Nyt partnerskab skal sikre kapital til flere unicorn-kandidater

Danmark mangler akut kapital til de næste danske unicorns. Sammen med investorerne Mads Ditlevsen og Peter Balslev vil EIFO derfor investere direkte i virksomheder med internationalt vækstpotentiale. Første investering skal bidrage til Ønskeskyens internationale vækst.

Hvert år frem mod 2035 vil op mod 16 danske højvækstvirksomheder mangle den nødvendige kapital til at skalere. Det viser EIFOs analyse af behovet for growth-kapital. Samlet peger analysen på et kapitalgab på mindst 24 mia. kr. frem mod 2035.

For at mobilisere mere dansk vækstkapital indgår EIFO nu et samarbejde med Mads Ditlevsen og Peter Balslev gennem Oska Capital. Begge kommer fra ledende roller hos den svenske investeringsforvalter EQT. Samarbejdet supplerer EIFOs eksisterende growth-indsats med investeringer i både fonde og virksomheder.

Mere dansk kapital til vækstvirksomheder

Samarbejdet har til formål at investere i udvalgte danske højvækstvirksomheder efter en joint venture-model. Ambitionen er samtidig, at initiativet kan inspirere og bane vej for deltagelse fra flere institutionelle danske investorer.

”Vi ser ind i et kapitalgab på mindst 24 milliarder kroner til danske vækstvirksomheder frem mod 2035. Så selvom vi allerede har et omfattende growth-fokus, er det nye samarbejde et godt eksempel på, at vi gerne læner os ind i at afsøge nye veje, der kan bidrage til løsninger. Udover succesfulde investeringer håber vi, at initiativet kan inspirere og mobilisere flere gode kræfter til gavn for danske virksomheder i growth-segmentet,” siger Christoph Junge, chef for EIFOs fondsinvesteringer.

I dag kommer kun omkring en tredjedel af investeringerne i virksomheder i growth-segmentet fra Danmark. Resten kommer fra udenlandske investorer, oftest amerikanske. Samtidig skaber højvækstvirksomheder i growth-segmentet langt flere arbejdspladser end andre venturevirksomheder.

”Vi kender de danske unicorn-kandidater særdeles godt og ser ind i en spændende pipeline. I partnerskab med EIFO kan vi bedre matche flere virksomheders behov for kapital, så de fortsat kan vækste og skalere med dansk vækstkapital i ryggen,” siger Mads Ditlevsen.

 

 

Udover succesfulde investeringer håber vi, at initiativet kan inspirere og mobilisere flere gode kræfter til gavn for danske virksomheder i growth-segmentet

Christoph Junge, chef for EIFOs fondsinvesteringer.

Ønskeskyen bliver første investering

Den første investering i samarbejdet bliver den danske social shopping-platform Ønskeskyen, der internationalt opererer under navnet GoWish.

Gennem Oska Capital investerer EIFO 40 mio. kr. i en samlet investeringsrunde på 100 mio. kr. Runden føres an af Mads Ditlevsen og Peter Balslev og omfatter desuden Johan Wedell-Wedellsborgs familiekontor Weco. Investeringen skal understøtte Ønskeskyens internationale vækst og samtidig bidrage til at bevare virksomhedens danske forankring.

Ønskeskyen er vokset markant de seneste år. Siden begyndelsen af 2025 er antallet af registrerede brugere næsten fordoblet til 20 millioner. Mere end halvdelen af brugerne er registreret i USA, som i dag er virksomhedens største marked.

”Meget få europæiske platforme formår at slå igennem i USA, men vi har vist, at Ønskeskyens vækstpotentiale rækker langt ud over Danmark. I dag er USA vores største marked, og vi er glade for, at EIFO sammen med nogle af Danmarks mest erfarne investorer bakker op om vores ambition om at bygge en global markedsleder med rødder i Danmark. Med den nye vækstkapital i ryggen kan vi investere offensivt i vores internationale vækst, særligt i USA,” siger Mads Dahlerup, CEO og co-founder i Ønskeskyen.

GoWish har i flere perioder været blandt de mest downloadede apps på den amerikanske App Store. Ønskeskyen blev oprindeligt grundlagt af PostNord og har i dag mere end 20 millioner brugere. USA, Danmark, Storbritannien, Sverige og Norge er virksomhedens største markeder.

I partnerskab med EIFO kan vi bedre matche flere virksomheders behov for kapital

Mads Ditlevsen, investeringsforvalter, Oska Capital

Fakta om den nye model

•     EIFO og Oska Capital investerer sammen i udvalgte danske højvækstvirksomheder efter en joint venture-model.

•     Oska Capital er Mads Ditlevsen og Peter Balslev, der begge kommer fra ledende roller hos EQT.

•     Modellen er et supplement til EIFOs øvrige investeringer i growth-fonde og -virksomheder.

•     Kun omkring en tredjedel af growth-investeringerne i danske virksomheder kommer i dag fra Danmark.

•     EIFOs analyse peger på et kapitalgab på mindst 24 mia. kr. frem mod 2035.

•     Første investering: 40 mio. kr. fra EIFO i Ønskeskyens runde på i alt 100 mio. kr.