DA

Spæde skridt mod forsoning mellem Israel og Saudi-Arabien

image Foto: Haley Black from Pexels
En eventuel normalisering af forholdet mellem Israel og Saudi Arabien kan være et økonomisk plus for hele regionen

Af: Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Israel og Saudi-Arabien ligger næsten klos op ad hinanden i Mellemøsten, men landene har aldrig etableret diplomatiske forbindelser. Det skyldes først og fremmest Palæstina-spørgsmålet og det faktum, at Saudi-Arabien aldrig har anerkendt staten Israel siden oprettelsen i 1948.

Samarbejde bag kulisserne

De seneste år har der dog været tiltagende samarbejde bag kulisserne – navnlig på efterretnings- og sikkerhedsområdet, hvor landene har fællesinteresser. Bl.a. angående islamiske bevægelser i regionen og forholdet til den fælles modstander Iran.

Det seneste år er man begyndt at tale om mulighederne for et mere formaliseret partnerskab, hvor etablering af diplomatiske forbindelser kan være et afgørende skridt på vejen. Joe Bidens sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan var i Saudi-Arabien i juli, og et af dagsordenspunkterne var angiveligt en aftale mellem Israel og Saudi-Arabien. USA’s rolle skal ses i sammenhæng med, at amerikanerne blev efterladt på sidelinjen, da rivalerne Saudi-Arabien og Iran tidligere i år overraskende indgik en aftale om at genåbne deres respektive ambassader efter flere års suspension. En aftale, som vel at mærke blev indgået med Kina som mægler.

Økonomisk diversificering

De konstruktive tegn i forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien skal ses i lyset af, at der i 2020 blev etableret fulde diplomatiske forbindelser mellem Israel og de arabiske lande De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Marokko og Sudan. Sidste år indgik Israel desuden en aftale med nabolandet Libanon om fordeling af et stort gasfelt i Middelhavet efter en årelang disput.

Samtidig skal det ses i lyset af, at et tættere samarbejde er i landenes egen økonomiske interesse, om end hele Mellemøsten vil kunne drage fordel, da de to lande er økonomiske sværvægtere i regionen. Mens Israel har en veldiversificeret økonomi med mange højteknologiske virksomheder, er Saudi-Arabiens økonomi dog fortsat domineret af oliesektoren. Saudi-Arabien har en målsætning om at diversificere økonomien væk fra afhængighed af olie og tiltrække udenlandske turister og investeringer. Det er vigtigt at mindske de regionale spændinger for at kunne realisere den vision, og et tættere samarbejde med Israel er en vigtig brik i det puslespil.

Handel

Derfor arbejdes der også allerede nu på konkrete initiativer inden for handel og økonomi. Mest fremtrædende er et projekt, der har til formål at forbinde Israel bedre til Saudi-Arabien og de øvrige lande på Den Arabiske Halvø.

Trods de positive takter er der dog fortsat knaster, der skal løses, før en formel diplomatisk aftale kan indgås.
— Lynge Gørtz Smestad

Det gøres ved at investere i nye vej- og jernbaneforbindelser og ved at lette de bureaukratiske procedurer, når lastbiler krydser landegrænserne. Tanken er, at der kan transporteres varer fra Den Persiske Golf til Israels havne i Middelhavet billigere og hurtigere end de eksisterende ruter. Det estimeres, at transporttiden kan reduceres med flere dage, og at omkostningerne kan reduceres med 20 pct.

Trods de positive takter er der dog fortsat knaster, der skal løses, før en formel diplomatisk aftale kan indgås. Selv om Saudi-Arabiens nuværende de facto-leder, Mohammed bin Salman, formentlig har en mere pragmatisk tiltag til Palæstina-spørgsmålet end sine forgængere, så er det muligt, at Saudi-Arabien vil betinge en aftale med, at Israel i et vist omfang forpligter sig til en tostatsløsning.

Så længe parterne kan holde fokus på at diskutere prisen for en aftale og ikke sætter spørgsmålstegn ved aftalens ønskværdighed, er en aftale inden for en overskuelig fremtid dog bestemt en mulighed.

Denne analyse har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten samt på Finans.dk.