Frankrig må se at få styr på sine offentlige finanser, ellers mister EU’s næststørste land sin økonomiske troværdighed.
Af Holger Sandte, Principal Analyst, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Frankrig står midt i en budgetkrise. Den seneste prognose viser et budgetunderskud på 6,1 pct. i år, mens den oprindelige plan var 4,4 pct. Der var en tid, hvor dette var mindre problematisk, fordi renten var tæt på nul, og EU’s budgetregler stort set var suspenderet.
Men tiderne har ændret sig: EU har indledt en procedure for uforholdsmæssigt stort underskud mod Frankrig (og seks andre medlemslande). For nylig har kreditvurderingsbureauerne Moody’s og Fitch revideret deres ratingudsigter til »negativ«.
På statsobligationsmarkederne er risikopræmien for Frankrig nu højere end for Spanien, hvor gælden er lavere og faldende.
Kampen om 2025-budgettet bliver afgjort i december. Barnier-regeringens budgetforslag ligner en tour de force: Besparelser og skatteforhøjelser på i alt 60 milliarder euro, svarende til 2 pct. af fransk BNP.
Det er positivt, at hovedfokus for tiltagene ligger på udgiftsnedskæringer. Blandt alle EU-landene har Frankrig de højeste offentlige udgifter i forhold til BNP.
Vækst højere end Tyskland
Desværre kan man ikke sige, at landets økonomiske vækst har nydt særlig godt af dette. Væksten er højere end i Tyskland, hvilket ikke er nogen stor kunst i øjeblikket, men lavere end i Spanien og Italien.
På udgiftssiden skal der skæres i udgifterne til velfærd, sundhed, pensioner og lokale myndigheder. Alle skatteydere vil blive ramt af planerne om at afskaffe en afgiftsrabat på elforbrug. Store virksomheder og de personer med de højeste indkomster skal over flere år betale en midlertidig ekstraskat.
Tilsammen sigter tiltagene mod at reducere budgetunderskuddet til 5 pct. næste år. Det er fortsat meget, og den franske finanspolitiske vagthund – svarende til vismændene i Danmark – ser en stor risiko for, at dette mål vil blive overskredet.
Kampen mod gælden bliver lang, og aktørerne på de finansielle markeder vil få rig lejlighed til at tvivle på Frankrigs evne til at handle. De nye mellemfristede planer forudser, at den offentlige gæld i forhold til BNP stiger frem til 2027, at underskuddet først falder til under EU’s 3 pct.-grænse i 2029, og at rentebyrden vil stige frem til 2031.
Barniers balancegang
Premierminister Michel Barnier står over for et trilemma: Han skal genopbygge finansmarkedets tillid uden at skubbe økonomien ud i recession og uden at ødelægge alt for meget af præsident Emmanuel Macrons udbudspolitik.
På nogle områder er Frankrig blevet mere attraktivt for internationale investorer i de senere år, men på gældssiden gik det galt. Før Macron blev præsident i 2017, var det en erklæret del af ”Macronomics” at reducere de offentlige udgifter og den offentlige gæld betydeligt.
I virkeligheden er gælden steget med ca. 1.000 mia. euro. Rentebetalinger udgør nu den næststørste udgiftspost i statens budget efter uddannelse. Af alle de store eurolande er den franske offentlige gæld steget mest siden før corona, og i modsætning til andre lande er tendensen stadig ikke nedadgående.
Genopretning af de offentlige finanser er aldrig nemt at opnå i Frankrig, men det er endnu sværere i den nuværende politiske situation. Parlamentet er opdelt i tre blokke, og regeringen i midten har kun 213 stemmer, hvilket er langt fra det absolutte flertal på 289 stemmer. Den politiske venstrefløj og den yderste højrefløj kan meget vel gå sammen om at rive tæppet væk under Barniers regering.
Den franske Nationalforsamling er gået i gang med at drøfte tusindvis af ændringsforslag, men Frankrig mangler kultur og tradition for samarbejde på tværs af de politiske fløje. For at få budgetforslaget vedtaget må Barnier og hans allierede i Macrons lejr acceptere adskillige indrømmelser.
Flertal eller brækjern
Hvis forhandlingerne mislykkes, kan regeringen bruge en politisk brækjernsmetode, dvs. presse budgettet igennem parlamentet per dekret.
Det kan dog udløse et tillidsvotum, hvilket betyder, at Barniers regering også vil være afhængig af oppositionens støtte, når den vælger denne vej. Proceduren er blevet brugt mange gange i årenes løb, bl.a. i forbindelse med pensionsreformen i 2023 og flere finanslove. Ingen regering har hidtil tabt et tillidsvotum under denne procedure og måttet gå af. Men det kan ske.
Det er stadig et mysterium, hvorfor Macron valgte at udskrive nyvalg. De højrenationale omkring Marine Le Pen er blevet den klare vinder af EU-valget i juni.
Måske var Macrons vovet idé med nyvalget at give regeringsmagten til det yderste højre for at udstille deres inkompetence og dermed reducere Le Pens chancer ved præsidentvalget i 2027. Hvis det var planen, gik den i hvert fald galt.
I stedet har Frankrig nu en forholdsvis svag regering, der er afhængig af Le Pens nåde. Det giver hendes parti, National Samling, chancen for at vise ansvarlighed, så længe det virker politisk opportunt. Enhver form for ustabilitet kan spille hende i hænderne med hensyn til næste præsidentvalg.
Den franske præsident er upopulær og i nogen grad marginaliseret i indenrigspolitikken. Der er derfor udover budgetkrisen en udpræget ”fin de règne”-stemning over det politiske Frankrig, selv om præsidentvalget er cirka to og et halvt år tilbage.