Georgiens drøm og mareridt

EU-kandidaten Georgien tiltrækker sig opmærksomhed i Vesten, hver gang der er store protester i civilsamfundet mod den mere og mere autoritære og anti-vestlige regering. Det kan ske igen i forbindelse med parlamentsvalget den 26. oktober, som vil afgøre landets fremtidige placering mellem EU og Rusland.

Af Holger Sandte, Principal Analyst i Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Der står meget på spil ved valget, og sandsynligheden for store protester vil stige, når afstemningen i slutningen af oktober nærmer sig. Endnu en sejr til regeringspartiet Georgiens Drøm (GD) kan styrke partiets greb om magten yderligere, med kritik og sanktioner fra Vesten som konsekvens. Det vil påvirke erhvervsklimaet i Georgien, som er stærkt afhængig af vestlige investeringer og økonomisk støtte.

Omvendt kan en sejr til oppositionen puste nyt liv i Georgiens EU-ambitioner og bringe landet tættere på europæiske standarder og værdier. Georgien fik status som EU-kandidat i december 2023. Det er af stor betydning for et land, der længe har været under dominerende russisk indflydelse og en del af Sovjetunionen indtil 1991.

EU-kandidat p.t. kun på papiret

Meningsmålinger viser, at mere end 80 procent af den georgiske befolkning ønsker, at landet skal blive medlem af EU. EU har dog sat processen i bero, efter at Georgien havde vedtaget en kontroversiel lov om ”udenlandske agenter”, som giver staten mere magt til at gå efter ikke-statslige organisationer og populære medier.

Oligarkens drøm

Georgiens Drøm har domineret det politiske liv i kaukasusrepublikken siden 2012. Partiet blev grundlagt og kontrolleres af milliardæren og forretningsmanden Bidzina Ivanishvili, som i 1990’erne blev rig med bank- og råstofforretninger i Rusland. Partiet, hvis navn er inspireret af en rap-sang af Ivanishvilis søn Bera, kom til magten under offentlig eufori, som blev til desillusion blandt mange.

Fra pro-EU til illiberalt

Med tiden har GD forvandlet sig fra et liberalt og pro-europæisk parti til et kulturkonservativt og illiberalt parti, der er inspireret af Ungarns Viktor Orban. Hovedkritikken mod partiet er dets anti-vestlige og pro-russiske udenrigspolitik, hvad partiet dog benægter.

Georgien har ikke tilsluttet sig de vestlige sanktioner mod Rusland og har øget samhandlen med den store nordlige nabo, genåbnet direkte flyforbindelser og er under mistanke for at omgå sanktionerne. Georgien har også nydt godt af russiske migranter og af virksomheder, som er flyttet ud af Rusland.

Hverken fair eller frit

Georgiens politiske system er, hvad der kaldes et hybridt regime mellem demokrati og autokrati. Hybride regimer er kendetegnet ved valgsvindel og regeringspres på den politiske opposition, medierne og retsvæsenet. Derfor er valg hverken frie eller fair.

For nylig betegnede Premierminister Kobachidze alle oppositionspartier som ”pro-vestlige kriminelle kræfter” og lovede, at GD vil forbyde landets største oppositionspartier, hvis de vinder valget den 26. oktober. Disse partier omfatter bl.a. den tidligere præsident Saakashvilis United National Movement (UNM). GD beskylder UNM for at have fremprovokeret krigen med Rusland i 2008 og det efterfølgende tab at georgisk territorium. Faktisk har Rusland gjort de to nordlige georgiske regioner Abkhasien og Sydossetien til russiske militærbaser.

Medlemskab i EU og Nato som forfatningsmål

Georgiens fulde integration i EU og NATO står som mål i den georgiske forfatning. GD hævder, at de går ind for EU-medlemskab, men har retorisk erklæret krig mod både EU og USA og dæmoniseret dem som ”krigens parti”, der støtter regimeskift i Georgien. USA har indført visumrestriktioner for nogle georgiske embedsmænd.

For enhver georgisk politiker ville det være politisk selvmord at forlade EU-sporet og alliere sig med Rusland. En fortolkning af GD’s mere ruslandvenlige kurs er, at det handler om at berolige Rusland, ikke at alliere sig med det.

GD for fjerde gang?

Mange iagttagere forventer, at GD vinder sit fjerde regeringsmandat i træk, men uden at opnå to tredjedels flertal i parlamentet, som er nødvendigt for at kunne ændre forfatningen. Hvis oppositionen vinder og landet tilnærmer sig EU og NATO, så er spørgsmålet, hvordan Rusland reagerer på det, der sker, i hvad de betragter, som deres baghave.

Måske er den eneste sikre prognose, at Georgien efter valget fortsat vil befinde sig i en vanskelig situation. Der er ikke meget, der tyder på, at den interne politiske splittelse vil blive overvundet. Det gør det ikke nemmere for Georgien at navigere mellem Rusland og EU.