Den nye, internationale finansielle arkitektur har ikke plads til verdens fattigste og mest sårbare lande, der står over for vedvarende økonomisk og social krise.
Af Niels Husted Dall-Hansen, chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Med centralbankernes mantra om renterne vil være ”higher for longer”, er 2023 året, hvor det står endegyldigt klart, at ”Det Globale Syd” befinder sig i et nyt regime for international finansiering. De svageste og fattigste lande kan ikke længere låne på de internationale obligationsmarkeder. Dertil kommer, at de finansielle og politiske vilkår for tildeling af finansiering til udviklingsprojekter under Kinas Belt and Road Initiative (BRI) er strammet gevaldigt op.
Dermed oplever lavindkomstlandene en skjult gældskrise, skjult, da de ikke kan refinansiere den gæld, de har opbygget over de seneste 10-15 år, hvor likviditeten var høj og renten lav. I dag vil landene skulle betale over 15 procent i rente. Udstedelse af gæld til den pris er økonomisk selvmord. Samtidig tør ingen lande erklære sig bankerot, før alle muligheder er udtømte, da der intet håb er om at få eftergivet sin gæld af nutidens dominerende kreditorer, Kina og de profitmaksimerende obligationsejere.
I stedet tømmes de tilbageværende valutareserver, samtidig med at der skæres ned på udgifterne til sundhed, uddannelse og sociale ydelser, der tilsammen overgår gældsservicering med 50 procent på de offentlige budgetter. Det er opskriften på en udviklingskrise.
Konturer af en ny, barsk finansiel arkitektur
Vi ser en klar opdeling blandt udviklingsøkonomierne, hvor der er store forskelle på spillereglerne blandt det økonomiske A og B hold.
På A-holdet finder vi de fleste mellemindkomstlande, der økonomisk haler ind på de rige lande, heriblandt Brasilien, Mexico, Indonesien, Marokko. Demarkationslinjen går ved Tyrkiet. Disse lande kan fortsat kan finansiere sig til rimelige renter på obligationsmarkederne, men deres finans- og monetære politik vil blive grundigt gransket og formentlig være mere restriktiv end tidligere. Samtidigt vil disse lande udnytte deres gunstige situation til at ”spille begge sider”, og forhandle sig til fordele fra både USA og Kina.
Problemerne er størst for de lande, hvor kistebunden er tom, og hvis regninger forfalder i de kommende år, blandt de større lande ser det værst ud for Argentina, Egypten, Pakistan og Kenya, mens B-holdet desværre består af langt de fleste lavindkomstlande, der dermed ser ud til økonomisk at sakke endnu længere bagud i de kommende år.
B-holdet leder med lys og lygte efter nye finansieringskilder, men hvis man ikke er strategisk vigtig i den geopolitiske konkurrence mellem Kina og USA, så ser det sort ud. Lande som Pakistan, Egypten og Argentina holdes kunstigt oppe, mens Sri Lanka og Ghana faldt sammen.
Konsekvenser for danske eksportører
Uanset om man som dansk eksportør opererer blandt A eller B holdet, vil en række muligheder og trusler gå på tværs af kategorierne.
Vi ser en øget værdi af at kunne tilbyde finansiering til sine kunder i udlandet, samt af at forsikre sine forretninger, samtidig med omkostningen er stigende ved at ”svømme” mod de geopolitiske strømme, dvs. at operere i lande, hvis geopolitiske ståsted er omskifteligt eller modsatrettet af ens (opfattede) hjemsted.
Vi forventer at brugen af lokale joint-ventures i disse ”modstrømslande” vil stige, da det både kan beskytte moderselskabet finansielt, men også for at selskabet eller dets produkter opfattes som hjemmegroede.
Vi må desværre også erkende, at faktorer som demokrati og demokratiske spilleregler har mistet noget af deres betydning, når vi kigger på risikoen ved at operere i emerging markets, hvor de stærkeste i stigende grad får ret, og hvor lande med større administrativ kapacitet, uanset styreform og grad af personlig frihed, vil klare sig bedre på den korte og mellemlange bane.
Generelt vil omkostningerne, ved at operere i disse lande, stige, da de økonomiske og sociale kriser i netop disse lande bliver både dybere og længerevarende.