Danmark har brug for nye og stærke virksomheder, der kan sikre innovation, vækst og fremtidens velfærd. Det kræver iværksættere, der tænker stort fra starten og investorer, der tør løbe risikoen og investere i tidlig-fase virksomheder.
EIFO har med Iværksætterpakken fået mulighed for at tilbyde flere startups og deres investorer bedre vilkår til finansiering til den tidlige udviklingsrejse. Derfor lancerer EIFO nu et nyt Matchlån, der erstatter og udvider den hidtidige matchfinansieringsordning og gør det muligt for flere startups at supplere en investering med et matchende lån.
”Målet er at skabe flere succesvirksomheder på tværs af Danmark og til gavn for Danmark, men det kræver, at vi får flere - og flere forskellige slags - investorer til at skyde kapital ind i de tidlige virksomheder. Derfor lancerer vi nu et nyt låneprodukt, hvor vi på lempeligere vilkår kan matche og geare investeringer i startups 1:1 - og dermed sikre dem mere kapital - uden at tage ejerandele fra hverken founder eller investor," forklarer EIFOs chef for SME Startup & Innovation, Managing Director Lars Horsholt Jensen.