De finansielle markeder har taget godt imod Trumps valgsejr for en måned siden, men der lurer økonomiske udfordringer i horisonten.
Af Lynge Gørtz Smestad, principal analyst, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Trump har fået en forrygende start som ’president-elect’. Siden Trumps jordskredssejr den 5. november har der været fuld kraft på den såkaldte ’Trump trade’ med stigende amerikanske aktiekurser og en stigende amerikansk dollar. Denne optimisme bygger på en forventning om erhvervsvenlige politikker, herunder deregulering og skattelettelser. Investorerne forventer, at disse tiltag vil øge virksomhedernes indtjening og den økonomiske vækst.
Central rolle til Elon Musk
Særligt to af Trumps økonomiske politikker har fået meget mediebevågenhed: Tariffer og afbureaukratisering. Trump har bebudet nye tariffer på varer fra Kina, Mexico og Canada. Økonomer er generelt skeptiske over for tariffer, da de fører til højere priser for forbrugerne. Det er dog muligt, at Trump bruger truslen om tariffer til at opnå andre politiske gevinster – fx for at opnå indrømmelser på immigrationsområdet fra Mexico.
USA står nemlig over for en række strukturelle, økonomiske realiteter, som kan gøre det vanskeligt for Trump at blive en økonomisk succes som præsident
Trump har samtidig bebudet oprettelsen af det meget omtalte ’Department of Government Efficiency’ (DOGE) under ledelsen af Elon Musk, hvis opgave bliver at reducere det offentlige bureaukrati og skære ned på udgifterne. Det kan umiddelbart virke som en god idé, og de fleste borgere, der har været i kontakt med det offentlige – hvad enten det er i USA eller herhjemme – har sikkert oplevet sagsgange og processer, der kunne effektiviseres. Men det kræver store reformer at løse USA’s økonomiske udfordringer. USA står nemlig over for en række strukturelle, økonomiske realiteter, som kan gøre det vanskeligt for Trump at blive en økonomisk succes som præsident.
Høj statsgæld
USA har et historisk stort underskud på de offentlige finanser på ca. 7 pct. af BNP, hvilket er det højeste i fredstid. Underskuddet er særligt bemærkelsesværdigt, da USA har fuld beskæftigelse, hvilket alt andet lige mindsker de offentlige udgifter og øger indtægterne. Omkring 60 pct. af den amerikanske stats udgifter dækker over velfærdsydelser, der er nedfældet ved lov, og som derfor i princippet kører på ’automatpilot’. Hvis man lægger udgifter til forsvar samt servicering af statsgælden til, stiger andelen til 86 pct. De amerikanske politikere kan i princippet godt beslutte at skære i udgifterne til lovgaranterede velfærdsydelser eller til forsvaret, men det er formentligt ikke specielt politisk opportunt. Derfor er det reelle spillerum til at reducere de offentlige udgifter relativt begrænset.
Mange års offentlige underskud har fået den offentlige gæld til at vokse. Gælden udgør aktuelt ca. 120 pct. af BNP. Betydningen af det høje gældsniveau er debatteret blandt økonomer. Nogle ser ikke gældsniveauet som værende et stort problem i sig selv, da den amerikanske stat er i den gunstige situation, at gælden er i landets egen valuta.
Andre ser dog den høje gæld som et væsentligt strukturelt problem. Eftersom gælden ikke kan vokse i det uendelige, og spillerummet til at reducere de offentlige udgifter som nævnt er begrænsede, kan det potentielt tvinge centralbanken til at indtage en position, hvor det primære fokus skifter fra at sikre en lav og stabil inflation til i stedet at understøtte finansieringen af statens udgifter. Historikken viser, at når pengepolitikken tjener finanspolitiske formål, vil det typisk indebære, at centralbanken tillader forhøjet inflation, da centralbanken derved populært sagt kan inflatere statens gæld væk, da den reale værdi af gælden reduceres.
I sidste ende kan Trump-administrationen således komme til at stå over for et politisk valg mellem at hæve skatterne, reformere velfærdsprogrammer eller tolerere vedvarende forhøjet inflation. Det er meget tænkeligt, at sidstnævnte vil være mest politisk opportunt, selv om Trump er gået til valg på at bekæmpe den høje inflation, som har udhulet mange amerikaneres købekraft.
Ustabile kreditorer
De amerikanske gældproblematikker bliver ikke bedre af, at der er sket et skifte i sammensætningen af USA’s kreditorer, hvor udenlandske centralbanker og statslige pensionsfonde, herunder navnlig i Kina og Japan, har reduceret deres beholdninger af amerikanske statsobligationer. Hvis denne tendens fortsætter, kan det potentielt svække dollarens dominans i international handel – en udvikling vi allerede har set i afmålt omfang. Det kan på sigt svække dollarens status som reservevaluta.
Den amerikanske stat beror i stigende grad på kreditorer, som har en mere flygtig karakter, såsom hedgefonde og private investorer. Samtidig er den amerikanske stat begyndt i stigende grad at finansiere underskuddet ved at udstede kortfristede obligationer. Det kan medføre mere volatilitet og ustabilitet for den amerikanske økonomi.
Jo længere de amerikanske politikere udskyder en løsning af udfordringerne, jo mere spiller politikerne hasard med USA’s økonomiske fremtid,
Rødglødende aktiemarked
Trump har lovet, at han ville være god for det amerikanske aktiemarked, og indtil videre har han holdt ord. S&P 500-indekset er steget med ca. 5 pct. siden valgsejren for en måned siden. Hvis den amerikanske økonomi ikke kan leve op til forventningerne, er der dog betydelig downside for aktiemarkedet, for målt på alle konventionelle parametre er markedet allerede historisk dyrt. En af de mest anvendte metoder til at måle prissætningen er at kigge på prisen i forhold til indtjeningen renset for cykliske udsving. Ofte anvendes den såkaldte Shiller PE opkaldt efter den amerikanske økonom Robert J. Shiller. I øjeblikket er Shiller PE-ratioen for S&P 500-indekset på 39, hvilket kun har været overgået tilbage i 1999-2000 forud for IT-boblen. Historisk set har aktiemarkedet altså aldrig klaret godt, når det allerede var så højt prissat som nu.
Om Trump kan leve op til den store optimisme, eller om de disse realiteter spænder ben for hans økonomiske planer, må tiden vise. De økonomiske udfordringer er ikke nye, og den amerikanske økonomi har trods udfordringerne klaret sig godt i mange år. En ting er dog sikkert: Jo længere de amerikanske politikere udskyder en løsning af udfordringerne, jo mere spiller politikerne hasard med USA’s økonomiske fremtid. Derved spiller de reelt også hasard med USA’s status som den dominerende økonomiske supermagt på den lange bane.
