Stormagters kamp om ferieparadiser i Stillehavet er et varsel om fremtidens geopolitik.
Af Peter Toft, director, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
På den geopolitiske verdensscene er det efterhånden bredt accepteret, at en ny kold krig er under opsejling. Og i denne runde er det Kina og USA, som har hovedrollerne i en global tvekamp om geopolitisk indflydelse. Den Nye Kolde Krig har allerede betydelige konsekvenser for verdenshandlen med løbende nye handelsrestriktioner. Og krige i Ukraine og i Gaza har formørket udsigterne for international fred- og stabilitet. Ikke mindst fortæller en tiltagende kamp om indflydelse mellem USA og Kina om bittesmå men strategisk vigtige ferieparadiser i Stillehavet noget væsentligt om udsigterne for fremtidens geopolitik, som med garanti også vil få konsekvenser for danske virksomheder på de globale eksportmarkeder.
Stillehavet er et geopolitisk eksperimentarium
I brætspillet, Twilight Struggle udkæmpes den gamle, kolde krig. De to spillere, USA og Sovjetunionen forsøger at vinde kampen om indflydelse på den globale spilleplade. Der arbejdes hårdt på at tiltrække allierede, og det er muligt at fremme politiske kup og ”flippe” landes loyalitet. Ikke mindst har spillerne adgang til trumfkort såsom ”Kinakortet” i afspejling af Nixons og Kissingers storpolitiske manøvre, da de i 1972 lykkedes med at vende Maos kulturrevolutionære Kina over til amerikansk side i koldkrigen.
Brætspillet synes uhyggeligt virkelighedsnært i dag. Det gælder ikke mindst det spil om indflydelse, som aktuelt udfolder sig i Stillehavsregionen. Selvom oceanet er milevidt fra danske kyster, kan Kinas og USA's ageren i Oceanien lære os noget om, hvad vi kan forvente os om fremtidens geopolitik, og om hvordan den kan få konsekvenser for danske eksportørinteresser. For Kina og USA har skærpet konkurrencen om indflydelse i Stillehavsregionen, og det vil påvirke de pågældende landes økonomier og politiske stabilitet på godt og ondt.
Tvekamp i skyggerne
Tvekampen om indflydelse i Stillehavet viser sig i en række diplomatiske træk igennem de senere år. Kina har taget et stik hjem i tropeparadiset, Salomonøerne beliggende nordøst for Australien. Salomonøerne har tidligere været blandt de få tilbageværende lande, der anerkendte Taiwan. Men i 2019 droppede østaten sin ambassade i Taipei. Og i 2022 indgik landet en kontroversiel sikkerhedsaftale med Kina. Den åbnede bl.a. for en masse økonomisk bistand, men ikke mindst for et politisamarbejde med Kina og formentligt også for, at Kina får adgang til at bruge øerne som flådestation. Aftalen vakte postyr ikke mindst i Australien og USA, som frygter, at Kina er i færd med at opbygge en militær tilstedeværelse nær de australske kyster og får en militærbase, der giver Kina mulighed for styrkeprojicering langt ud i Stillehavet, USA's traditionelle hjemmebane.
Tilbage i 2011 indgik ferieparadiset, Fiji indgik en lignende sikkerhedsaftale med Kina. Den omfatter udstationering af kinesiske politistyrker og brug af landet som flådestation. Fiji, der ligger langt ude i Stillehavet øst for Australien og Nord for New Zealand, er siden blevet overøst med kinesiske gaver såsom kystvagtskibe og udviklingslån. Men efter et politisk magtskifte i 2023 har Fiji tilsyneladende skiftet hest fra Kina til Australien/USA. Landet droppede således sin Kina-aftale og modtog i stedet lovning på en hjælpepakke fra Australien. Fijis regeringsleder har dog holdt den diplomatiske dør åben for at genåbne Kinaaftalen, og spiller altså på to heste.
Papua Ny Guinea (PNG) er anden ombejlet Stillehavsstat. PNG er kendt for sine sjældne og særprægede paradisfugle. Men landet har også en strategisk nøgleplacering mellem Oceanien og Sydøstasien og er rigt på mineralforekomster som fx guld og kobber. Økonomien er ikke for god og landet har en stor gæld, og den politiske stabilitet er skrøbelig. Men det har ikke afholdt Kina fra at give store udviklingslån, som regeringen har taget velvilligt imod. Igen har Kinas tilstedeværelse vakt opmærksomhed i Australien og USA, som nu mandsopdækker PNG med økonomisk støtte. Østaten skulle efter planen også have haft fint besøg af præsident Joe Biden i maj 2023, selvom Biden aflyse i allersidste øjeblik. Til gengæld kom udenrigsminister Blinken og underskrev en omfattende aftale om økonomisk og militært samarbejde. Dermed trumfede USA Kina, som har kurtiseret PNG diplomatisk igennem længere tid.
