DA

Dansk influencerplatform på vej til at erobre det europæiske marked 

image Foto: Mads Wedderkopp står bag Dreaminfluence, der med sin influencerplatform allerede står stærkt til at erobre markedet.
Dreaminfluence erstatter agenten og skaber nye muligheder for brands og influencere på tværs af Europa. Med et startlån fra EIFO er platformen professionaliseret og kommet stærkt fra start.  

Inden for få år forventes influencer-industrien at generere mere end 100 mia. dollars årligt. Med to startlån fra EIFO på hhv. 4 mio kr. og 1,5 mio. kr. er danske Dreaminfluence godt på vej til at tage en bid af kagen.  

Store brands tiltrækker de mest attraktive influencere. Derfor har det været førsteprioritet at udvikle en professionel og intelligent platform – men det har samtidig kun været muligt med en investering fra ejerkredsen, som er blevet matchet af et startlån fra EIFO
— Mads Wedderkopp, direktør og stifter af Dreaminfluence

Influencerplatformen tæller 30.000 mikroinfluenter og repræsenterer en række globale brands. Disse er afgørende for platformens succes, lyder det fra direktøren i Dreaminfluence, Mads Wedderkopp.

”Store brands tiltrækker de mest attraktive influencere. Derfor har det været førsteprioritet at udvikle en professionel og intelligent platform – men det har samtidig kun været muligt med en investering fra ejerkredsen, som er blevet matchet af et startlån fra EIFO.” 

Match mellem markeder 

Platformen forbinder brands og mikroinfluenter via en app og supporterer virksomheder med bl.a. compliance, betalinger, tracking, benchmarking og community building. For at sikre en portefølje af store brands har Dreaminfluence investeret målrettet i udvikling og DAC7 compliance. 

”Store kunder stiller store krav. Vores strategiske fokus på produktudvikling og compliance har derfor været afgørende for vores evne til at kapre store markedsandele på kort tid,” siger Mads Wedderkopp og tilføjer:     

”Hvor de fleste platforme kun dækker lokalt, har vi formået at bygge et europæisk netværk med 30.000 influencers på tværs af Europa. Det giver os mulighed for at supportere vores kunder på flere af deres markeder.” 

Værdien af et stærkt team 

En læring, som Mads Wedderkopp tog med fra sit tidligere iværksættereventyr, var at sætte det rigtige team tidligt i forløbet. 

”Det kan være fristende at ansætte juniorprofiler på de tidlige stadier i vækstrejsen, hvor man typisk er økonomisk begrænset. Vi er i stedet gået målrettet efter specialister med solid erfaring fra andre danske SaaS startups,” siger han og tilføjer:  

”Vi har fokuseret på at investere i produktet, og det har krævet ressourcer af en højere kaliber. Til gengæld har vi udviklet en platform, der på to år har sikret os en stærk position og en vækst på 300 pct.” 

Ved at splitte finansieringen mellem en investering fra ejerkredsen og et startlån fra EIFO løber vi en mindre risiko og får samtidig luft til at udvikle og professionalisere virksomheden
— Mads Wedderkopp, direktør og stifter af Dreaminfluence
Talent manager in your pocket 

Virksomheden har et mål om at sætte agenterne på formel og blive ’the talent manager in your pocket’ inden for en årrække på 5-10 år. En vision, der skal føre til mere end 100.000 fuldtidsjobs på tværs af Europa. Men i en branche, der bygger på teknologi og trends, overlever man ikke på halve løsninger, slår Mads Wedderkopp fast.  

”Uden kapitalindsprøjtning havde vi ganske enkelt ikke kunne investere så aggressivt i produktet og kapre markedsandele. I værste fald havde vi slet ikke overlevet. Ved at splitte finansieringen mellem en investering fra ejerkredsen og et startlån fra EIFO løber vi en mindre risiko og får samtidig luft til at udvikle og professionalisere virksomheden.” 

Om Dreaminfluence 

Dreaminfluence forener brands og mikroinfluenter på tværs af Europa. Platformen bygger på kunstig intelligens og supporterer virksomheder med bl.a. compliance, betalinger, tracking, benchmarking og community building. 

Virksomheden blev stiftet af Mikkel Borch Malesa i 2017 og blev købt af Blazar Capital i 2022. Iværksætter Mads Wedderkopp blev samme år ansat som administrerende direktør.  

Dreaminfluence har fået et samlet lån fra EIFO på 5,5 mio. svarende til investeringen fra ejerkredsen.  

Læs mere på Dreaminfluence.com