De øgede spændinger mellem Kina og Vesten giver anledning til overvejelser blandt internationale selskaber. Efter mange år hvor higen efter billig arbejdskraft og intens globalisering gjorde Kina til ”verdens fabrik”, er bekymringen nu, at jagten på det omkostningsmæssige forspring kan blive et strategisk handicap.
Af Jørn Fredsgaard Sørensen, Head of Country & Bank Risk i Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO
Mens Kina i begyndelsen af de seneste 30 års globalisering primært var attraktivt som produktionsland, er det siden vokset til verdens andenstørste økonomi, som bidrager med mere end 20 procent til den globale økonomiske vækst. Kina er blevet et mægtigt marked i sig selv, som få virksomheder kan ignorere. Med spændingerne mellem Kina og den vestlige verden er flere dog blevet nervøse for, om det er klogt at lægge alle sine æg i den kinesiske rede.
Et af løsningsforslagene går under betegnelsen ”China+1”; altså at man forbliver i Kina, men mindsker sårbarheden ved at udbygge sin produktionskapacitet i andre lande, ofte i andre lande i Asien. Men hvilket land har det største potentiale for at overtage Kinas rolle som Asiens produktions- og salgsland?
Hvilket land har det største potentiale for at overtage Kinas rolle som Asiens produktions- og salgsland?
Malaysia og Vietnam er tigre på spring
European Union Chamber of Commerce in China giver et muligt svar i en nylig sammenligning af Malaysia, Vietnam, Thailand, Indonesien og Filippinerne, som alle er medlemmer af ASEAN, den regionale organisation til fremme af økonomisk og politisk samarbejde. Ser man på landenes økonomi, industrielle kapacitet, arbejdsmarked og handelsforhold, står Malaysia og Vietnam i sammenligningen, som landene med størst potentiale.
Malaysia er med en relativt høj købekraft, vækst og produktivitet, en veluddannet og omkostningseffektiv arbejdsstyrke, en høj grad af digitalisering og innovation, og et stabilt og åbent handelsmiljø et godt bud som diversificeringsland for især højteknologiske virksomheder.
Vietnam har også stort potentiale og har forbedret sin økonomi og konkurrenceevne betydeligt i de seneste år. Landet har fordelen af en billig arbejdsstyrke og en handelsaftale med EU. Som sådan ligner landet mere Kina for 20 år siden og er et godt sted for mindre avanceret produktion. Landet har dog stadig udfordringer med hensyn til social sikkerhed, arbejdsforhold, retssikkerhed og korruption.
Lavvækst, korruption og protektionisme er faktorer i de øvrige lande
Thailand er økonomisk veludviklet, men har mindre potentiale, da væksten er lav og en aldrende og skrumpende befolkning. Thailand har dog en etableret industriel sektor, en god infrastruktur og et relativt åbent handelsmiljø.
Indonesien og Filippinerne tilbyder begge dynamisk økonomisk vækst og en stor, billig arbejdsstyrke, hvor Indonesien har en voksende middelklasse, et stort marked og en stor råvareproduktion. Men begge lande har udfordrende regulatoriske miljøer, høje niveauer af juridisk usikkerhed og korruption, og protektionistiske barrierer.
Bangladesh har taget et skridt baglæns
I tillæg til ovennævnte ASEAN-lande kan man selvfølgelig også tænke på lande som Bangladesh og Indien. I førstnævnte måtte præsidenten pludseligt flygte efter en folkelig opstand, som fik militæret til at overtage magten. Det lyder faktisk mere ustabilt end landet har været i en årrække – Bangladesh har formået at opbygge en mægtig tekstileksport, som andre lande kigger misundeligt til. Men industristrukturen er meget fokuseret på tekstiler og kun lidt gearet anden fremstillingsvirksomhed.
Med sin blotte størrelse og fokus på digitalisering og innovation er Indien et oplagt mål for udenlandske virksomheders investeringer.
Indien er fortsat interessant
Den store udeladelse i analysen fra European Union Chamber of Commerce in China er dog Indien. Med sin blotte størrelse og fokus på digitalisering og innovation er Indien et oplagt mål for udenlandske virksomheders investeringer, især indenfor forskning, udvikling og IT services. Hvor det tidligere mest var byen Bangalore, som var mål for investeringerne, er de nu mere spredt over hele landet. Indien har da også i flere år været mål for de fleste udenlandske investeringer i Asien – mere end dobbelt så mange som i Kina.
Kina er fortsat vigtig og svær at komme udenom
Som betegnelsen China + 1 indikerer, er der ikke tale om en reel afkobling fra Kina. Kina er fortsat EU’s vigtigste handelspartner og beholdningen af europæiske investeringer er fortsat enorm. Selv hvis europæiske virksomheder fremover helt undgik at investere i Kina, men udelukkende gjorde det i nogle af landene nævnt ovenfor, ville afhængigheden af Kina ikke nødvendigvis mindskes markant.
Kina står nemlig for en stor del af de halvfabrikata og andre input, som importeres i de andre asiatiske lande – og dermed kan det godt være, at EU’s handel med Kina kan erstattes af handel med ASEAN-landene eller Indien. Men hvis de essentielle elementer alligevel kommer fra Kina i sidste ende, er afhængigheden ikke blevet mindre.
Der er heller ingen af de andre asiatiske lande, der kan erstatte Kinas rolle som global vækstmotor og marked for europæiske produkter. Mens Kina forventes at stå for ca. 20 procent af den globale BNP-vækst i de kommende fem år, vil Indien og ASEAN-landene tilsammen blot stå for godt 12 procent af verdens vækst. Man må derfor konkludere, at Kina er svær at erstatte eller undgå.
Mens Kina forventes at stå for ca. 20 procent af den globale BNP-vækst i de kommende fem år, vil Indien og ASEAN-landene tilsammen blot stå for godt 12 procent af verdens vækst. Man må derfor konkludere, at Kina er svær at erstatte eller undgå.