Af Peter ToftPh.D., director, country & bank risk, EIFO
Bangladesh befinder sig i et voksende stormvejr, hvor både politiske og økonomiske problemer vokser.
Det sydasiatiske land, der for få år siden blev fremhævet som en tigerøkonomi, står nu på kanten af en dyb krise, hvor grundlæggende svagheder i både politisk styreform og den økonomiske model er blevet blottet. En dyb og langvarig krise risikerer i værste fald, at landet med 176 mio. indbyggere ender som fejlslagen stat.
Blandt Bangladeshs mange problemer, er landets finanssektor det mest akutte. Banksektoren befinder sig i dyb krise.
Ratingbureauet S&P rater nu sektoren i højeste risikogruppe som ”junk” med CCC, og hele seks banker har måttet anmode om nødlån fra centralbanken de seneste to år for at holde sig flydende. Særligt de statsejede og privatejede islamiske banker er i risiko for kollaps.
Andelen af ikke-betalte lån (NPL) i landets finansielle sektor er således steget til katastrofale 20 procent af de samlede udlån - et dramatisk hop fra 9 procent i 2023, som allerede var alarmerende.
Springet i nødlidende lån er en følge af den tidligere yderst svage bankregulering, herunder reglerne for, hvornår problemlån skal klassificeres som nødlidende. Disse regler styrkes nu, hvilket er gunstigt på sigt.
Til gengæld afsløres der netop nu dybe, ophobede problemer i sektoren, som akut mangler kapitalisering og fremstår undermineret af svindel og korruption.
Selvom overgangsregeringen arbejder målrettet på at reformere og styrke finanssektoren, er det spørgsmålet, om korthuset kan holdes oppe og understøttes af et sundere fundament med ny tilførsel af kapital og bedre regulering, eller om centralbanken og regeringen tvinges til dyre bankredningspakker med skattekroner i en tid med smalhals.
For de offentlige finanser er også under hårdt pres. Bangladeshs statsgæld til udlandet er måske ikke alarmerende på papiret med ca. 40 procent ift. bruttonationalproduktet (BNP). Og kun godt halvdelen er til udlandet, som er den gæld, der er vanskeligst at servicere, da der skal tjenes hård valuta ind først.
Men dels er skatteopkrævningen, der skal til for at staten kan betale på gælden ekstremt ineffektiv. Landets skattemyndigheder kan ikke inddrive indtægter svarende til mere end ca. 8 procent i forhold til BNP, hvilket er uhyre lavt i international sammenligning.
Dels er landets valutareserver lave og faldende, hvilket øger presset på statens evne til at servicere sin udenlandske gæld. Renteudgifter sluger desuden nær en fjerdedel af statens magre budget.
Regeringen står dermed stadigt tættere på et ubehageligt dilemma: Skal man spare dramatisk på de sociale og andre essentielle udgifter for at kunne honorere gælden og risikere nye massedemonstrationer, lade gælden stige (hvilket er uholdbart), eller søge en aftale med kreditorerne om gældsomlægning, hvilket i sidste konsekvens vil betyde statsfallit?
En hjælpende håndsrækning fra den internationale valutafond (IMF) i juni var derfor kærkommen. Men selvom IMF vurderer Bangladeshs finanser i moderat risiko for gældsstress, tager fonden store forbehold og advarer om svag evne til at håndtere negative chok fra den globale økonomi og om et voksende udækket finansieringsbehov.
Gennemførelsen af svære skattereformer er helt afgørende, hvis holdbarheden skal sikres.
Økonomisk krise står for døren
Styrkelsen af de offentlige finanser er dog en endnu mere gigantisk opgave, da den underliggende samfundsøkonomi også er presset til det yderste.
Den økonomiske vækst forventes at falde til 3-4 procent i 2025, hvilket er det laveste niveau siden pandemien og langt under de 6-7 procent, som landet har vist igennem de seneste mange år. Inflationen er desuden forhøjet og forventes at ville runde 10–11 procent i år, hvilket udhuler indbyggernes købekraft, svækker valutaen og gør importen dyrere.
Det hjælper ikke just, at eksporten også er truet af global afmatning og amerikanske toldtrusler på 35 procent per 1. august, medmindre en bedre aftale kan opnås inden da.
Truslen mod landets eksport er et særligt alvorligt problem, da 80 procent af Bangladeshs valutaindtjening alene stammer fra tekstilindustrien, og USA aftager ca. 21 procent af den samlede eksport. En svækket adgang til det amerikanske eksportmarked vil derfor presse væksten yderligere og lægge yderligere pres på de i forvejen lave valutareserver.
De betydelige økonomiske vanskeligheder kræver både kompetent og stærk politisk handling for at få Bangladesh helskindet igennem krisen.
Men landet er også i et politisk vadested. Efter de landsdækkende voldelige demonstrationer, som pressede den mangeårige premierminister Sheikh Hasina fra partiet Awami League fra magten i 2024, er landet blevet styret af en overgangsregering under nobelprismodtageren Muhammad Yunus - et kompromisarrangement mellem landets politiske fraktioner og det magtfulde militær.
Overgangsregeringen har dog været under stort pres fra både hæren og det store oppositionsparti, BNP, for at udskrive et hurtigt valg, mens landets studenterbevægelser, som drev opstanden og arbejder for et skelsættende brud med det gamle to-parti-system, derimod har modsat sig nyvalg indtil en forfatningsreform, ny valglov og en gennemgribende forvaltningsreform er på plads. Et kompromis er nu indgået med en foreløbig valgdato i februar 2026. Men valget kan blive omstridt.
Ikke mindst har det massive reformbehov og oplæg til forfatningsændringer uklare udsigter, fordi oppositionspartiet BNP har modsat sig mange af de foreslåede reformer og kritiseret processen med en ikke-valgt overgangsregering for at være udemokratisk.
BNP ønsker derimod et hurtigt nyvalg, som partiet satser på at vinde stort, og at reformerne først derefter skal udarbejdes. Der er dermed lagt op til en intens magtkamp i den politiske arena, hvor fronterne er trukket skarpt op.
Dystre fremtidsudsigter
Bangladesh står således et år efter august-oprøret i 2024 over for en perfekt storm af politisk, økonomisk og institutionel usikkerhed.
Udsigten på mellemlang sigt er negativ, præget af høj risiko for et tilbagefald til tidligere autoritære styreformer eller endnu værre: Politisk kaos under massive økonomiske vanskeligheder.
Medmindre det lykkes overgangsregeringen at sikre opslutning til omfattende og troværdige reformer inden valget, risikerer landet at grave sig dybere ned i et hul af ustabilitet og økonomisk stagnation.