Asiens “arabiske forår” kan ryste vækst og investorer

En bølge af folkelige opstande skyller i disse år hen over Syd- og Sydøstasien og minder i omfang og intensitet om “det arabiske forår”. Fra Myanmar og Sri Lanka til Bangladesh og Thailand går store folkemængder på gaden i protest mod de etablerede eliter. 

Flere regeringer er faldet, mens andre er under stort pres.

Det “asiatiske forår” udfolder sig langsommere end det arabiske i 2011, men dets konsekvenser kan blive væsentlige. 

Uroen rammer nemlig to regioner, som i dag rummer mere end tre milliarder forbrugere med stigende indkomster og nogle af verdens vigtigste vækstmarkeder såsom Indien, Indonesien, og Filippinerne. 

For danske virksomheder, der satser på Syd- og Sydøstasien, betyder det, at investeringer, forsyningskæder og vækstforventninger i stigende grad vil påvirkes af politisk usikkerhed.

Dynamisk vækstcenter

Syd- og Sydøstasien – ofte omtalt som den indopacifiske region – har fået en nøglerolle i de nye globale værdikæder. Regionerne tegner sig for knapt 10 pct. af verdens samlede bnp og udgør i dag klodens mest dynamiske vækstcentre med mere end tre milliarder forbrugere og en hastigt voksende middelklasse. 

For dansk økonomi har betydningen af den indopacifiske region også vokset. 

Siden 2015 er vareeksporten til de større økonomier steget med 55 pct. til nu 20 mia. kr. (2024), mens vareimporten, der er lidt højere, er steget med 49 pct. og nåede 27 mia. kr. Især Indien, Bangladesh og Vietnam er store partnerlande for danske virksomheder.

Langsom, men stærk forårsbølge

Siden 2020 har den indopacifiske region imidlertid oplevet omfattende og vedvarende folkelige protester, der eksplicit kræver dybe politiske forandringer – fra studenterprotester i Thailand og antikup-protester i Myanmar til “frihedsoprøret” i Sri Lanka, Juli-revolutionen i Bangladesh, gen-Z-mobilisering i Nepal og anti-korruptionsprotester i Filippinerne. 

Ligesom under det arabiske forår i 2011 er der mange steder tale om maximalistiske protester, hvor målet ikke blot er enkeltsagsreformer, men egentligt regimeskifte – grundlæggende forfatningsreformer og brud med siddende eliter.

I modsætning til den eksplosive dynamik under det arabiske forår udfolder denne asiatiske forårsbølge sig dog langsommere og med varierende intensitet, men har vist sig vedholdende. 

En statistisk model for regimesårbarhed, vi anvender i Eifo, viser, at protestrisikoen i mange af disse lande har været forhøjet, længe før urolighederne materialiserede sig. Det vidner om, at dybe strukturelle politiske spændinger frem for pludselige chok er i spil.

Ustabile hybridregimer

De kriseramte lande deler en række strukturelle træk. Alle er hybridregimer, altså hverken fuldt demokratiske eller autokratiske. 

I det eneste årti er tidligere demokratiske fremskridt i regionen desuden gradvist blevet afløst af autokratiske tilbageslag mange steder, og korruption er stigende. 

Forskningen viser, at sådanne hybride styreformer er særligt ustabile, fordi de kombinerer svage institutioner med modsatrettede logikker: på den ene side demokratiske valg og formelle demokratiske mekanismer, på den anden side begrænsede frihedsrettigheder og forhindringer for reel opposition.

Resultatet er politiske systemer uden den legitimitet, som et fungerende demokrati giver, eller den interne sammenhængskraft i magteliten og kontrol med tvangsmidlerne, som hårde autokratier kan opretholde. 

Disse lande bliver derfor sårbare over for elitesplittelse, folkelig mobilisering og pres fra økonomiske chok. I lande som Thailand, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Filippinerne, alle hybridregimer, har protestbevægelsers fremvækst således fulgt i kølvandet på demokratiske tilbagerulninger, stigende korruption og svækkede økonomier – ofte med høj inflation voksende gæld og høj ungdomsledighed

Gen-Z’s rolle næppe hovedårsag

I internationale medier fremstilles den asiatiske protestbølge ofte som et ungdomsoprør. Generation Z og studenterbevægelser udgør ganske vist spydspidsen i protesterne. 

Men ungdomsfaktoren fungerer primært som en forstærker af dybere strukturelle problemer snarere end som hovedårsag.

Vores analyser viser således, at kombinationen af ovennævnte faktorer systematisk hæver protest­risikoen på tværs af lande og over tid. 

Den vrede, som gen‑Z giver stemme til, retter sig mod uretfærdighed, klientelisme og social stagnation – symptomer på bredere politiske spændinger snarere end en generationskonflikt. 

Fra et samhandelsperspektiv er der netop derfor grund til at rette opmærksomheden mod de underliggende spændinger, der kan påvirke stabiliteten og forretningsvilkårene i regionen. 

Risikostyring er vigtig

Trods protesterne rummer den indopacifiske region fortsat flere attraktive markeder, så for danske virksomheder er der ingen grund til at afholde sig fra en øget kommerciel tilstedeværelse. 

Perioder med uro kan skabe produktionsstop, transport- og betalingsforsinkelser og midlertidigt fald i efterspørgslen. Men samtidig kan de politiske forandringer på længere sigt åbne for reformer, der styrker retsstat, gennemsigtighed og konkurrencevilkår.

Men netop fordi mange lande nu står i et politisk vadested, er aktiv risikostyring afgørende. 

Det indebærer diversificering af forsyningskæder, vurdering af eksponering mod de mest skrøbelige regimer og at indregne risikoen for politiske chok i investeringsbeslutninger på linje med valuta‑ og kreditrisiko. 

I en mere fragmenteret verdensorden vil Syd‑ og Sydøstasien fortsat være et uundværligt vækstområde – men også en region, hvor succes vil afhænge af selektivt markedsvalg og håndtering af politisk risiko.