Udfaldet af lørdagens valg i Afrikas største land kan tvinge Europa til at vælge mellem idealisme og pragmatisme i sine energipartnerskaber.
Af Lynge Gørtz Smestad, principal analyst, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
I lørdags blev der afholdt præsidentvalg i Algeriet, og udfaldet blev som forventet. Den siddende præsident, Abdelmadjid Tebboune, som har siddet på magten siden 2019, sikrede nemlig med 95 pct. af stemmerne genvalg på posten. Dermed skulle man umiddelbart tro, at valgets udfald ikke vil få den store betydning, men faktisk kan genvalget få betydelige konsekvenser både inden for og uden for landets grænser.
Med det overvældende flertal bag sig – i hvert fald på papiret – kan Tebboune nemlig hævde, at der er bred opbakning til hans politiske kurs, som har ført landet i en mere autokratisk retning over de seneste fem år. Dette til trods for, at valget ikke kan siges at have være frit og fair. Dermed er det sandsynligt, at Algeriet vil fortsætte den autokratiske kurs, hvilket stiller Europa i en dilemmafyldt situation. For er det holdbart for Europa at have et strategisk vigtigt energipartnerskab med et land, som ikke lever op til de demokratiske spilleregler, og som i øvrigt også har et tæt samarbejde med Kina?
Europa i dilemma
I kølvandet på Ukraine-krigen er Algeriet blevet den næststørste leverandør af naturgas til EU efter Norge. Algeriet leverede i første kvartal i år 20 pct. af den importerede naturgas til EU. Set fra EU’s perspektiv betyder Algeriets placering klos op ad Europa kombineret med den eksisterende energiinfrastruktur i form af gaspipelines mellem Europa og Nordafrika, at Algeriet på overfalden er en attraktiv energipartner. EU har dog en historik for at stille høje krav til sine internationale samarbejdspartnere, når det kommer til demokratiske værdier, menneskerettigheder og sociale standarder – typisk langt højere krav end USA og Kina stiller. Den negative udvikling i Algeriet på disse parametre medfører et dilemma for EU.
Lav valgdeltagelse
Valget i lørdags skulle oprindelige have været afholdt til december, men Tebboune besluttede at fremrykke valgdatoen til september. Ifølge kritikerne var det for at begrænse kampagneperioden for de politiske rivaler. Tebboune har selv begrundet fremrykningen med, at den nye dato ville sikre en større valgdeltagelse, da datoen faldt sammen med slutningen af sommerferien.
Derfor var den relativt lave valgdeltagelse på 48 pct. også en skuffelse og samtidig en indikator på, at der fortsat er en ulmende utilfredshed i befolkningen med styret. Mange algeriere føler sig ikke repræsenteret i det politiske system, som i høj grad betragtes som et system for eliten. Den følelse er formentlig forstærket af den aktuelle økonomiske situation, hvor mange borgere – trods store statslige subsidier – er pressede på økonomien. Algeriets økonomi er i høj grad baseret på olie- og gassektoren, og selv om landets makroøkonomiske balancer på mange måder er bedre end i nabolandene, så betyder den store statslige indblanding og den høje protektionisme i form af fx importrestriktioner, at befolkningens købekraft er lav.
Den lave valgdeltagelse kan også skyldes, at visse oppositionsgrupper havde opfordret til at boykotte valget grundet den udemokratiske valgproces. Flere oppositionskandidater er blevet arresteret, og det algierske medielandskab er i høj grad kontrolleret af staten, hvorfor dækningen ikke er balanceret.
Autokrati i svøb
Det algeriske militær har en lang historie som en dominerende aktør i algerisk politik og bliver ofte kaldt en "stat i staten”. Til en vis grad kan man sige, at præsidentposten er en civil facade, og at det bag facaden er det magtfulde militær, der trækker i trådene. Selv om Tebboune udadtil har konsolideret sin magtposition ved at undertrykke oppositionen, arrestere aktivister og de facto lukke ned for de uafhængige medier, så er hans magt indskrænket af, at han er afhængig af militærets opbakning. Militærets ledelse vil dog sandsynligvis støtte Tebboune, så længe han tilgodeser deres interesser, og der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at det politiske system skulle blive mere repræsentativt.
Et spil på to heste
Samtidig har Algeriet relativt tætte bånd til Kina. Landene etablerede formelle diplomatiske relationer allerede i 1958, og i 2014 etablerede landene et såkaldt strategisk partnerskab. Kinesiske virksomheder spiller bl.a. en central rolle i etableringen af infrastrukturprojekter i Algeriet. Kina er også Algeriets største handelspartner, hvis EU-landene betragtes hver for sig – en position Kina overtog fra Frankrig i 2013. Samtidig er Kina den suverænt største leverandør af våben til Algeriet. Samarbejdet mellem Algeriet og Kina betyder, at det kan være vanskeligt for EU at øve indflydelse på udviklingen i Algeriet, da Algeriet altid vil kunne søge mod Kina, hvis EU’s betingelser bliver for stramme. Kina betragtes ofte som en nemmere partner at samarbejde med, fordi Kina ikke stiller de samme krav til fx governance og menneskerettigheder som EU.
Algeriet er langt fra det eneste land, der på den måde kan spille på to heste i den globale rivalisering mellem Vesten og Kina. Algeriet er dog en interessant case – særligt i forhold til at trykprøve, hvor EU’s smertegrænse går, når unionen skal afveje idealisme over for pragmatisme i sine internationale partnerskaber. Det skyldes ikke mindst, at Algeriet qua sin placering og sine energiressourcer har langt større strategisk betydning for EU end de fleste andre tredjelande. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at EU’s tilgang til Algeriet vil være mere pragmatisk, end det fx er tilfældet for landene syd for Sahara.