Tidens politiske tendenser forstærker de strukturelle udfordringer med at skabe job til at matche befolkningstilvæksten.
Af Jørn Fredsgaard Sørensen, Landechef, EIFO
Det er snart 100 år siden, at Charlie Chaplin fik industriel samlebåndsstress i Moderne Tider. Chaplins film er en kritik af menneskets kummerlige forhold i den moderne industris tidsalder, og ikke mindst til den desperate arbejdsløshed, som opstod under 1930’ernes økonomiske depression.
Årtierne op til Depressionen var den første periode, hvor maskinerne for alvor gjorde deres indtog i den globale økonomi, som for første gang begyndte at vokse hurtigere end befolkningstilvæksten. Den øgede produktivitet i både landbrug og industri gjorde, at der skulle færre og færre hænder til at tilfredsstille efterspørgslen på varer – og at dermed potentielt også var færre job at få.
Det har længe været kendt, at andelen af industrijob er faldet i både I- og U-lande (mest det første) – men OECDs tal viser også, at verden som helhed mistede ca. 20 mio. industrijob i perioden 2013-2018 (hvor talrækken ender). Dette skete på trods af, at fremstillingsindustrien i samme periode øgede sit output voldsomt, så det skyldes ikke manglende efterspørgsel på industrivarer.
Økonomisk naturlov
Dette er blot udtryk for en økonomisk naturlov. Ethvert land, der udvikler sig, vil opleve, at andelen af beskæftigede flytter mellem de tre hovedsektorer; landbrug, industri og services.
I et mindre udviklet land er de fleste beskæftiget i landbruget, men efterhånden som fødevareproduktionen bliver mere effektiv, skal der færre hænder til at brødføde befolkningen. I industrisektoren sker der over tid det samme; produktivitetsgevinster mindsker behovet for arbejdere – men da dette også gør samfundet rigere, vil efterspørgslen efter services og tjenesteydelser stige.
I rige samfund som Danmark har vi for længst gennemløbet denne udvikling. I midten af 1930’erne overhalede industriansatte beskæftigelsen i landbruget og fortsatte sin stigning indtil midten af 1960’erne, hvorefter den faldt til fordel for et større antal ansatte i servicesektoren. Fortsatte produktivitetsstigninger i industrien har dog gjort, at de færre industriansatte har kunnet levere en stadig større industriproduktion.
Industriproduktion har desuden den fordel, at den er en stærk motor for velfærdsstigninger i samfundet. Større rigdom er tæt forbundet med produktivitetsstigninger, og meget tyder på, at det er nemmest at skabe disse i industrisektoren. Industrivarer kan desuden eksporteres, hvilket er langt sværere med de typiske tjenesteydelser – det er svært at handle klipninger eller børnepasning over landegrænserne.
Vejen ud af fattigdom
I mange år har udviklingslandene haft en vej ud af fattigdommen, der gik gennem produktion af industrivarer til eksport. Virksomheder, der investerede i disse lande fik en fordel af lave lønomkostninger og hjalp samtidigt landet ud på en rejse mod større velstand.
Men hvad der er sandt for lande individuelt, er selvfølgelig også sandt for verden som helhed; produktivitetsstigninger gør, at der bliver brug for færre hænder i industrisektoren globalt.
Det er denne strukturelle modvind for udviklingslandene, som tidens tendenser nu forstærker. I de senere år har både Corona, pirater og Houthier ved Afrikas Horn, skibe fanget i Suez- og Panama-kanalen mindet verden om, at lange leverandørkæder er skrøbelige, og at ”nearshoring” og ”friendshoring” er værd at overveje.
Dertil kommer nu et stærkt øget politisk fokus på i udviklede lande på at skabe eller bevare arbejdspladser i hjemlandet. Forsyningssikkerhed for kritiske input er kun en del af denne bevægelse; der er også et pres for at holde på simple og lavteknologiske job, selvom opgaven måske lå bedre i et lavtlønsland.
Endeligt mindsker den øgede automatisering og brug af AI behovet for arbejdskraft og mindsker derved også fordelen ved at placere sig i et udviklingsland.
Springbræt til jobskabelse
Alt dette gør det vanskeligt for lande i for eksempel Afrika at bruge industrialiseringen som et springbræt til økonomisk vækst og jobskabelse. De politiske og teknologiske modvinde kan betyde, at mange af de arbejdspladser, som skulle til for at matche befolkningstilvæksten, aldrig bliver skabt.
Over de næste 30 år forventes der alene i Afrika at komme 1 milliard nye indbyggere, så uden job bliver de politiske og økonomiske spændinger enorme.
Der er enkelte muligheder for at undgå dette triste scenarie. En del af de ressourcer, som verden har brug for til den grønne omstilling, findes i U-lande.
Kan man undgå en gentagelse af den ”ressource-forbandelse”, som har plaget de store olieeksporterende lande som Angola og Nigeria, hvor olierigdommen har forhindret meget anden industri i at vokse frem – og i øvrigt har skabt enorm korruption – rummer behovet for mineraler og metaller en mulighed.
Hvis forarbejdningen af ressourcerne i undergrunden kan finde sted lokalt, kan det skabe grobund for en industri med mange arbejdspladser. Vigtigt er det dog, at der er en vis realisme i, hvor avanceret forarbejdningen kan blive – og om der er et lokalt marked for nogle slutprodukter.
Afrika er generelt nok ikke det mest oplagte kontinent for produktion af batterier til elbiler som dem, der kører i Kina eller Europa. Men for batterier til de lettere to- og trehjulede køretøjer, som er udbredt på det afrikanske kontinent, burde det være et marked.