Grøn Investeringsordning har hidtil været målrettet vindteknologi og elektrolysatorer. Med den nye runde bliver målgruppen bredere: Nu kan virksomheder inden for seks teknologiområder søge. Både dem, der producerer nøglekomponenter, og dem, der producerer eller udvinder de kritiske råmaterialer inden for områderne.
De seks områder er følgende:
- Vindteknologier
- Brintteknologier
- Elnetteknologier
- Teknologier til bæredygtige, alternative brændstoffer (biofuels)
- Teknologier til vedvarende brændstoffer af ikke-biologisk oprindelse (RFNBO eller såkaldte e-fuels)
- Bioteknologiske klima- og energiløsninger (biosolutions)
Formålet er at fremskynde investeringer i produktionsfaciliteter, der bringer Danmark tættere på en nulemissionsøkonomi.
Støtten gives som direkte tilskud og må ikke overstige 15 pct. af de støtteberettigede omkostninger.
Ordningen er alene målrettet støtte til etablering og udvidelse af produktionsanlæg (fx produktion af vindmøller), men ikke til selve anlæggene (fx vindmølleparker).
En udtømmende liste over støtteberettigede nøglekomponenter og råmaterialer inden for hvert teknologiområde findes i ansøgningsvejledningen.
Sådan søger du
Fristen for ansøgninger er 3. november 2026 kl. 12.00. Ansøgningsskema, vejledning og øvrige bilag finder du på siden om Grøn Investeringsordning.