P‑Secure er klar til europæisk vækst med forlænget Seed-runde

Nye EU-krav til beskyttelse af kritisk infrastruktur skaber voksende efterspørgsel på dokumenterbare og skalerbare sikkerhedsløsninger. Med en forlænget Seed-runde og en markant styrkelse af ejerkredsen er den danske virksomhed P‑Secure klar til at tage næste skridt – med EIFO som central investor.

EIFO styrker dansk sikkerhedsteknologi: P‑Secure rejser 13,5 mio. kr. og gør klar til europæisk vækst

Nye EU-krav til beskyttelse af kritisk infrastruktur skaber voksende efterspørgsel på dokumenterbare og skalerbare sikkerhedsløsninger. Med en forlænget Seed-runde og en markant styrkelse af ejerkredsen er den danske virksomhed P‑Secure klar til at tage næste skridt i Europa – med EIFO som central investor.
Den danske sikkerhedsteknologiske virksomhed P‑Secure har afsluttet en forlænget Seed-runde på 13,5 mio. kr. Med investeringen øges den samlede Seed-finansiering til 33,5 mio. kr. Runden gennemføres med deltagelse af eksisterende investorer – herunder EIFO – Danmarks Eksport- og Investeringsfond – og markerer samtidig indtræden af erhvervsprofilen Michael Holm, stifter af Systematic A/S, i ejerkredsen. 

Automatiserede baggrundstjek til kritiske sektorer

P‑Secure har udviklet en digital platform, der gør det muligt for virksomheder og myndigheder selv at gennemføre baggrundstjek og sikkerhedsgodkendelser i stor skala – uden at outsource kritiske processer. Løsningen er målrettet samfundskritiske sektorer som forsvar, energi og telekommunikation og understøtter dokumenteret compliance med både nationale og europæiske regler.
Behovet for denne type løsninger vokser markant i takt med det stigende trusselsniveau og nye EU-regler. Fra juli 2026 skal virksomheder og myndigheder, der er omfattet af EU’s CER-direktiv, leve op til skærpede minimumskrav for beskyttelse af kritisk infrastruktur og medarbejdere.

EIFO: Sikkerhed og compliance er et strategisk vækstområde

Ifølge Sara Sande, Managing Director og Partner i EIFO, rammer P‑Secure et tydeligt og voksende behov i markedet: “P‑Secure adresserer en central sikkerhedsudfordring for både myndigheder og samfundskritiske virksomheder. Med en moden og skalerbar platform er virksomheden klar til at indtage Europa, og med vores opfølgende investering bidrager vi til at opbygge en dansk, europæisk frontløber inden for automatiserede baggrundstjek.”

EIFO har været investor i P‑Secure gennem virksomhedens seneste udviklingsfase, hvor fokus har været på at styrke platformen, professionalisere organisationen og gøre virksomheden klar til international vækst.

Klar til næste fase i Europa

Med den nye kapital og en styrket ejerkreds er P‑Secure nu klar til at accelerere sin europæiske ekspansion. Virksomheden er allerede til stede i de skandinaviske lande gennem lokale partnere og retter nu blikket mod tysk- og engelsktalende markeder. Ifølge Michael Holm er timing og markedspotentiale afgørende: “Sikkerhed handler i stigende grad om mennesker – ikke kun teknologi. P‑Secure er stærkt positioneret til at levere systematiske og skalerbare løsninger til baggrundstjek på tværs af Europa.”

Dansk teknologi med europæisk potentiale

P‑Secure blev grundlagt i 2022 og ledes af et team med baggrunde fra PET, Forsvaret og Politiet. Kombinationen af dyb domæneviden og digital skalerbarhed har gjort platformen til mere end et IT-værktøj – i dag fungerer den som et europæisk netværk for sikkerhed og compliance på tværs af sektorer og landegrænser.

Fakta:

Virksomhed: P‑Secure
Investering: 13,5 mio. kr. (forlænget Seed-runde)
EIFO’s rolle: Medinvestor
Fokus: Baggrundstjek, sikkerhedsgodkendelser og compliance i kritiske sektorer
Marked: Danmark og Europa