TEKEVERs dronesystemer har gennemført mere end 50.000 operationelle flyvetimer i Ukraine, og virksomheden har vundet langsigtede forsvarsprogrammer i blandt andet Tyskland, Storbritannien og Portugal. Nu skal den europæiske forsvarsteknologivirksomhed vokse yderligere og etablerer samtidig sin første operationelle tilstedeværelse i Norden i Odense.
EIFO investerer knap 100 millioner kroner i TEKEVER som led i en samlet kapitalrejsning på knap 3,7 milliarder kroner. Investeringen er en del af TEKEVERs Series D-runde, der værdisætter virksomheden til omkring 42,5 milliarder kroner. Den nye kapital skal understøtte TEKEVERs fortsatte vækst og skalering.
Etableringen i Odense placerer TEKEVER tæt på det danske miljø for droner, robotteknologi, test og forskning og skaber nye muligheder for samarbejde med danske virksomheder og forskningsmiljøer.