Den 1. og 22. september er der parlamentsvalg i tre østtyske delstater, hvor de ekstreme fløje står til at storme frem. Det er tvivlsomt, om midterpartierne vil kunne danne handlekraftige regeringer. Frem for alt kan den SPD-ledte forbundsregering blive yderligere svækket i en tid, hvor Europas største økonomi kæmper med nulvækst og andre svære udfordringer. En mulig paladsrevolution i SPD lurer i kulissen.
Af Holger Sandte, Principal Analyst, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Når der afholdes valg i en af de 16 tyske delstater vækker det normalt ikke stor opmærksomhed udenfor landets grænser. Og nogle gange ikke en gang i de andre tyske delstater.
Det er anderledes nu, hvor der er valg i Sachsen og Thüringen den 1. september og i Brandenburg den 22. september.
Grunden til det er, at yderfløjspartier kunne opnå op til halvdelen af stemmerne, mens de tre midterpartier, der sammen danner forbundsregeringen, SPD, De Grønne og De Liberale, kunne ende mellem 15 til 25 pct.
Der tegner sig altså en vælgerlussing af dimensioner for forbundsregeringen under Olaf Scholz, selvom Østtyskland ikke afspejler hele Tyskland
Nogle meningsmålinger peger på, at kanslerpartiet SPD endda kan ende under spærregrænsen (5 procent) i Sachsen og Thüringen – det ville være den ultimative ydmygelse.
Der tegner sig altså en vælgerlussing af dimensioner for forbundsregeringen under Olaf Scholz, selvom Østtyskland ikke afspejler hele Tyskland og selvom logikken af delstatsvalg egentlig er, at de mest skulle omhandle emner, hvor delstaterne bestemmer, for eksempel skoler, kultur og politi.
En dyster økonomisk baggrund
Temperaturmålingen for regeringen finder sted på et tidspunkt, hvor økonomien skranter.
Tysk BNP er ikke højere end før Coronakrisen og er faldet i to af de tre seneste tre kvartaler. Den vigtige bilindustri er i krise og i nogle rankings over gode lande at drive virksomhed i sakker Tyskland bagud.
De fleste økonomer peger på alt for høje skatter, energipriser og bureaukratiske hindringer, som forklaringer, nogle også på en alt for stram offentlig gældsbremse. Skrækscenariet hedder deindustrialisering, og det beklikker det tyske økonomiske DNA.
AfD er blevet til et folkeparti i Østtyskland ved at sælge sig selv som den ægte forsvarer af de østtyske interesser.
AfD – et folkeparti i Østtyskland
I Brandenburg og Thüringen står det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD) stærkest i målingerne med hhv. ca. 25 og 30 pct., mens de er cirka på højde med det konservative parti CDU i Sachsen.
AfD startede i 2013 som et liberalt, eurokritisk og overvejende vesttysk professorparti og kaprede først senere øst-vest-temaet.
Der er mange forklaringer for partiets succes i Østtyskland, hvor loyalitet over for de gamle vesttysk-prægede partier aldrig rigtig er opstået.
34 år efter Tyskland blev genforenet er der stadig markante socioøkonomiske og andre forskelle mellem Øst og Vest. Det gennemsnitlige indkomstniveau i de ”nye delstater”, som de stadig kaldes, er omkring 72 pct. af det vesttyske niveau, og indhentningsprocessen halter. Østtysklands befolkning falder ikke længere, men mange unge mennesker vælger at flytte vestpå til uddannelse.
Undersøgelser viser, at østtyskere i gennemsnit føler mindre social retfærdighed end vesttyskere, er mindre tilfredse med, hvordan demokratiet fungerer, og oftere føler sig som andenrangsborgere.
AfD er blevet til et folkeparti i Østtyskland ved at sælge sig selv som den ægte forsvarer af de østtyske interesser.
Brandmuren holder, men …
I Sachsen og Thüringen har delstaternes Agenturer for Beskyttelse af Forfatningen stemplet AfD som højreekstremistisk. Alle midterpartierne udelukker at danne koalition med AfD. Det er den såkaldte brandmur mod højre, som ser ud til at holde.
Det kan alligevel ikke helt udelukkes, at AfD kommer til at anføre en delstatsregering, hvis de kan danne koalition med det nye parti Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW), som kan regne med op til 20 pct. af stemmerne.
BSW er et udbryderparti fra partiet Die Linke, opkaldt efter en kendt venstrefløjspolitiker, som definerer BSW som et venstre-konservativt parti. AfD's og BSW's holdninger overlapper stærkt inden for klima- og indenrigspolitik, og begge partier går ind for en blød kurs over for Rusland.
Det kan alligevel ikke helt udelukkes, at AfD kommer til at anføre en delstatsregering, hvis de kan danne koalition med det nye parti Bündnis Sahra Wagenknecht
… prisen kan være svage regeringer
Det er dog mere sandsynligt, at midterpartierne vil få stemmer nok til at kunne danne enten brede koalitioner på tværs af fløjene eller mindretalsregeringer.
Det ville være i tråd med den tyske politiske tradition for kompromis og konsensus, men ulempen er, at partier i en bred koalition har tendens til at blokere hinanden i stedet for at løse problemer.
De tre delstatsvalg kan påvirke politikken på nationalt plan på to måder. Det ene er, at delstaterne medvirker i den føderale lovgivning gennem Forbundsrådet, som er delstatsregeringernes parlament.
Ingen føderal lov træder i kraft, uden at Forbundsrådet har været involveret, og ca. 40 pct. af alle love kræver tilslutning af Forbundsrådet. P.t. er der flertal for de partier, der danner forbundsregeringen, men de tre delstatsvalg kan svække regeringens position.
Nyvalg er ikke sandsynligt
Det andet er, at delstatsvalg siger noget om stemningen i landet, og den er i forvejen alt andet end positiv for forbundsregeringen, som er præget af interne uenigheder. Det fører ofte til en politik med laveste fællesnævner, som ikke passer til de aktuelle udfordringer.
Hvad sker der så, hvis partierne i forbundsregeringen får en vælgerlussing?
Måske ikke så meget. I Tyskland er der ikke tradition for at udskrive nyvalg til Forbundsdagen før tiden. Det skete sidst i 2005, efter at SPD havde tabt delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen. Derefter tabte SPD så også det efterfølgende forbundsdagsvalg, og så begyndte den 16-årige CDU-æra med Angela Merkel i spidsen.
Hvis der var valg til Forbundsdagen nu, kunne det kristendemokratiske centrumsparti CDU alene få omtrent lige så mange stemmer som SPD, De Grønne og De Liberale sammen.
En CDU-ledet regering vil være det mest sandsynlige resultat af nyvalg. Derfor virker det mere attraktivt for regeringen at prøve at holde ud indtil det regulære forbundsdagsvalg i efteråret 2025, med risiko for at stilstanden forsætter.
Nystart med en ny frontfigur?
Der er spekulationer om, at SPD kunne udskifte forbundskansler Scholz med Tysklands p.t. mest populære politiker, forsvarsminister Boris Pistorius.
Det kan lade sig gøre ved afstemning i Forbundsdagen. Pistorius anses som handlingens mand og god kommunikator, en høg i kampen mod Rusland og i genopbygningen af de tyske væbnede styrker.
En sådan paladsrevolution i partiet vil blive nægtet, indtil den sker, og det er i hvert fald en mulighed i de kommende måneder.
