EIFO finansierer kritisk tysk energiinfrastruktur med dansk kabelteknologi

Den første transmissionslinje, der forbinder Tysklands vindrige nord med det industrielle syd, opføres med højspændingskabler, hvoraf en betydelig del leveres af danske NKT. Med en garanti på 3,55 mia. kr. bidrager EIFO til finansieringen af projektet og cementerer elnet som nyt forretningsområde.

Foto: NKT

Tysklands elnet er en central del af Europas energisystem og spiller en vigtig rolle i at integrere og transportere store mængder vedvarende energi, herunder havvind fra Nordsøregionen. I mange år har begrænset kapacitet fra nord til syd dog været en flaskehals.  

Den nye SuedLink-forbindelse vil styrke kapaciteten i elnettet mellem nord og syd betydeligt og opføres med danske højspændingskabler fra NKT. 

SuedLink, der har en samlet længde på ca. 700 km, er den første transmissionsforbindelse, der forbinder det nordlige og sydlige Tyskland via to parallelle HVDC-kabler. Forbindelsen strækker sig fra Brunsbüttel/Wilster i Slesvig-Holsten til henholdsvis Großgartach i Baden-Württemberg og Bergrheinfeld i Bayern. EIFO finansierer 450 km af transmissionsforbindelsen, hvor NKT leverer og installerer kabler til en væsentlig del af strækningen. Projektet udvikles og gennemføres af den tyske transmissionssystemoperatør TransnetBW, der er et datterselskab af EnBW. 

Garantien fra EIFO dækker 95 procent af en lånefacilitet fra ING, HSBC og Crédit Agricole, som hver især beholder en mindre del af risikoen. 

Forbindelsen vil transportere meget store mængder billig, vedvarende energi mod syd, primært fra Østersøen og Nordsøen. Det gør SuedLink central for elektrificeringen og for at styrke energisikkerheden i Europa. Begge dele er centrale strategiske fokusområder for EIFO. 

Det fortæller Peter Boeskov, CCO i EIFO. Han forventer, at EIFO kommer til at lave flere lignende finansieringen fremover. 

Denne transmissionsforbindelse er afgørende for både Tyskland og Europa. En udbygning af elnettets kapacitet styrker Europas energiuafhængighed og understøtter overgangen til et elektrificeret kontinent. Med kabler fra danske NKT i kernen er det et naturligt match for EIFO. Vi har finansieret mere end 240 vindprojekter globalt, og vores ambition er nu at blive en central finansieringspartner i udbygningen af Europas elnet. Denne aftale viser, hvordan vi kan være med til at drive den udvikling.

Peter Boeskov, CCO i EIFO

Central tysk aktør

Projektet er direkte i tråd med EIFOs strategi ved at kombinere finansiering af store internationale projekter med dansk eksport og samtidig understøtte den grønne omstilling. Garantien på 3,6 mia. kr. (475 mio. euro) er EIFOs største finansiering af transmissionslinjer nogensinde og styrker fondens position inden for kritisk energiinfrastruktur. 

EIFO har en pipeline af lignende projekter i Tyskland, hvor forbindelser til 11 nabolande gør landet til Europas primære handelsknudepunkt og energibro.

Hos NKT peger kommerciel direktør Michael C. Hjorth på, at balance mellem udbud og efterspørgsel samt netstabilitet på tværs af grænser bliver afgørende for EU’s robusthed og fortsatte elektrificering.

Vi ser et øget fokus på elektrificering i Europa som en central drivkraft for energiuafhængighed med afsæt i lokalt produceret energi. Det kræver fortsatte investeringer i et sammenhængende og integreret elnet, hvor store underjordiske kabelforbindelser effektivt kan forbinde energimarkeder. Projekter som Energiø Bornholm og de tyske korridorprojekter herunder TransnetBW’s SuedLink-projekt illustrerer denne udvikling. EIFO’s støtte muliggør udbygningen af kritisk energiinfrastruktur i Europa og bidrager til en stabil og sikker energiforsyning på tværs af kontinentet.

Michael C. Hjorth, kommerciel direktør i NKT.

Opførelsen af SuedLink forventes afsluttet i 2028 og udvikles af de tyske transmissionsselskaber (TSO’er), herunder TransnetBW, hvor EnBW er majoritetsaktionær.

Marcel Münch, Senior Vice President for Finance, M&A og Investor Relations hos EnBW, siger:
Lånet på 500 mio. euro udgør endnu et vigtigt element i EnBWs langsigtede finansieringsstrategi. I lyset af det fortsat høje investeringsbehov i elnetinfrastruktur for at muliggøre den grønne omstilling giver dette skridt os mulighed for yderligere at diversificere vores finansieringsportefølje og sikre attraktive langsigtede vilkår.

Marcel Münch, Senior Vice President for Finance, M&A og Investor Relations hos EnBW

EIFOs samlede forretningsomfang i Tyskland udgør nu 21,5 mia. kr. inklusive SuedLink-projektet. Dermed er Tyskland et af EIFO’s største markeder sammen med Storbritannien. Tidligere engagementer i Tyskland omfatter blandt andet en finansiering på 1 mia. euro til RWE’s havvindmølleparker i Nordsøen samt et lån på 100 mio. euro til et strategisk litiumproduktionsprojekt under EU’s Critical Raw Materials Act, gennemført af Vulcan Energy. 

Foto: NKT