DA

Iværksætteråret: Så mange virksomheder blev der stiftet i 2022

Krig, inflation og energikrise har påvirket hele erhvervslivet, også iværksætterlysten. Alligevel blev der i det forgangne år stiftet 16.212 nye virksomheder. Danmarks Eksport- og Investeringsfond er dykket ned i tallene, og du kan se lige her, hvordan det er gået i netop din kommune.

image Foto

På trods af et usikkert marked med stigende inflation og høje energipriser, er der alligevel 16.212 nye virksomheder, der har kunnet slå dørene op i 2022.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond, som er en sammenlægning af Vækstfonden, Danmarks Grønne Investeringsfond og EKF Danmarks Eksportkredit. Danmarks Eksport- og Investeringsfond er statens finansieringsfond, der arbejder for at sikre virksomheders adgang til risikovillig kapital – og de er dykket ned i CVR-registeret. 

Dermed er der stiftet 3.357 færre nye virksomheder, end i året før - altså et fald på 17 procent. I alle landets regioner har der været et fald i forhold til 2021, som var et rekordår for dansk erhvervsliv.

Foto: Antal nystiftede virksomheder pr. år

Men selvom iværksætterlysten er faldet over det seneste år, er udviklingen faktisk på niveau med årene før rekordåret 2021 og covid-19, som for nogle branchers vedkommende betød en stigning i antallet af nye virksomheder i 2020 og 2021.

Derfor er de 16.212 nye virksomheder i 2022 på niveau med årene 2018 og 2019, hvor der blev stiftet henholdsvis 16.219 og 16.501 nye virksomheder i Danmark.

Her er antallet af nystartede virksomheder fordelt på hver region i 2022:

Foto: Nystartede virksomheder pr. region

“Det er positivt at se, at iværksætterlysten stadig er til stede i hele landet. De nye virksomheder bliver født i en usikker tid, og det viser en stor robusthed i den danske iværksætterlyst. Når man stifter virksomhed i en tid med inflation, høje energipriser og usikre forsyningskæder, er man fra begyndelsen sat hårdt på prøve. Vi oplever derfor, at de nye virksomheder har stærkt fokus på likviditet, tilpasning og overlevelse,” siger Michael Zöllner, der er direktør for SMV-området i Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Det er de store byer, der har flest nystiftede virksomheder. Men over hele landet ser vi en nedgang i forhold til 2021.

Når de store byer frasorteres (Storkøbenhavn, Århus, Aalborg og Odense), ser det således ud:

  • Vejle - 387
  • Kolding - 263
  • Silkeborg - 259 
  • Roskilde - 255
  • Horsens - 247

Danmarks Eksport- og Investeringsfond finansierer virksomheder i hele Danmark inden for alle brancher, og en vigtig opgave for fonden er netop at skabe arbejdspladser og vækst i hele Danmark. Nogle af de virksomheder, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond har været med til at finansiere, er blandt andet Agreena, Copenhagen Cartel og Agrain.

Du kan se listen over nystartede virksomheder* for alle kommuner lige her.

*Data stammer fra CVR-registret og dækker selskabsformerne A/S og ApS. Holdingselskaber er sorteret fra, hvilket er en ændring i metoden i forhold til de forgangne års opgørelser. 

 

Ved pressehenvendelser kontakt kommunikationsrådgiver Sara Kleist: 42372950/skl@vf.dk