Saudi Arabien og Rusland er de seneste måneder gået enegang for at sænke olieproduktionen. Det gavner de øvrige olieproducerende lande.
Af Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Der har de seneste måneder været meget fokus på den globale olie-magtkamp, der bl.a. involverer Saudi Arabien, Rusland og USA. De store vindere af magtkampen skal dog muligvis findes blandt de øvrige olieproducerende lande i Mellemøsten.
Oliekartel
Prisen på olie bestemmes ligesom øvrige varer af udbuddet og efterspørgslen, men oliemarkedet er særligt, fordi oliekartellet OPEC+, som består af de førende olieproducerende lande i navnlig Mellemøsten og Afrika samt Rusland, koordinerer udbuddet og dermed i vidt omfang kan styre prisen.
Olieprisen har været volatil de seneste år, og de fleste kan nok huske de høje priser i 2022. Prisen toppede i maj 2022 i omkring 120 dollars tønden, hvorefter prisen begyndte af falde som følge af stigende renter og udsigten til global økonomisk afmatning. Allerede i oktober 2022 reagerede OPEC+ ved at skære produktionen med 2 millioner tønder om dagen for at holde en hånd under prisen, men prisen fortsatte med at falde til ca. 70 dollars i forsommeren 2023.
Saudisk og russisk enegang
At OPEC+ på den måde koordinerer udbuddet med en ’en-for-alle’-tilgang er helt normalt. Det var derfor en overraskelse, da Saudi Arabien i juni annoncerede, at landet – trods sin ledende position i OPEC+ – ville gå enegang og foretage ekstraordinære produktionsreduktioner på 1 million tønder olie om dagen. Saudi Arabien har efterfølgende besluttet, at reduktionen skal gælde indtil udgangen af 2023.
Den saudiske enegang har fået landet på kollisionskurs med USA, som historisk har været en tæt partner. I amerikansk politik er prisen på benzin – den såkaldte ’price at the pump’ – af stor betydning, og i Biden-administrationen er man derfor frustrerede over den saudiske beslutning. Situationen kompliceres yderligere af, at Rusland i juli annoncerede, at landet ville følge Saudi Arabiens eksempel, idet Rusland også ville indføre ekstraordinære reduktioner. I dele af det amerikanske, politiske landskab betragter man det som om, at Saudi Arabien er gået Ruslands ærinde, da Rusland har en åbenlys interesse i en højere oliepris for at finansiere krigen i Ukraine.
Andre olielande freerider
Siden de annoncerede reduktioner fra Saudi Arabien er olieprisen steget til omkring 90 dollars tønden, hvilket et det højeste niveau i næsten et år. Denne stigning kommer øvrige olieproducerende lande til gavn, som i et vist omfang kan ’freeride’ på de saudiske og russiske reduktioner. Den Internationale Valutafond, IMF, beregnede tidligere i år, at det kræver en oliepris på 81 dollars for at Saudi Arabiens statsfinanser balancerer. Dette niveau er højt, hvilket bl.a. skyldes Saudi Arabiens Vision 2030-program, der indebærer massive offentlige investeringer i opførelsen af nye byer og infrastruktur.
Afhængige af olie
Ikke desto mindre er andre olieproducerende lande mere afhængige af høje oliepriser. Det kræver således ifølge IMF en oliepris på 112 dollars, før Algeriets statsfinanser balancerer, og hele 126 dollars for Bahrain. Også lande som Irak og Oman er afhængige af en høj oliepris, om end niveauet er lavere end for de førnævnte lande. Med undtagelse af Oman har disse lande ikke oliefonde, der kan trækkes på i dårlige tider. Derfor vil landene alt andet lige stifte gæld, når olieprisen er lavere end førnævnte niveauer. De stigende oliepriser giver derfor et kærkomment pusterum til landene, men på den længere bane er det fortsat nødvendig at reformere økonomierne, så landene bliver mere modstandsdygtige over for svingende oliepriser.