Kina har øget sin økonomiske indflydelse i store dele af verden, mens USA fortsat er den dominerende militærmagt, viser EIFOs analyse "The US versus China – the battle for global influence".
Analysen kortlægger landes tilknytning til USA og Kina ud fra tre områder: økonomisk samarbejde, militært samarbejde og afstemninger i FN. Af de 194 undersøgte lande kan 79 placeres i USA-blokken, 72 i Kina-blokken, mens 43 er mere eller mindre neutrale. Antallet af neutrale lande er faldet fra 49 i 2013 til 43 i 2023, hvilket ifølge analysen tyder på, at det bliver sværere at stå uden for blokkene.
Udviklingen er især tydelig økonomisk. Kina er i dag både den største handelspartner og den største investor for mange emerging markets, og siden 2017 har Kina været verdens største bilaterale officielle kreditor. De kinesiske lån er koncentreret i sektorer som energi, minedrift og transport.
Analysen viser også, at lande med svagere regeringsførelse målt på Verdensbankens indikatorer generelt er tættere knyttet til Kina, mens lande med stærkere regeringsførelse er tættere knyttet til USA.
Kina har ikke udvidet sin militære indflydelse i samme grad som sin økonomiske. Mange emerging markets bevarer tætte sikkerhedsbånd til USA, fx Vietnam og Indonesien, trods et voksende økonomisk samarbejde med Kina. Flere lavindkomstlande i Afrika med mindre strategisk betydning har dog skiftet retning mod Kina. Antallet af militære skift fra den ene blok til den anden er lavere end antallet af økonomiske skift.
I FN er verden ifølge analysen overordnet delt i en vestlig og en ikke-vestlig blok med begrænset forandring over tid. Billedet er dog mindre entydigt, når afstemningerne opdeles på konkrete emner som Palæstina/Gaza og Ukraine. Analysen peger desuden på Det Sydkinesiske Hav som den centrale geopolitiske slagmark mellem USA og Kina i det 21. århundrede.
Analysen ser nærmere på tre mineralrige regioner: Centralafrika, Centralasien og Andesregionen. Kina har haft mere succes end USA med at sikre sig adgang til kritiske mineraler, særligt i Centralafrika og Centralasien. I de fleste Andeslande står USA dog stærkere, bl.a. på grund af geografisk nærhed og stærkere regeringsførelse. USA's bestræbelser gennem bilaterale mineralaftaler er ifølge analysen stadig på et tidligt stadie sammenlignet med Kinas etablerede kontrol over forsyningskæderne.
Otte emerging markets vurderes som særligt vigtige for den globale magtbalance: Mexico, Brasilien, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Sydafrika, Indien, Vietnam og Indonesien. Landene er ikke entydigt knyttet til nogen af de to supermagter, men har store økonomier og diplomatisk vægt. Analysen vurderer, at spillerummet for at balancere mellem USA og Kina sandsynligvis vil blive mindre, efterhånden som rivaliseringen skærpes.
I analysen kan du dykke ned i kortlægningen af de enkelte regioner og lande samt metoden bag.