Sammenligner man indsats og effekter af statsstøtte til industrien, er USA mere effektiv. EU’s ineffektivitet kan øge presset for protektionisme
af Jørn Fredsgaard Sørensen, landechef, EIFO
En række europæiske spydspidser for nye, grønne teknologier er løbet ind i problemer. Ørsted har opgivet Europas største metanolprojekt Flagship One, den svenske batteriproducent Northvolt har fyret 1000 medarbejdere, og Mærsks adm. direktør opfordrer EU til at tage subsidiekapløbet op med USA og Kina.
Mærsks opfordring udtrykker et skifte i synet på statens rolle. Industripolitik og subsidier er ikke længere belagt med beklagelser og skam, men ses i stedet som en nødvendighed for at standse udlandets tyveri af arbejdspladser og teknologi.
Kina, USA og EU har da også kastet sig ud i en intens konkurrence om industrier og investeringer. Spørgsmålet er, hvem der er bedst til disciplinen industripolitik – og hvilke følger det får for handelspolitikken?
Kina på steroider
En sammenligning af de tre økonomiske polers industripolitikker er vanskelig, da indsatserne kommer igennem mange forskellige programmer og støtteredskaber.
Et studie fra Kiel Institute for the World Economy anslår dog, at Kina i 2019 gav omkring 220 mia. euro i industristøtte, svarende til cirka 1,7 pct. af Kinas bnp eller ca. 3-4 gange mere end EU og USA. Til sammenligning var USA's industristøtte samme år på ca. 75 mia. euro, svarende til cirka 0,4 pct. af USA's bnp.
Mens Kinas industri således har været på subsidie-steroider i mange år, er det først i de senere år, at USA og EU åbent har adopteret en målrettet statsstøtte til udvalgte industrier. Især USA’s Inflation Reduction Act (IRA) fra 2022 var en “game changer”, som gjorde det “stuerent” at målrette statens midler til at hjemtage investeringer i udvalgte industrier.
Og selvom IRA’s knap 400 mia. euro lyder af meget, er den ikke epokegørende. Den hollandske nationalbank estimerer USA’s offentlige støtte til grønne investeringer til blot at være en fjerdedel af EU’s i perioden indtil 2028. Til gengæld er IRA mere effektiv i forhold til at fremme industriinvesteringer i USA.
"Nogen vil måske se på Kinas dominans i en række industrier og konkludere, at den kinesiske måde at drive industripolitik på er mere succesfuld. Men ser man på, hvor meget støtte der er givet pr. investeringskrone, er den amerikanske indsats mere effektiv,"
Investeringer fordoblet i USA
Hvor USA’s og Kinas andele af de globale industriinvesteringer i årene 2016-2022 nogenlunde modsvarede deres respektive andele af verdensøkonomien (ca. 16 og 19 pct.), var EU’s andel af de globale industriinvesteringer under halvdelen af EU’s relative økonomiske størrelse (henholdsvis 6 og 14 pct.).
Men siden slutningen af 2022 er investeringerne i amerikanske fabrikker og fremstillingsfaciliteter næsten fordoblet. Det skyldes ikke mindst IRA’s succes, som er effektiv i forhold til at tiltrække investeringer.
Nogen vil måske se på Kinas dominans i en række industrier og konkludere, at den kinesiske måde at drive industripolitik på er mere succesfuld. Men ser man på, hvor meget støtte der er givet pr. investeringskrone, er den amerikanske indsats mere effektiv.
I sin rapport om Europas konkurrencedygtighed angriber tidligere centralbankdirektør Mario Draghi EU’s støtteregime til grønne teknologier for at være for ufokuseret, for langsom og for lidt. Godt nok kan man i EU’s budget for 2021-27 finde 578 mia. euro til klimarelaterede udgifter, men det er besværligt og langsommeligt at få midlerne udløst.
EU’s processer er desuden præget af at være en union af medlemsstater. EU’s centrale budget blegner i skyggen af USA’s føderale budget og en langt større del af EU-landenes statslige støtte udmøntes gennem nationale ordninger.
Og hvor EU helst tildeler lån og tilskud gennem auktioner eller ansøgningsrunder, er støtten under USA’s IRA automatisk, hvis virksomhederne opfylder nogle basale kriterier.
Opfordring fra Draghi
Mario Draghi opfordrer EU til at investere omkring 800 mia. euro om året for at lukke produktivitetsgabet mellem EU og USA. Disse midler skal ikke kun komme fra det offentlige – men anbefalingen af mere fælles EU-gæld (ment som en styrkelse af EU’s kapitalmarked) fik straks budgethøgene i Tyskland og Holland til at hvæsse kløerne.
Samtidigt er USA flittigt i gang med at forhindre, at den kinesiske overkapacitet eksporteres til Nordamerika – så i stedet er det nu EU, der mest mærker strømmen af kinesiske produkter.
EU står derfor over for et valg mellem frihandel og fortsat industriel nedtur – eller handelsbarrierer, der kan gøre europæiske industriinvesteringer rentable ved et salg bag toldmurene. Måske er der ikke langt fra at kræve subsidier til også at ønske sig handelsbarrierer mod udefrakommende konkurrenter?
