DA
6. maj 2024

Orange delecykler er nu en rentabel forretning

image Foto: Niels Henrik Rasmussen, CEO, Donkey Rublic. Foto: Emma Milner

Donkey Republic har på rekordtid fået sine delecykler på gaden i mange europæiske lande. Virksomheden satsede stort fra start, og nu har den rullende startup med de store ambitioner for første gang skabt en rentabel forretning.     

Siden etableringen i 2016 har resultatet af Donkey Republics primære drift været negativ, men i år er det tal for første gang lige så grønt som virksomhedens ambitioner. Med et resultat af primær drift på 9,5 millioner kroner, en forbedring på hele 36 millioner kroner i forhold til 2022, vil den danske startup nu arbejde fokuseret på at udvide forretningen og blive profitabel.

Siden sidste år er virksomheden vokset med 70 procent til en omsætning 115 mio kroner, samtidig med at have arbejdet fokuseret og strategisk med at balancere vækst og profitabilitet. 

Og formål og fortjeneste går hånd i hånd hos Donkey Republic:

”Vi arbejder for at skabe en bæredygtig forandring af måden, vi transporterer os selv på i byerne. Og vi arbejder sammen med byerne for at støtte deres grønne omstilling af transportinfrastruktur, så borgerne kommer hurtigere og bedre frem i byerne. Basalt set er vi en datadreven cykeldeletjeneste, og jo bedre vi udvikler vores virksomhed, jo større bidrag giver vi til samfundet. Grøn vækst på toppen skaber grønne tal på bunden,” siger Niels Henrik Rasmussen, der er CEO i Donkey Republic.

Langtidsholdbare delecykler 

Donkey Republic har udviklet et system, hvor booking og betaling af udlejningscykler foregår i en app, og hvor telefonen via bluetooth kan låse cyklen op. Via app’en kan brugeren se placeringen af tilgængelige cykler, og cyklen kan afhentes på alle tider af døgnet. Der er ingen begrænsning på, hvor mange gange man kan låse cyklen, der både kan lånes kortere og længere tid.

Den samlede flåde består af 20.000 cykler både med og uden el. De skal både være en god oplevelse for cyklisten, men også være langtidsholdbare og nemme at vedligeholde.

Med mere end 20 millioner cykelture siden de orange æsler første gang trillede ud af cykelstativerne, er 7,2 millioner bil- og busture blevet erstattet med et mere bæredygtigt alternativ. Det anslår Donkey Republic i sin seneste ESG-rapport. 

God forretning i grøn transport

EIFO har investeret i Donkey Republic ad flere omgange. Virksomheden har netop rejst 22 millioner kroner i endnu en runde, hvor EIFO også bidrog med frisk kapital. Investeringen skal styrke selskabets finansielle balance, så europæiske byer i højere grad ser en solid partner at indgå langvarige kontrakter med.

Og hos den statslige fond ser man fortsat stort potentiale i det grønne cykeleventyr:

”Vi har været med på vækstrejsen, helt tilbage til de allerførste 10 cykler kom på gaden. Donkey Republic er født bæredygtig, og det var tydeligt fra os fra start, hvordan deres tekniske løsning også var stærkt skalerbar. På den måde kombinerer virksomheden mulighederne for at skabe positiv klimamæssig og social forandring, samtidig med at være en stærk investeringscase,” siger Caroline Søeborg Ahlefeldt, forperson i Donkey Republic og investment director, direkte investeringer, Tech & Industry, EIFO.