Ubehagelige konsekvenser for stabilitet
De senere års bejlen til de små østater i Stillehavet fortæller, at geopolitisk rivalisering mellem Kina og USA og deres respektive allierede let kan kamme over i overbudspolitik. Ved første øjekast kunne det se ud som en fordel for de små ombejlede lande, der kan ”sælge sig” dyrt. Overbudspolitik kan fx hævdes at bidrage med nyttig økonomisk hjælp, der kan fremme landenes økonomiske udvikling. Og med sikkerhedsaftaler og militær støtte, kan de ofte skrøbelige lande potentielt opnå mere politisk stabilitet og ekstern sikkerhed, kunne man hævde.
Men reelt risikerer den høje opmærksomhed at virke stik modsat og destabilisere landene - økonomisk og politisk. Dermed kan tiltagende supermagtsrivalisering forhøje risici i forbindelse med eksport og investering til mindre lande, som forsøger at finde en mellemvej imellem supermagterne, hvilket er et typisk billede for mange udviklingslande og højvækstmarkeder - det såkaldte ”globale syd”.
Økonomisk kan overbudspolitik lede frem til ikke-bæredygtig långivning. Især Kina har med sit Belt-and-Road program givet store lån til regeringer verden over uden at tage nøjere hensyn til en risikovurdering af landenes evne til at tilbagebetale. En række af de mange aktuelt fallitramte lande har netop taget imod betydelige kinesiske lån. Nemme statslige ”quick-lån” øger også risikoen for bagslag ved, at modtagerlandene har færre tilskyndelser til at gøre deres hjemmearbejde på vigtige økonomiske reformer fx får orden på deres offentlige finanser og styrke vækst- og investeringsbetingelser i den private sektor. Især Kina har stillet få krav om god regeringsførelse i sin långivning. Men også bilaterale lån fra de vestlige lande og Indien er i risiko for at sænke tidligere sunde reformkrav og kreditstandarder i en kappestrid om indflydelse med Kina. Resultatet kan nemt blive lande med forringede investeringsmiljøer og for høj gæld og dermed økonomisk nedtur og destabilisering.
Svækket demokratisering
Politisk øger kampen om indflydelse risikoen for en svækket demokratisering. Det gælder ikke mindst fra kinesisk side, hvor der ikke stilles krav om demokrati og menneskerettigheder for støtte. Men også USA kan let tage foden af demokratipedalen og blive mindre kræsen i forsøget på at fastholde og tiltrække partnerlande i Stillehavet og det øvrige globale syd. Vi har fx i de sidste 10 år set en klar tendens til demokratiforringelser verden over. Og tilbagerulning af demokratisering virker typisk destabiliserende på den politiske stabilitet. Det gælder især lande, som går demokratisk tilbage til et sted mellem demokrati og autokrati – såkaldte hybridregimer. Her er der højt potentiale for politiske magtkampe og desillusionering i befolkningen med underminerede demokratiske processer. Lande med hårde autokratier kan virke mere stabile, men rummer samtidig kimen til politiske kup og revolutioner i mangel på mere legitime og fredelige muligheder for politisk forandring. Demokratiske skred svækker desuden typisk landes investeringsklima med øget korruption og nepotisme som tro følgesvende i tillæg til stækkede domstole og svagere retssikkerhed.
Men kan sikkerhedsaftaler (kvasialliancer) med supermagterne dog ikke potentielt gavne landenes interne stabilitet og eksterne sikkerhed kunne man spørge? Det gælder fx aftaler om politisamarbejde som Solomonøernes og aftaler om militærøvelser mv. Jo det kan de muligvis. Men sådanne aftaler kan også rumme betydelige geopolitiske risici for at give bagslag for det globale syd. For med indgåelse af kvasialliancer med en af supermagterne inviterer disse lande også til at blive genstand for intens indflydelseskonkurrence som geopolitiske kastebolde. Opfatter den ene af supermagterne, at pågældende land er på vej over i den modsatte fold, ja så stiger sandsynligheden for at oppositionskræfter kurtiseres. I lande med dybe interne delinger fx etnisk-politiske modsætninger er der en særlig risiko. Det gælder at, supermagterne kan fristes til at ”aktivere” modstandere af den siddende regering, hvis opslutning om den anden supermagt opfattes som en trussel og fremme kup og regimeoprør. Det var der talrige eksempler på i den Kolde Krig, og noget lignende kan nemt ske igen i den nye verdensorden med to supermagter. Udfaldet vil naturligvis være destabiliserende for de berørte lande. Den nye verdensorden, som vi ser udfolde sig, ikke mindst i Stillehavet, er derfor på mange måde en meget stor udfordring – ikke blot i Stillehavet men i hele det globale syd – og måske endda tætter på vores breddegrader også. Tiltagende geopolitisk rivalisering giver de stærkt ombejlede lande nye muligheder, ja, men indebærer også store risici på flere fronter. Ikke mindst vil forhøjede landerisici i det globale syd være en udfordring i forbindelse med dansk eksport og investering i pågældende lande, hvor risikopræmien vil stige. Og det er ikke blot et spørgsmål om små østater i Stillehavet, men kan blive en udfordring i højvækstmarkeder også i hele det globale syd.