Iran går til valg, men betyder resultatet noget?

Iransk politik er blevet kaldt ’a game of thrones’, men måske er navnet ’a game of unknowns’ mere passende. Med en verserende krig i Mellemøsten, hvor Iran spiller en nøglerolle i kulissen, kan udviklingen i iransk politik have betydning for hele regionen.

Af Lynge Gørtz Smestad, principal analyst, Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Iranerne går til præsidentvalg nu på fredag den 28. juni. Valget blev udløst af det pludselige dødsfald hos den tidligere præsident, Ebrahim Raisi, der i maj måned omkom i et helikopterstyrt. Raisi var på vej tilbage til Iran fra et besøg i nabolandet Aserbajdsjan. Også Irans udenrigsminister omkom i ulykken.

I første omgang var der konspirationsteorier om, hvorvidt styrtet kunne være orkestreret af interne modstandere i Iran eller af Israel, men intet tyder på dette. Ikke desto mindre kommer valget på et tidspunkt, hvor det iranske regime er sårbart og under pres både indefra og udefra.

Styre under pres

Præstestyret har således kun tilladt seks kandidater at stille op, hvoraf de fem er konservative ’hardliners’ ligesom afdøde Raisi, mens den sidste er mere reformvenlig. Det er således klart, at styret har forsøgt at undgå kandidater, der kan udgøre en trussel mod status quo, hvilket bl.a. skal ses i sammenhæng med, at styret er eksistentielt truet af den faldende opbakning fra befolkningen. Styret er dog nødt til at gå en balancegang, for med et snævert felt af kandidater vil valgdeltagelsen forventeligt være lav. Det medfører, at styret bliver mindre repræsentativt. Ved parlamentsvalget tidligere på året var valgdeltagelse kun 41 pct.

Truslen mod styret skal ses i sammenhæng med de massive protester, der opstod i 2022, da en kurdisk-iransk kvinde døde i politiets varetægt, efter at være blevet anholdt for ikke at være tilstrækkeligt tildækket. Selv om protestbevægelsen har mistet noget af pusten siden, er det åbenlyst, at befolkningens opbakning er vakkelvornt. Den religiøse legitimitet hos især den yngre del af befolkningen er således dalende. Hertil kommer, at internationale sanktioner hæmmer landets økonomi, hvilket ligeledes bidrager til befolkningens utilfredshed.

Politik bag kulisserne

Det politiske system i Iran er specielt. Ligesom vestlige demokratier har Iran valg til præsidentposten og parlamentet. Men det er kun på overfladen, at Iran minder om et demokrati. Systemet er nemlig bygget op omkring ekspertorganer, som bl.a. bestemmer, hvem der får lov at stille op, og kan ligeledes nedlægge veto mod lovgivning. Samtidig bliver landets øverste leder, som er den centrale og mest magtfulde figur i iransk politik, udpeget af et ekspertorgan. Ayatollah Ali Khamenei har siddet på posten siden 1989 og sidder i princippet på livstid. Khamenei lægger ultimativt den politiske linje for landets politik, men bag kulisserne sker politikudviklingen efter alt at dømme sammen med en større gruppe af teknokrater og præster. Denne uformelle gruppe af insidere er med til at underminere de formelle institutioners magt. Præsidentvalget på fredag er dermed til en vis grad symbolsk.

Geopolitiske konflikter

Selv om præsidentposten ikke er den mest magtfulde post i iransk politik, bidrager opbruddet på posten til den politiske usikkerhed. Der var delte meninger om Raisi, herunder om hans muligheder for at afløse den 85-årige Khamenei som øverste leder. Raisi manglede ifølge mange den fornødne karisma til at være en reel kandidat til posten, ligesom han ikke havde de nødvendige religiøse meritter. Ikke desto mindre skaber det større usikkerhed om iransk politik, at Raisi nu er ude af billedet, om end der først vil opstå et egentligt magtvakuum den dag, Khamenei ikke her længere.

Kombinationen af en aldrende øverste leder og en manglende oplagt arvtager på den ene side og befolkningens tvivlsomme opbakning til styret på den anden side, betyder, at Irans fremtid er usikker. Landet spiller en nøglerolle i en række geopolitiske konflikter i Mellemøsten, hvor udkommet dermed også er usikkert. Det gælder ikke mindst i forhold til rivaliseringen med Saudi Arabien om at være den dominerende magt i regionen. Iran og Saudi Arabien har gennem en årrække ført en række proxy-krige, der involverer de svageste lande i regionen, herunder Irak, Syrien, Yemen og Libanon.

Anstrengt forhold til Vesten

Samtidig har landet haft et anstrengt forhold til Vesten, siden det iranske præstestyre kom til magten i kølvandet på den iranske revolution i 1979. Især USA har været fortaler for en hård linje over for Iran. Med USA i spidsen har det internationale samfund pålagt strenge sanktioner mod Iran for at lægge pres på styret. Diplomatiske anstrengelser førte i 2015 til, at det internationale samfund indgik en aftale med Iran, hvor landet forpligtede sig til ikke at berige uran over visse grænseværdier mod, at de fleste sanktioner blev ophævet. Trump trak dog USA ud af aftalen i 2018, og efterfølgende har iranerne forsøgt at true USA tilbage til forhandlingsbordet ved at fortsætte sit uran-berigelsesprogram, hvor Iran kommer tættere og tættere på såkaldt ’weapons-grade’.

Krigen i Gaza betyder dog, at udsigterne til en ny aftale mellem Iran og USA er blevet længere. USA er en af Israels tætteste allierede, mens Iran støtter Hamas og ligeledes støtter den libanesiske milits Hizbollah, der har været i nærmest daglige skududvekslinger med Israel, siden krigen i Gaza brød ud. En regulær krig mellem Israel og Hizbollah kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes. Usikkerheden om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg senere på året forringer ligeledes sandsynligheden for en ny aftale.

Det iranske valg på fredag ændrer ikke på disse forhold på den korte bane. Ikke desto mindre kan valget og valgdeltagelsen være en indikator på, hvor stor opbakning styret har fra befolkningen. Og dermed kan det også være en indikator på, hvilke dynamikker, der vil præge iransk politik de kommende år. På spørgsmålet om, hvorvidt resultatet af fredagens valg betyder noget, er svaret derfor: Formentlig ikke her og nu, men måske på den længere bane.