Med en opblødning af gældsbremsen sætter Tyskland gang i sin økonomi. Det kan dog få vidtrækkende konsekvenser for euroområdets lande og sætte ECB i et vanskeligt dilemma.
Emil Grønager, Student Analyst, EIFO
Tilbage i marts præsenterede Tysklands på det tidspunkt kommende kansler Friedrich Merz en historisk investeringspakke på 500 mia. euro, fordelt over de næste 12 år. Samtidig undtages forsvarsudgifter, som er over 1 pct. af BNP, fra gældsbremsen.
Pakken markerer et klart brud med den hidtidige finanspolitiske linje og har til formål at genstarte væksten i den tyske økonomi, der kun har genvundet det tabte BNP fra COVID-19. De tyske økonomiske vismænd vurderer, at pakken kan løfte vækst og beskæftigelse, især hvis den følges af strukturreformer.
Men pakken rejser også principielle spørgsmål for euroområdet. Mere gæld er ikke en strategi i sig selv, og to forhold vækker særlig bekymring. For det første risikerer stigende tyske renter at presse finansieringsomkostningerne op i hele eurozonen, med særligt store konsekvenser for højt forgældede lande som Italien, Spanien og Frankrig. For det andet kan pakken forstærke den økonomiske asymmetri i euroområdet og udfordrer Den Europæiske Centralbanks (ECB) evne til at føre en afbalanceret pengepolitik.
Stigende renter og finansieringsomkostninger
Tyskland spiller en nøglerolle i euroområdet på grund af sin størrelse, som udgør omkring en fjerdedel af eurozonens samlede BNP, og som rentebenchmark. Med opblødningen af gældsbremsen og et stigende lånebehov er den 10-årige tyske rente steget, hvilket har trukket renterne op i lande som Italien, Spanien og Frankrig.
Disse lande er hårdt belastet af høj gæld og rammes af stigende finansieringsomkostninger. Ifølge den tidligere tyske overvismand Lars Feld kan dette skabe ubalance og øge presset på de mest gældsplagede medlemslande.
Tyskland risikerer at føre politik på bekostning af andre lande, som også skal forøge forsvarsudgifterne.
Økonomisk asymmetri og pengepolitisk spænd
Tyskland står over for et finanspolitisk drevet opsving, mens flere sydeuropæiske lande stadig kæmper med lav vækst. Ifølge OECD’s seneste prognose er Tysklands forventede BNP-vækst for 2026 opjusteret til 1,2 procent, mens Italiens er nedjusteret til 0,7 procent. Samtidig forventes inflationen i Tyskland at stige til over 2 procent, hvilket er over ECB’s målsætning, mens den i Italien ventes at falde til omkring 1,8 procent. Det viser en situation, hvor næsten 40 pct. af eurozonens økonomi bevæger sig i modstridende retninger. ECB har kun ét renteniveau til rådighed, hvilket gør det vanskeligt at imødegå inflation i nord uden samtidig at bremse vækst i syd.
Veronica Grimm fra det tyske økonomiske råd har advaret om, at netop denne asymmetri kan true stabiliteten i euroområdet. En fælles pengepolitik uden fælles finanspolitik strider mod forudsætningerne for et optimalt valutaområde. Ifølge Grimm er Tysklands kursændring sandsynligvis i strid med EU’s gældsregler. Den tyske statsgæld ventes i hvert fald at overstige 70 pct. og i nogle scenarier 90 pct. af BNP i de kommende år, hvilket er markant over EU’s referenceværdi på 60 pct. Hvis netop Tyskland løsner rammerne, kan det underminere tilliden til de fælles regler og gøre det vanskeligere at fastholde den finanspolitiske disciplin i resten af eurozonen. Det er dog værd at bemærke, at de finansielle markeder i øjeblikket ikke forventer en krise, hvilket kan ses i rentespændet mellem den tyske og italienske 10-årige renter, som er faldet, hvilket signalerer lavere opfattet risiko.
Hvad man bør holde øje med
Tysklands investeringspakke er godt begrundet af nationalt behov, men konsekvenserne rækker langt ud over egne grænser. Selvom krisestemning ikke præger de finansielle markeder, rejser pakken vigtige spørgsmål om styring og koordinering i euroområdet.
Først og fremmest afhænger pakkens succes af en effektiv implementering. Midlerne skal målrettes nye og produktive investeringer, især i infrastruktur, for at skabe varig vækst. Bliver pengene i stedet brugt til forbrug eller finansiering af eksisterende projekter, risikeres det modsatte.
Pakken udfordrer også de institutionelle rammer for europæisk finanspolitik. En opblødning af gældsbremsen og EU’s fælles gældsregler risikerer at underminere tilliden til Stabilitets- og Vækstpagten. Samtidig kan fælles EU-låneinitiativer, der ventes at tilbyde billige forsvarslån til medlemslande, øge den samlede gældsbyrde i eurozonen. Selvom investeringspakken, der finansieres gennem ny gæld, anses som nødvendig af både Tyskland og EU, kan den reelt sætte centrale finanspolitiske spilleregler ud af kraft og fremme en bølge af offentlig gældsætning. Derfor er det afgørende at følge, hvordan EU-Kommissionen håndterer den tyske omlægning af finanspolitikken i forhold til gældskriterier og regeloverholdelse.