I 2000 afskrev en række kreditorlande deres tilgodehavender hos de mest gældsatte skyldnerlande. Senere hjalp Bono og Geldorf og fik vredet armen om på IMF.
Hvis man var ung (eller ældre) i 90’erne, kan man sikkert huske, hvordan datidens musikstjerner i Jubilee 2000-kampagnen advokerede for gældseftergivelse til fattige, afrikanske lande. Jubilee 2000 var en af historiens mest succesfulde, aktivistiske kampagner og resulterede i, at en række kreditorlande afskrev deres tilgodehavender hos de mest gældsatte skyldnerlande.
I 2005 matchede rockstjernerne G8 topmødet i Skotland med en række Live8 koncerter (opfølgning til de tidligere Live Aid koncerter), som fik de multilaterale institutioner som Verdensbanken og IMF til også at eftergive gæld.
I de mellemliggende to årtier har scenen for statslige gældsoptagelser ændret sig markant – men måske er vi alligevel tilbage i en situation, der minder om slutningen af forrige århundrede. En række udviklingslande har optaget megen ny gæld i perioden med stadigt faldende finansieringsomkostninger, men i de nærmeste år venter store pukler af tilbagebetalinger - eller refinansieringer, som så må ske til markant højere renter.
Kina trådt ind på scenen som en stor långiver
Samtidigt er kreditorkompositionen væsentligt anderledes. Dels er Kina trådt ind på scenen som en stor långiver og dels har en del afrikanske lande udstedt obligationer på de internationale kapitalmarkeder, hvor kreditorgruppen tæller en bredere – og ofte mere kontant - kreds af banker og investeringsfonde. Det stiller større krav til koordineringen af konkurskravene, hvilket ikke er nemt for et land i økonomisk uføre.
Det seneste eksempel på dette er Zambia, som gik konkurs i 2020, og som har kæmpet med en aftale om gældsomlægning lige siden. I sommeren 2023 blev en betinget aftale med Kina og andre landekreditorer annonceret – men den efterfølgende aftale med obligationsejerne opfyldte ikke betingelserne, så nu er Zambia tilbage i limbo-land.
Afskrækkende eksempler
Zambias zombietilstand afskrækker sikkert andre konkurstruede lande, men er man først gået i luksusfælden, kan man jo ikke selv bestemme sin skæbne. Det ser man i Sri Lanka, Ghana og senest Etiopien, som også er defaultet på sin statsgæld – og i lande som Egypten, Tunesien og Pakistan, som har små valutareserver og store gældsafdrag i 2024-25.
De 18 statslige defaults i de seneste tre år overstiger antallet i de to foregående årtier, men omfanget af den ubetalte statsgæld er i global sammenhæng stadig så begrænset, at det generelt ikke er problematisk for kreditorlandene, kun for debitorlandene. Men det er naturligvis nok til, at velmenende mennesker forsøger at genstarte Jubilee bevægelsen, nu under navnet Debt Justice.
Indtil videre er der dog langt til, at bevægelsen får samme succes, som Jubilee 2000 havde omkring årtusindskiftet. Det skyldes til dels, at det er svært at få de væsentligste kreditorer – Kina og obligationsejerne – i tale, men også, at bevægelsen indtil videre savner celebre spydspidser med appel i stadionstørrelse. Det er også svært at matche Jubilee 2000. Ikke alene havde de Bono og (Sir) Bob i spidsen, men der var også opbakning fra Tony Blair, Muhammad Ali og Paven i Rom – en guddommelig alliance, faktisk.
Tro og gældseftergivelse
Det kan også være vanskeligt at skabe den fornødne tro på, at en massiv gældseftergivelse vil nytte. Da gælden blev nedbragt omkring årtusindskiftet, var meningen, at landene skulle slå ind på en sund vækstkurs med hjælp fra IMF og Verdensbanken. I stedet benyttede mange lande sig af den genvundne kreditværdighed og lave renter til at optage nye lån. De fleste af pengene er skam gået til infrastruktur og investeringer – men alligevel er der ikke alle steder penge til at servicere gælden.
Det giver naturligvis kreditorerne mindre lyst til endnu en omgang gældseftergivelse, selvom der er mere konkurrence om det Globale Syds gunst fra globale og regionale stormagter. Forstærkede frontlinjer, kamp om sjældne mineraler og udsigten til et stærkere migrationspres burde øge interessen for at hjælpe fattige lande på fode.
Men blandt obligationsejere – typisk banker og investeringsfonde - vejer den slags hensyn ikke så tungt som ønsket om at sikre et godt afkast. Og ulandenes største enkeltkreditor, Kina, har notorisk svært ved at eftergive gæld – og er sikkert heller ikke blind for den geopolitiske fordel, der ligger i at være største kreditor i svage, men alliancefrie lande. Debt Justice bør måske derfor tænke på lidt omskoling.
I stedet for at prædike medmenneskelighed og uretfærdig gæld, kan det være nødvendigt at tale magtens sprog – på kinesisk.