Spørgsmålet er, hvor længe den økonomiske kurs holder.
Af Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Den økonomiske politik i Tyrkiet har de senere år fulgt en zig-zag-kurs, hvor store økonomiske lempelser efterfølges af nødvendige stramninger. I år har udsvingene været særligt store.
Valgflæsk
Op til præsident- og parlamentsvalget i maj førte præsident Erdogan – der reelt styrer den økonomiske politik – en ekstrem lempelig økonomisk politik. Denne politik var baseret på ultralave renter, en lempelig finanspolitik og diverse reguleringer for valutamarkedet. Resultat var store økonomiske ubalancer, herunder tårnhøj inflation, underskud på betalingsbalancen og en faldende valuta trods myndighedernes forsøg på at stabilisere valutaen med ukonventionelle tiltag.
Bekymrede økonomer
Økonomer – både i Tyrkiet og internationalt – så med stor bekymring på udviklingen. Flere pegede på, at hvis den økonomiske politik fortsatte, kunne den tyrkiske valuta komme under sådan et pres, at landet ikke ville være i stand til at fremskaffe den nødvendige likviditet til at kunne servicere sine eksterne forpligtelser. Dette skulle ses i sammenhæng med centralbankens meget lave valutareserver, hvoraf en stor del er lånt af de kommercielle banker.
U-vending
Efter valget har Erdogan foretaget en økonomisk U-vending, hvilket vidner om, at den lempelige politik var en politisk satsning for at understøtte væksten frem mod valget.
Erdogan har udskiftet en række økonomiske nøglepersoner, herunder finansministeren og centralbankdirektøren, og de nye folk har fået mandat til at foretage stramninger.
Konkret indebærer centralbankens nye mandat, at banken i tråd med konventionel pengepolitik er begyndt at bruge styringsrenten som det primære pengepolitiske redskab. Centralbanken har hævet renten ad fem omgange fra 8,5 pct. til 35 pct.
Samtidig er centralbanken i vid udstrækning stoppet med at holde en hånd under valutaen. Omstillingen til en mere markedsbestemt valutakurs er positiv, da liraen – trods de store fald allerede inden valget – har været overvurderet, hvilket har forværret betalingsbalancen.
Usikkerhed om ny kurs
Den nye økonomiske kurs er positiv, og der er spæde tegn på, at investorernes tillid til Tyrkiet er for opadgående. Der er dog fortsat mange usikkerheder:
For det første har Erdogans valgsejr betydet, at det præsidentielle system, der blev indført i 2017, er fortsat. Dermed er der ikke sket noget strukturelle ændringer, som sikrer centralbankens uafhængighed. Selv om både finansministeren og centralbankdirektøren har fået øget deres manøvrerum, så kan mandatet fra Erdogan ændre sig afhængigt af den politiske udvikling.
Især centralbankens mandat lader ikke til at være helt klart, og det er tydeligt, at centralbanken har valgt en pragmatisk tilgang, hvor stramninger i pengepolitikken sker gradvist og nøje afvejes i forhold til den politiske situation. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at der kan ske fremtidige opblødninger.
For det andet er der endnu ikke sket en forbedring af de makroøkonomiske balancer. Styringsrenten er tilsyneladende ikke forhøjet tilstrækkeligt til at få inflationen under kontrol, og realrenten er forsat negativ. Tyrkiet vil derfor skulle gå en balancegang den kommende tid, hvor man på den ene side skal fortsætte arbejdet med at tackle de økonomiske ubalancer og på den anden skal forsøge at undgå en brat økonomisk opbremsning med stigende arbejdsløshed til følge. Spørgsmålet er, om landet kan finde den rette balance, eller om fristelsen til at foretage nye lempelser – fx forud for lokalvalgene næste år – og som sætter den finansielle stabilitet over styr, bliver for stor for Erdogan.