sig selv, hvordan de kunne bidrage til at løse et globalt problem.

En stor del kritiske lægemidler bliver nemlig beskadigede verden over, fordi de opbevares ved forkert temperatur. I lang tid har det krævet en massiv manuel indsats og komplicerede processer at vedligeholde opbevaringen af medicin, ligesom det også er forbundet med en række lovkrav. 

”Vi blev inspireret af behovet og muligheden for enklere løsninger i udviklingslandene, og det var en kæmpe motivationsfaktor for os at gøre en forskel på netop det område,” fortæller Christian Jacobsen, der er CEO og co-founder i Eupry.

Fordobling af aktiviteten

På kun ét år har virksomheden fordoblet antallet af eksportlande, og i dag bruges Euprys produkt således i 50 lande af mere end 600 kunder. Det betyder også, at den årlige vækst er gået fra 40 procent til 100 procent. Og nu arbejder virksomheden fokuseret på at blive etableret på det amerikanske marked, hvor de for nylig åbnede deres første kontor i Raleigh, North Carolina.

”Vi vækster meget i USA lige nu, og cirka halvdelen af vores nye kunder kommer herfra. Det er et stort land med et kæmpe forretningsmæssigt potentiale, og det giver os en stor mulighed for at skabe forandring for rigtig mange mennesker,” siger Christian Jacobsen.

Lånekapital i kombination med egenkapital

EIFO har allerede i flere omgange, sammen med blandt andet Ugly Duckling Ventures og Sagitta, investeret 49 millioner kroner i selskabet, og med investeringerne og den nye lånekapital med en samlet låneramme på cirka 22 millioner kroner, skal der sættes fart på den internationale vækst og styrke forankringen på det amerikanske marked.

”Eupry har med sin digitale løsning skabt et solidt produkt og skalerbar forretning, der løser et globalt problem. Eupry er også et rigtig godt eksempel på en virksomhed, der understøtter Danmarks internationale styrkeposition inden for life science, og vi er rigtig glade for at være med til at finansiere den internationale vækstfase,” siger Jakob Sode, director, digital platforms, EIFO.

Læs mere om Eupry her.