I ly af det amerikanske valgkaos: Kan det 3. plenar ”booste” Kinas økonomi?
Af Peter Toft, director, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO
Mens valgkaos raser i USA samledes den absolutte politiske top i Kina for at tackle landets voksende, økonomiske problemer. For mens den amerikanske økonomi generelt har været i et opsving efter Covid-19-krisen ser det anderledes ud i Riget i Midten. Her har økonomien skrantet med lav vækst (for Kina). Og Kina har haft strukturelt aftagende økonomisk dynamik igennem en lang årrække. For at se nærmere på sagen afholdt Kinas partitop så det såkaldte tredje plenarmøde i forrige uge. Bag den kedelige overskrift gemmer sig vigtige langsigtede beslutninger, der kan få store konsekvenser for Kinas økonomiske kurs. Og eftersom Kina er verdens andenstørste økonomi og Danmarks 6. største eksportmarked, ja så spiller Kinas økonomiske beslutninger selvsagt en særdeles vigtig rolle både for verdensøkonomien såvel som for dansk eksport.
Krisestemning på sagnomspundet konferencehotel
Det såkaldte tredje plenar afholdes hvert femte år under Kinas femårige politiske cyklus. Mødet følges typisk med stor spænding både i Kina og udenfor landets grænser. For plenarmødet har historisk vist sig uhyre vigtigt. Det var fx på et tredje plenar, at Kinas markedsøkonomiske åbningsreformer blev lanceret under Deng Xiaopings nye lederskab i 1978 i et opgør med Mao-æraen (1949-1976). Men krisestemningen må have været til at tage og føle på under plenaret. For selvom der sikker har været masser af gode miner til slet spil i præsident Xi Jinpings tiltagende topstyrede Kina, kan selv Xi ikke komme uden om, at den kinesiske økonomi ikke har været i topform i de senere år.
Økonomien skranter
For års ensidige satsning på høj økonomisk vækst drevet af statsdirigeret lånefinansiering via landets banker og provinsregeringer i flere og flere broer til ingenmandsland, i boligbyggeri uden købere, og i industriel kapacitetsudvidelse uden matchende efterspørgsel har skabt massive ubalancer i økonomien. De viser sig som en ekstremt høj national gæld på henved 300% af bruttonationalproduktet, i at flere provinser er kommet på fallittens rand, ejendomspriser i frit fald og svaghedstegn i dele af banksektoren. Hertil kommer en boomende eksport på baggrund af overkapacitet i en række sektorer, som ikke kan opsuges af et faldende privatforbrug og forbrugertillid i kælderhøjde. Alt sammen opsummeres krisetegnene i Kinas faldende vækstrate, som med 4,7 pct. i 2023/24 dog stadig er relativt højt i global sammenligning, men dog skuffende for Kina. Valutafonden, der som regel ser lyst på tingene, forventer nu, at vækstraten forsætter sydpå i de kommende år til mellem 3-4 pct. årlig vækst i bedste fald.
Behov for mere Deng-isme end mere Mao-isme
Vækststrategien, der har tjent Kina godt i mange år, giver med andre ord nu bagslag i form af faldende vækstrater, massiv ikke-bæredygtig gæld og industriel overkapacitet. Ikke mindst har Kinas økonomiske mirakel bygget på adgangen til billig og rigelig arbejdskraft. Men den ressource er også aftagende i takt med, at de store årgange fra 1960’erne trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og afløses af små ungdomsårgange under etbarnspolitikken. Langtidsprognoser for Kinas befolkning er således heller ikke rar læsning på det tredje plenar. Kinas 1,4 mia. store befolkning kan blive halveret før århundredets udgang. Der skal altså radikal nytænkning til, hvis drømmen om, at Kina skal løfte sig op blandt de mest udviklede økonomier i verden om et par årtier. Der skal med andre ord mere Deng og mindre Mao til.
Resultatet blev mere Xi-isme
Udmeldingerne efter plenaret tyder dog på mere Xi-isme og dermed en strategi, der ligger tættere på Mao end Deng. For udover signaler om at få ryddet op i provinsernes gældsrod, var der ikke meget ny inspiration at hente fra plenarets sluterklæring. Mest af alt, blev der tale om genfremsættelse af Xi Jinpings velkendte sloganer med innovationsdrevet kvalitetsvækst og vægt på national sikkerhed – kode for mere statskontrol. Der er med andre ord tale om partidialekt for at fortsætte den hidtidige strategi med minimale justeringer. Der er altså ikke mange tegn på en gennemgribende nytænkning af Kinas økonomiske model efter Dengs principper, herunder med mere frisættelse af markedet således, at der kan indfinde sig en mere effektiv anvendelse af landets ressourcer i markedsdrevet innovation og entreprenørskab i den private sektor i stedet for i Xi’s stadigt mere omsiggribende og ineffektive statsstyringsøkonomi efter politiske ønskeprioriteter.
Politik blokerer
Der er derfor voksende tvivl om, hvorvidt Kinas Kommunistparti under Xi Jinping formår at trække økonomien op af hængedyndet. Der er efter alt at dømme stadig saft og kraft i den kinesiske økonomi til vækst på 3-4 pct. årligt i det kommende årti. Men den dynamik, som Kina har oplevet i årtierne efter Dengs reformer, bliver sværere at genfinde uden næste generations dybe reformer. Det gælder helt grundlæggende, at Kina skal investere mindre i overkapacitet og forbruge mere, satse mindre på eksport og byggeri og mere på jobskabelse og innovation i den private sektor. Landets store opsparing må bruges mere effektivt, hvis Kina for alvor skal op i vækstgearet igen. Men når det er tvivlsomt, om Xi’s Kina kan komme tilbage på højvækstsporet, er det i høj grad et spørgsmål om politiske valg og præferencer, som begrænser reformiveren. Xi og partiet ønsker ikke at deregulere markedet og svække de statsejede selskaber, for det vil begrænse partiets magt og kontrol over økonomien. Der er nok også tale om en god portion vanetænkning, ”vi gør det vi ved har virket før”.
Kunsten at famle sig frem
Men plejer er som bekendt ”død”. Dels har de internationale spilleregler ændret sig. De vestlige økonomier har i stigende grad indset, at de ikke i længden kan tillade, at Kina udkonkurrerer deres industrier med billig statssubsidieret dumping og ubegrænset teknologioverførsel. Dels har Kina som bekendt brugt af sit råderum for lønsom gældsfinansiering, og den demografiske dividende er forduftet. Det er med andre ord nogle vanskelige dilemmaer, som det tredje plenar har måttet forholde sig til. Og det er tvivlsomt, om partiet finder frem til løsninger, der kan booste væksten og samtidig være spiselige for partiet. Det mest sandsynlige er en ”famlen sig frem” strategi, hvor partiet ender med at vedtage mindre justeringer, men ikke tager store reformskridt, der for alvor kan understøtter indfrielsen af Kinas fulde økonomiske vækstpotentiale.