Alverdens globale ledere har udtrykt bekymring om, hvordan verden kommer til at se ud med Trump ved roret fra næste år. Det gælder ikke mindst i Østasien, hvor økonomien buldrede derudad i 2023 med en økonomisk vækst på 5 pct.
Af Peter Toft, director, country & bank risk, Eksport og Investeringsfonden (EIFO)
Donald Trumps jordskredsvalgsejr den 5. november har sendt mundvigene nedad på alverdens globale ledere. Det gælder ikke mindst i Østasien hvor man ligesom i Europa bekymrer sig om, hvad en præsident som Trump nu kan finde på i relation til handelssamarbejde og fremtidens sikkerhedsarkitektur. Trumps sejr skaber potentielt usikkerhed omkring Asiens ellers stærke udsigter. Regionens økonomier buldrede derudad i 2023 med en økonomisk vækst på 5 pct. i gennemsnit, hvilket sætter Asien i førersædet som verdens mest dynamiske vækstregion. Regionen bidrog med hele tro tredjedele af den samlede globale vækst i 2023 ifølge den Internationale Valutafond. Regionen er også stadigt vigtigere for dansk samhandel. I de seneste 12 måneder har danske varer for ca. 110 mia. kroner eller godt 12 pct. af den samlede danske vareeksport krydset grænsen til et asiatisk land. Hertil kommer en stor dansk serviceeksport. Udviklingen i Asien har dermed en direkte og stigende påvirkning på os i Danmark. Det er derfor interessant at følge, hvilke konsekvenser en ny Trump-administration kan få for den økonomiske og politiske udvikling i Fjernøsten.
I Asien drejer alt sig om Kina
I Asien drejer næsten alt sig om USA-Kina forholdet. Kina er med banelængder blevet den dominerende økonomiske og militære sværvægter i regionen, og Kina kan nu gøre USA selskab som potentiel supermagt i verden. USA har omvendt været Asiens sikkerhedspolitiske garant siden 1945 via amerikanske militærbaser i Japan, Sydkorea, Guam og Filippinerne og USA har patruljeret regionens søruter og sikret en fredelig udvikling i Taiwan-strædet. Kina søger imidlertid nu at opbygge en indflydelseszone i de Øst- og Sydkinesiske havområder, idet disse farvande i kinesisk optik er kritiske for Kinas militære og økonomiske sikkerhed. Kinas opkomst og ambitioner er i sagens natur ikke gået ubemærket hen på Capitol Hill, hvor både Trumps første præsidentperiode såvel som Joe Bidens har været kendetegnet ved, at man for alvor er begyndt at tage den geostrategiske konkurrence fra Kina dybt alvorligt.
Kinakritikere i Washington
Siden valgsejren har Trump da heller ikke spildt tiden hvad angår Kinaspørgsmålet. Han har allerede udpeget en række nye ministerkandidater og toprådgivere, som alle har det til fælles, at de ikke blot kendes som Trump-loyalister, men også for stærk, ideologisk opbakning til Trumps ”America First” doktrin. Det måske mest kendetegnende er, at de fleste i Trumps nye team er stærke kritikere af Kina og fortalere for en langt hårdere linje over for Riget i Midten, omend linjen allerede er blevet skærpet markant dels under Trump v.1, men også taget skridtet videre under præsident Biden med yderligere sanktioner mod kinesiske virksomheder og handelsrestriktioner. Biden søgte dog samtidig også dialogens vej.
En ny geopolitisk epoke på vej i Asien?
