USA’s respons på krigen mellem Israel og Iran understreger et dilemma i amerikansk udenrigspolitik, hvor strategiske mål står over for politiske særinteresser. I det lys fremstår Trump-administrationen både overraskende pragmatisk og rationel trods præsidentens omdømme.
Lynge Gørtz Smestad, Chefanalytiker, EIFO
På trods af valgløfter om at holde USA ude af internationale konflikter blev Trump som mange af sine forgængere trukket ind i Mellemøstens geopolitiske malstrøm. Det synes næsten som en amerikansk tradition, at præsidenter – uanset deres løfter – ender med at engagere sig i regionens konflikter.
Nogle analytikere har tolket USA’s involvering som et tegn på, at den neokonservative, interventionsvenlige fløj i det republikanske parti har overtaget styringen fra Trumps MAGA-bevægelse. Men billedet er mere nuanceret.
Forholdet mellem stater er i sin natur anarkisk, da der ikke eksisterer en overordnet myndighed, der kan håndhæve regler eller love mellem stater. Derfor antager studier af international politik ofte, at stater vil handle magtmaksimerende for at sikre deres indflydelse og overlevelse.
Det gælder især for stormagter som USA, der med deres økonomiske og militære styrke kan forme den globale orden. I det perspektiv er der ingen tvivl om, at USA’s altoverskyggende strategiske mål er at balancere Kinas voksende indflydelse, da Kina udgør den suverænt største geopolitiske trussel for USA, hvilket der heller ikke lægges skjul på i den amerikanske politiske debat.
En nylig analyse viser således, at 70 pct. af verdens lande har øget deres økonomiske samarbejde med Kina relativt til USA de sidste 10 år. Samtidig viser analysen, at Kina har øget sin militære indflydelse.
En række lande, som tidligere var en del af den amerikanske geopolitiske ’blok’, er nu hoppet over i den kinesiske blok. Hvis verden inddeles i en USA- og en Kina-blok, så er Kina-blokken vokset med 13 lande på bekostning af USA-blokken de seneste 10 år.
Denne udvikling taler for, at amerikanerne fokuserer deres kræfter på Kina og Stillehavsregionen, som er den primære geostrategiske ’slagmark’ i konkurrencen mellem USA og Kina.
Så simpel er den politiske kalkule dog ikke. Forskellige amerikanske interessegrupper forsøger konstant at påvirke de politiske beslutningsprocesser. I amerikansk politik er det fx velkendt, at den pro-israelske lobby, som lobbyer for amerikansk støtte til Israel, spiller en betydelig rolle. Det skaber et dilemma for Trump-administrationen.
USA har omkring 170.000 tropper udstationeret globalt, hvoraf ca. 40-50.000 er i Mellemøsten, mens ca. 80.000 er udstationeret i Stillehavsområdet.
En eskalering af situationen i Mellemøsten vil potentielt tvinge amerikanerne til at omdirigere aktiver fra andre områder til Mellemøsten. Det vil potentielt svække USA’s tilstedeværelse i Stillehavsregionen og dermed svække USA’s position i den afgørende geopolitiske konkurrence med Kina.
Trump-administrationen har forsøgt at navigere i dette dilemma gennem en pragmatisk tilgang, der balancerer minimalt engagement med strategiske prioriteringer.
Administrationens strategi hviler på to centrale principper: For det første har amerikanerne afgrænset deres militære indsats til nedkæmpningen af Irans atomanlæg – en relativt begrænset indsats set i forhold til den store gevinst – mens Israel har stået for de øvrige militære operationer.