10.000 kroners spørgsmålet er naturligvis hvorvidt Team Trump nu vil føre en helt anden udenrigspolitik i Asien end præsident Biden. Og hvis ja, hvordan en sådan politik kan tænkes at påvirke de asiatiske vækstøkonomier. Vil Trumps særlige transaktionelle tilgang vinde frem med krav til allierede i regionen om at betale ved kasse ét for amerikansk beskyttelse under trusler om høje toldsatser og opsigelse af alliancer? Eller vil den dybe modvilje mod Kinas ambitioner i regionen vinde i debatten og sætte kursen for en egentlig inddæmningspolitik og styrket opbakning til regionale allierede, ligesom USA førte over for Sovjetunionen under den Kolde Krig? Buddet her tenderer mod det sidste. Dette skyldes ikke blot den voksende antikinesiske stemning på Capitol Hill, som i øvrigt nu deles bredt på tværs af det politiske spektrum i USA. Men også, at USA tvinges mod større engagement i Asien i kraft af Kinas voksende relative styrke og af Kinas supermagtsambitioner. Hvis USA vender ryggen til regionen, vil Kina blive den ubestridte magtfaktor i området, og USA vil forære en region, som også er kritisk for USA, til Kina på et sølvfad. USA er så at sige drevet af de ydre omstændighederne lige så vel som af de nye Trumpske profiler. Hermed peger begge pile i samme retning – mod en skærpet kurs over for Kina og på voksende amerikansk fokus på i Asien, økonomisk og militært.
Konsekvenser for Kina og Asiens stabilitet
Hvis USA, som forventet, skruer yderligere op for tilstedeværelsen Asien og øger presset på Kina, ikke mindst med den nye Trump-regering, vil spændingsniveauet i regionen stige. I relationen til Kina er det sandsynligt, at brugen af amerikanske sanktioner vil øges. I forvejen har USA indført ca. 1400 sanktioner mod kinesiske virksomheder og personer, mens der i 2014 blot var 114 ifølge analysehuset Rhodium. Trumps trusler om nye toldsatser på op til 60 pct. på alle Kinesiske varer er heller ikke helt urealistiske, om end det er svært at vide, hvor langt Trump-regeringen i realiteten vil gå. Konsekvensen er den indlysende, at handelsmønstre vil blive påvirket og at samhandlen mellem USA og Kina alt andet lige vil falde og varestrømmene været nødt til at finde alternative destinationer og ruter til kunderne. Det betyder højere omkostninger og svækkelse af væksten i regionen som globalt. S&P vurderer fx et fald i den forventede vækst på hele 0,7 pct. i Asien hvis Trump opfører de høje toldmure.
Det er også sandsynligt, at både Kina og USA vil intensivere udbygningen af deres handelsmæssige og militære partnerskaber i regionen og afkræve loyalitet. Det vil gøre livet sværere for mange af de øvrige lande i området. De har under USA’s overordnede sikkerhedsparaply kunnet forfølge tætte handelsmæssige samarbejder med Kina. Eskaleringen af spændingsniveauet mellem supermagterne bidrager imidlertid til, at de øvrige økonomier, især dem med tætte handelsrelationer til Kina fx Sydkorea, Vietnam og Filippinerne og Malaysia, vil opleve voksende dilemmaer med deres økonomiske og geopolitiske forankringer. Det bliver med andre ord stadigt vanskeligere at opretholde tætte bånd til både USA og Kina samtidigt, fordi supermagternes relation præges af tiltagende sikkerhedskonkurrence.
Situationen i Taiwan
Også situationen i Taiwan-strædet, som måske er regionens ømmeste tå, vil sandsynligvis blive mere anspændt. Heldigvis for Taiwan kan øen trods trusler fra Trump om beskyttelsespenge nok forvente mere snarere end mindre opbakning fra USA under Trump v.2. Selvom øen næppe er kritisk i den regionale magtbalance, har Taiwan fået en symbolsk betydning som en demokratisk pro-vestlig bastion, og en opgivelse af Taiwan kan nemt komme til at se ud som et tilbagetog. En styrket amerikansk opbakning til Taiwan fx med salg af mere militært udstyr vil dog utvivlsomt blive set som både truende og provokerende i Beijing, og Kina vil formentligt også skrue yderligere op for trusler mod øen. Udfaldet kan meget vel blive en yderst anspændt stabilitet i Taiwan-strædet og i Østasien mere generelt. Det er for så vidt bedre sammenlignet med værre alternativer. Men stabiliteten vil mere ligne en armlægning end et håndslag og have omkostninger i form af yderligere geopolitisk og -økonomisk fragmentering.